International korstogsforskning siden ca. 1970

ved Kurt Villads Jensen

kommentarer og forslag modtages gerne på kvj@hist.sdu.dk

(Oplæg ved seminaret Skandinavisk korstogsforskning før, nu og fremover, Odense Universitet 5. december 1997)

Korstog er ikke i dag, hvad de var i 1800-tallet. Selve definitionen har ændret sig, og andre aspekter bliver undersøgt og fremhævet som vigtige end før. Det gælder ikke mindst gennem de seneste 20-30 år, hvor ændringerne er sket hurtigt inden for korstogsforskningen. Interessen for korstog internationalt ser ud til fortsat at stige, hvis man skal dømme efter de emner, der publiceres om, og som der holdes foredrag om på internationale kongesser.

Tanken her er ganske kort at orientere om nye tendenser siden ca. 1970. At give en sådan oversigt kræver et kolossalt overblik og en vid belæsthed, som jeg desværre ikke har. Derfor vil jeg et stykke ad vejen referere fra en rundbordssamtale, som Society for the Study of the Crusades and the Latin East arrangerede på middelalderkongressen i Leeds i sommeren 1997, og undervejs supplere med min egen opfattelse af korstogsforskningen netop nu.⁽¹⁾

Ændringerne i forskningen siden engang i 1960'erne og især fra 1970 kan samles i 9 punkter:

1) Definitionen af korstog har ændret sig. Fra Reformationen og til langt op i dette århundrede er korstog først og fremmest blevet set som de militære forsøg på at generobre Jerusalem. Det nye er en langt større vægt på korstogenes åndelige aspekter, på korstogene som et middel til at få aflad for synder. Korstog som et afladsinstrument har været kendt gennem hele århundredet og er fx et vigtigt aspekt for Carl Erdmann, der skrev i 1935,⁽²⁾ men det er først senere, at den dynamiske sammenhæng mellem korstog, aflad og kirkelige reformer er blevet stærkt fremhævet af forskere som Giles Constable⁽³⁾ og H.E.J. Cowdrey.⁽⁴⁾

Denne bredere, ikke militære definition har en snæver sammenhæng med punkt 2:

2) Motivationen for korstogene opfattes anderledes nu end før. Siden 1960'erne har historikere lagt langt større vægt på den enkelte korsfarers personlige engagement og overbevisning og meget mindre på økonomiske og sociale motiver, end det har været tilfældet fra århundredskiftet til efter 2. Verdenskrig.

I mellemkrigstiden og op i 1950'erne var det almindeligt at forklare korstogene som økonomisk motiverede - de drog afsted for at tjene penge - eller som socialt betingede - korstogene var en mulighed for yngre sønner for at skaffe sig en status, når den ældste søn arvede lenet eller jorden. Den sociale forklaring, som har været overordentlig udbredt, bygger vist på en enkelt sidebemærkning i en bog af Georges Duby og har vist sig at være uden noget hold i de middelalderlige kilder. Tværtimod var det var familiehovederne, der drog afsted, sådan som bl.a. Riley Smith har påvist i et grundigt detaljstudium med en frygtelig masse navne, som udkom i juli 1997.⁽⁵⁾ Den økonomiske forklaring har også vist sig at være umulig at opretholde. Korstog var simpelthen en underskudsforretning for den enkelte deltager, som normalt vendte hjem med relikvier, men dybt forgældet. Og hvad der er vigtigt: det har man vidst på forhånd, fordi der gennem hele 1000-tallet var gode kontakter til Mellemøsten, så korsfarerne har givetvis haft et realistisk billede af de økonomiske muligheder eller mangel på sammen.

Siden ca. 1970 er det blevet fremhævet, at korsfarerne drog afsted af personlige grunde, først og fremmest af religiøs overbevisning. Det er hovedbudskabet i Riley-Smiths tidlige artikler og i hans bog fra 1986, The First Crusade and the idea of Crusading, og hans tanker har fået vid udbredelse. En anden personlig grund for korsfarereren til at tage afsted var, at han var del af et korsfarernetværk, som nød pavelig bevågenhed, og som ser ud til at have været snævert knyttet til 1000-tallets reformbevægelse under Gregor 7. Det er tanker, som John France⁽⁶⁾ og igen Riley-Smith har udtrykt for nylig, tanker som bygger på studier af familieforbindelser, og som især bygger på den simple iagttagelse, at nogle tog på korstog, mens andre med en tilsvarende status blev hjemme. Det ændrer jo gevaldigt vores billede af det første korstog fra at være en massebevægelse til at være én religiøs-politisk udtryksform blandt flere omkring år 1100.

3) Denne nye definition har betydet, at det første korstog er blevet grundigt undersøgt igen, men også - og det er punkt 3 - at der er kommet flere korstog til. For det første opfattes korstog nu som en kontinuerlig bevægelse, som i perioder vandt flere tilhængere end i andre, men som aldrig var aflyst eller stod stille. Derfor er det umuligt at sætte tal på korstogene, for mellem det 1., 2. 3. osv. var der en lind strøm af mindre korstog.

For det andet er de senmiddelalderlige korstog pludselig blevet taget alvorligt. Tidligere stoppede korstogshistorie med tabet af det hellige land i 1291, men ved at definere korstog som noget, der gav aflad, er der ingen kvalitativ forskel på korstogene i 1200- tallet og dem i 1300-tallet eller senere. En af de historikere, som mest grundigt har beskæftiget sig med senere korstog, er Norman Housley i en række bøger siden midten af 1970'erne,⁽⁷⁾ som har foreslået, at korstogsforskningens opgave fremover ikke at tale om enkelte korstogs begyndelse og slutning, men om korstogsbevægelsens dynamik og fluktuationer.

For det tredje er der ved at ske en udvidelse geografisk i erkendelse af, at der i middelalderen - som regel - ikke var nogen afgørende forskel på korstog til Mellemøsten, i Spanien eller i Baltikum.

Korstogshistorie er altså blevet mere inklusiv - flere og flere politiske og militære foretagender kan samles under betegnelsen korstog. Men det skal så tilføjes, at der samtidig er en eksklusiv fløj, især blandt tyske historikere og især repræsenteret af Hans Eberhard Mayer,⁽⁸⁾ som holder fast ved den traditionelle definition, at kun ekspeditionerne til Jerusalem er rigtige korstog, og at alle andre såkaldte korstog blot er perverteringer og misforståelser af korstogsbegrebet.

4) Det fjerde punkt er en ny interesse for korstogenes organisering i Europa, altså ikke alene hvordan korsfarerne gebærdede sig i korsfarerstaterne, men også hvordan man overhovedet fik hvervet dem og betalt dem. Konkret har det betydet en helt ny forskningsretning, som har beskæftiget sig med korstogsprædikener og deres indhold - et langsommeligt arbejde, da meget få af samlingerne er trykte, men også et arbejde, der giver mulighed for at komme tættere på en middelalderlig forestillingsverden og ligger udmærket i forlængelse af den generelle interesse for mentalitetshistorie siden 1960'erne. Prædikenstudier har udmøntet sig i både brede undersøgelser som Penny Coles fra 1991 om korstogsprædiken fra første korstog til 1270⁽⁹⁾ og i mere specialiserede som Christoph Maiers bog fra 1994 om tiggermunkenes korstogsprædiken i 1200-tallet.⁽¹⁰⁾

Interessen for organisering har også betydet et nyt arbejde med den pavelige korstogsbeskatning, som blev undersøgt omkring århundredskiftet af især tyske forskere, men derefter i store træk har ligget stille. For nylig har Norman Housley undersøgt de avignonske pavers korstogsbeskatning i 1300-tallet og fulgt deres skiftende intensitet og den skiftende brug af indtægterne og dermed givet en ramme at forstå korstogsbeskatningen i de enkelte lande indenfor.⁽¹¹⁾

Interessen for organisering har endelig medført en række studier af de enkelte korsfareres muligheder for at rejse penge, for eksempel ved at pantsætte eller låne hos kirkelige institutioner. I områder med flere kilder en Danmark - fx Sydfrankrig - kan man i tætte lokalhistoriske undersøgelser følge de mange og indviklede jordtransaktioner, som var nødvendige for at skrabe penge nok sammen til at tage på korstog.⁽¹²⁾

Hele denne interesse for organiseringen af kortogene i detaljer har betydet, at der netop i disse år sker et skift fra at betone pavens rolle som initiativtager til korstog til i stedet at lægge vægt på især de religiøse ordeners og lokale biskoppers praktiske organisering af korstog. Hvad der tilsyneladende mangler i den forbindelse er, underligt nok, bredere undersøgelser af kongemagtens rolle i korstogsorganiseringen og dens interesse i den ud over blot at være fromme konger.

5) Det femte punkt er en interesse for korstogenes indflydelse på samfundene hjemme i Europa. Hvis korstogene var et permanent projekt gennem hele middelalderen, som involverede alle - eller mange - lag af samfundet, hvilke følger har denne konstante mobilisering mod mål uden for ens eget kerneområde fået, hvad har det betydet for lokale herskeres magtstilling, hvad har regionernes tilknytning til fjerntliggende magtcentre og administrative centre betydet? Sådanne undersøgelser er de senere år foretaget for så forskellige områder som England,⁽¹³⁾ Skotland⁽¹⁴⁾ og de spanske kongeriger.⁽¹⁵⁾

6) Der er en flydende overgang herfra til det sjette punkt, studier af religiøse og politiske blandingssamfund. Samspillet mellem muslimer og kristne er blevet minutiøst undersøgt siden 1960'erne,⁽¹⁶⁾ især på den Spanske Halvø, men også i Palæstina og, i mindre grad, på de græske øer og i det Byzantinske rige. Det har ført til værker om "grænsesamfund" eller "grænsestater", hvor tidligere billeder af en skarp antagonisme mellem kristne og ikke-kristne afløses af et mere nuanceret billede af nødvendigheden af en modus vivendi, både økonomisk, administrativt og til tider religiøst.

7) Det syvende punkt er studier af fjendebilleder og polemisk litteratur. Der en ofte eksplicit udtrykt sammenhæng mellem den katolske kirkes åbning mod ikke-kristne på det 2. Vatikanerkoncil i 1960 og katolske historikeres beskæftigen sig med middelalderens billede af muslimer og jøder.⁽¹⁷⁾ Det er så et paradoks, at kirkens større tolerance siden 1960 har givet stødet til en forskning, der publicerer den ene middelalderlige polemiske og dybt intolerante tekst efter den anden.Det er sket i stor stil i Sydeuropa, og det siger måske noget om den angelsaksiske dominans i det førnævnte korstogsselskab, at sådanne studier af fjendebilleder blev efterlyst som en mangelvare på mødet i Leeds.⁽¹⁸⁾

En vigtig underafdeling af denne litteratur er de undersøgelser, som siden midten af 1980'erne har påvist en tæt sammenhæng mellem den polemiske litteratur, de kristne teologiske studier af islam og jødedom, korstogsprædiken og missionsprædiken. Fra omkring 2. Verdenskrig har der været en solid tradition for at se korstog og mission som modsætninger - mission måske endda som en kritik af korstogene - men opfattelsen er nu snarest, at mission og korstog i middelalderen blev anset for initiativer, der gensidigt støttede hinanden.⁽¹⁹⁾

8) Som ottende punkt kan nævnes en fornyet interesse for den hårde militærhistorie med taktik, udrustning, borge og ridderordener, efter at den relativt set har ligget i dvale siden 1950'erne.⁽²⁰⁾

9) Og som niende punkt kan nævnes en større interesse for korstogsarkitektur og korstogskunst.⁽²¹⁾

Det er jo nogle gevaldige ændringer, og så kan man overveje, hvad der så egentlig er tilbage at gøre inden for korstogsstudier, når man sidder i Danmark? For det første er der tilbage at afprøve disse nye definitioner og tilgange på det nordiske materiale for at se, om det kan lede til nye forståelser af den nordiske historie. For det andet er der en oplagt mulighed for at deltage i det, som flere medlemmer af korstogsselskabet efterlyste i høje toner i sommers i Leeds: en sammenligning mellem korstog i Spanien, Mellemøsten og Baltikum. Korstogshistorikere har, ofte af gode sproglige grunde, normalt holdt sig til et af de tre områder. Men efterhånden som korstogshistorikere knyttes tættere sammen internationalt, ville det være umådeligt inspirerende at sammenligne de tre områders korstog i middelalderen og deres betydning, både for områderne selv og for den latinske korstogsbevægelse som sådan.

1. Gode oversigter over korstogshistorie er A history of the Crusades, vol 1-6, ed. Kenneth M. Setton, Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 1962-89; The Oxford illustrated history of the crusades, ed.Jonathan Riley-Smith, Oxford: Oxford University Press, 1995.

2. Carl Erdmann, Die Entstehung des Kreuzzugsgedankens, 1935. Engelsk oversættelse: The origin of the idea of crusade, trsl. Marshall W. Baldwin. Princeton, N.J., Princeton University Press, 1977.

3. Giles Constable, "The Second crusade as seen by contemporaries", i Traditio 9, 1953, 213-... Se også Giles Constable, Monks, hermits and crusaders in Medieval Europe, London, Variorum reprints, 1988.

4. H.E.J. Cowdrey, Popes, monks and crusaders, London, Hambledon, 1984 (History series; 27); H.E.J. Cowdrey, "Martyrdom and the First Crusade", i Crusade and settlement, ed. Peter W. Edbury, Cardiff: University College Cardiff Press, 1985; H.E.J. Cowdrey, "The Gregorian Papacy, Byzantium, and the First Crusade", i Byzantium and the West c. 850-c.1200, ed. J.D. Howard-Johnston, 1988.

5. Jonathan Riley-Smith, The first crusaders, 1095-1131, Cambridge, Cambridge University Press, 1997.

6. John France, "Patronage and the Appeal of the First Crusade; i The First Crusade: Origins and Impact, ed. Jonathan Phillips, Manchester: University Press, 1997, 5-20.

7. Norman Housley, The later Crusades, 1274-1580. From Lyons to Alcazar, Oxford, Oxford University Press, 1992; Norman Housley, The Italian crusades. The Papal-Angevin alliance and the crusades against Christian lay powers, 1254-1343, Oxford, Clarendon Press, 1982. Norman Housley, The Avignon papacy and the crusades, 1305-1378, Oxford, Clarendon Press, 1986.

8. H.E. Mayer, Geschichte der Kreuzzüge, Stuttgart et.alibi: Kohlhammer, 1995 [1. Udgave 1965].

9. Cole, P.J., The Preaching of the Crusades to the Holy Land, 1095-1270, Cambridge, Mass. 1991.

10. Christoph T. Maier, Preaching the Crusades. Mendicant friars and the cross in the thirteenth century, Cambridge: University Press, 1994 (= Cambridge studies in medieval life and thought; 4. ser., 28).

11. Norman Housley, The Avignon papacy and the crusades, 1305-1378, Oxford, Clarendon Press, 1986; kapitel 5.

12. Fx M.G. Bull, Knightly Piety and the Lay Response to the first Crusade: The Limousin and Gascony c. 970-c.1130, Oxford: Clarendon 1993; jf. M.G. Bull, "The Diplomatics of the First Crusade", i The First Crusade: Origins and Impact (som ovenfor), pp. 35-54.

13. Christopher Tyerman, England and the crusades 1095-1588, Chicago, Ill.: University of Chicago Press, 1988; Simon Lloyd, English society and the crusade, 1216-1307, Oxford: Clarendon, 1988.

14. Alan Macquarrie, Scotland and the Crusades 1095-1560, Edinburgh: John Donald 1997 [1. Udg. 1984].

15. R.I. Burns, Muslims, Christians, and Jews in the crusader kingdom of Valencia. Societies in symbiosis, Cambridge: Cambridge University Press, 1984; samt flere tidligere bøger og artikler af R.I. Burns.

16. R.I. Burns, som ovenfor; Muslims under Latin rule, 1100-1300, ed. James M. Powell, Princeton, N.J.: Princeton University Press, 1990; Crusade and Settlement, som ovenfor.

17. Selv om en af de mest indflydelsesrige bøger om emnet kom før, nemlig Norman Daniel, Islam and the West: the making of an image, Edinburgh: University Press, 1960.

18. Fx Wilhelm von Tripolis, Notitia de Machometo ; De statu Sarracenorum, hrsg. Peter Engels, Würzburg: Echter, 1992 (= Corpus Islamo-Christianum; Ser. Latina; 4); Raymundi Martini, Capistrum Iudaeorum, ed. Adolfo Robles Sierra, Würzburg: Echter, 1990- (= Corpus Islamo-Christianum; ser. Latina; 3+5); Riccoldo da Monte di Croce, Contra Legem sarracenorum; ed. Jean-Marie Mérigoux i Mémorie Dominicane, nouva ser. 17, Pistoia 1986, 1-144.

19. Benjamin Z. Kedar, Crusade and mission: European approaches toward the Muslims, Princeton, N.J.: Princeton University Press, 1984; Elizabeth Siberry, Criticism of crusading 1095-1274, Oxford: Clarendon, 1985.

20. John France, Victory in the East: a military history of the First Crusade, Cambridge: University Press, 1994; Christopher Marshall, Warfare in the Latin East, 1192-1291, Cambridge: Cambridge University Press, 1992 (= Cambridge studies in medieval life and thought; Ser. 4 ; 17).

21. Hugh Kennedy, Crusader castles, Cambridge: University Press, 1994; Jaroslav Folda, The art of the crusaders in the Holy Land, 1098-1187, Cambridge: University Press, 1995.