Middelalderen, fra forpligtende fortid til etnisk kitch

or nogle år siden skrev kirkehistorikeren og den nuværende Roskilde-biskop, Jan Lindhardt, en = bog, hvori han beskrev ”Glæden ved at leve i middelalderen.” D= et ophidsede den københavnske middelalderhistoriker Alex Wittendorf så meget, at han i sin afskedsforelæsning i 1999 truede med at skrive en modkronik, der skulle hedde ”Glæden ved at dø = af blindtarmsbetændelse.”

De to titler viser meget godt spændvidden i middelalderopfattelserne i d= ag. Vi står i en brydningstid, hvor opfattelsen af middelalderen spænder fra mørk til lys. Den ene forfatter lægger vægt på middelalderen som en stor tid, en tid med storslå= ede, åndelige værdier, mens den anden forfatter lægger væ= ;gt på det materielle og på fysisk tryghed. Jan Lindhardt ser = tilbage på middelalderen som et eksempel for i dag, som vi kan lære af. Måske er der også et element af nostalgisk længsel efter = den ukomplicerede tid, efter den enkle tro eller måske helt generelt efter det enkle samfund, sådan som det også er kommet til udtryk i historikeren Thorkild Kjærgaards drøm om det økologiske bondesamfund.

= Den anden historiker ser tilbage på middelalderen som en tid, der heldigv= is er overstået og afløst af noget bedre, af det moderne. Af fremskridt og udvikling modsat den tilbagestående, primitive, stagner= ende middelalder med ringe lægevidenskab, gold dogmatik og i det hele tage= t skidt til halsen.[1]

Der kan gives mange gode argumenter for begge opfattelser; og det er ikke menin= gen her at afgøre, hvilken der er den rigtige. Det ville også v&ae= lig;re svært alene af den grund, at middelalderen varede i tusind år, = fra ca. 500 til ca. 1500. Vi har faktisk levet dobbelt så lang tid i middelalderen som i den moderne tid, og der skete voldsomme ændringer= i løbet af middelalderens tusinde år, både materielt og tankemæssigt. Både den nostalgiske tilbageskuen efter det evigt tabte og glæden over det lykkeligt overståede bygger på tanken om middelalderen som en enhedskultur med et fællespræg på tværs af århundreder. Begge opfattelser kan kritiseres= ved at henvise til en lang række konkrete eksempler, som viser, at middelalderen ikke var en enhed, men opsplittet og forskelligartet og dermed præget af dynamik og udvikling.

= I stedet for at komme med et bud på sandheden om middelalderen er det snarere tanken her at overveje, hvorfor middelalderen er vigtig nu – = mere og mere. Hvorfor var 1999 middelalderår i Danmark; et fænomen d= er udviklede sig fra en løs tanke over en stille aftenøl mellem nogle arkæologer til et fænomen med op mod et par tusinde arrangementer fra turneringer til markeder og historiske kongresser. Og det andet spørgsmål, som jeg vil forsøge at behandle her, e= r, hvordan vores middelalderinteresse netop nu adskiller sig fra den tidligere= og især for den for en to-tre generationer siden.

Hvornår opst= od middelalderen?

det tidlige forår 1341 gik den italienske digter Petrarca en tur igennem den evige by Rom sammen med sin v= en, dominikanermunken Giovanni Colonna. De gik imellem resterne af de gamle mindesmærker og satte sig ned for at se på ruinerne og talte længe om historien. De blev enige om, at Petrarca var den, der vidste mest om antikken, og Colonna kunne så tage sig af den nyere historie. Antikken var perioden indtil kristendommen, den nyere historie var så= alt det, der kom efter. Sådan fortæller Petrarca selv i et brev til Colonna, og hans store interesse for antikken har altså været direkte inspireret af de romerske ruiner. Perioden fra kristendommens komme= til samtiden kunne passende overlades til en munk. Den tid satte Petrarca ikke særligt højt. I 1359 skrev han et værk om berømte mænd, som selvfølgelig alle var fra antikken. Selv om der var nogle få berømtheder i den efterfølgende tid, ville han ”ikke føre fjerpennen så fjernt igennem sådanne skygger.” Tiden efter antikken blev sprunget over, den var fjern, altså fjernere end antikken, må Petrarca have ment, og så= var den endelig fyldt med skygger eller mørke. Det er det første = gode eksempel på et udtryk i nærheden af ”Den mørke mid= delalder,” som vi kender.

= Petrarca var også den første, der brugte udtrykket ”Middelalder”, medium tempus. Det var nedsættende ment, perioden var en parentes og noget, som heldigvis var overstået,= men det skal så dog også indrømmes, at Petrarca var lige så negativ indstillet over for sin samtid som over for middelalderen. Udtrykket optræder i et digt i 1373, hvor Petrarca beklager sig over = at leve i en så trist periode, og over at skæbnen har kastet ham n= ed i sådan nogle elendige år. Han ønskede, at han var f&oslas= h;dt tidligere eller senere, for tiden før – altså antikken – var en lykkelig tid, og måske skal der senere igen komme en lykkelig tid. Men middelalderen var beskidt, og samtiden var styg.

= Efterfølgende humanister i den italienske Renæssance i 14oo- og 1500-tallet havde s= amme beundring for antikken, men ikke samme kritiske indstilling til deres samti= d. De var litterater og latinister og mente selv, at de genskabte antikken i d= eres sprog og litteratur og også inden for arkitekturen og juraen, mens ma= n i mellemperioden, i middelalderen, havde levet i sort uvidenhed om antikken. Renæssancens humanister genoplivede det rigtige, klassiske latin, og = de lærte sig græsk igen. Det samme havde man ironisk nok ment i middelalderen. Karl den Store havde omkring 800 forsøgt at reformere uddannelserne og genskabe det klassiske latin, og han blev efterfulgt af fl= ere kejsere, der var optaget af samme tanke om reform. De lod opføre rig= tige romanske bygninger, som man havde gjort i det antikke Rom; og generelt mente kejserne, at de levede i en direkte fortsættelse af det antikke kejse= rdømme.

= Med Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet kom der et nyt aspekt af middelalderopfattelsen, nemlig genopdagelsen af den sande kristendom, og det skete med fynd og klem. Byrådet i Genf anbragte i 1536, efter at være blevet reformeret, et våbenskjold på rådhuset = med den stolte indskrift Post tenebras lux – lys efter mørk= et. Sætningen er næsten perfid i sin enkelhed, for den henviser til Johannesevangeliets prolog, at Jesus er menneskenes lys og skinner i mørket, og mørket – tenebrae - forstår det ikke. Middelalderen havde altså slet ikke forstået Jesus, men nu var der kommet lys. Reformatorerne mente, at de genskabte den rigtige evangeliske eller apostolske kristendom og vendte tilbage til det oprindeli= ge, mens den mellemliggende periode – middelalderen - havde været præget af papisme, gold dogmatik og subtil skolastik, af ligegyldige diskussioner om spidsfindige detaljer, som bortledte opmærksomheden f= ra det egentlige i troslivet. ”Vi har længe nok fjollet rundt i mørke og fordærv, vi har alt for længe blot været tyske dyr”, skrev Luther selv. Evangeliets klare lys spredtes med ord= et, og her betød den ny bogtrykkunst en kommunikationsmæssig revolution. I selve Europas hjerte, Strasbourg, står der midt på= ; en stor plads en statue af bogtrykkunstens fader, Gutenberg. Han har en skriftrulle i hænderne med indskriften ”Og der blev lys”. Selveste den bibelske skabelsesberetnings tørre og storslåede kommentar til Guds befaling, der skabte verden. Statuen er sat op i 1840, m= en den udtrykker samme bastante overlegenhed i forhold til middelalderen som borgernes i Genf i 1536. Til alt dette kunne man så bemærke, de= ls at Reformationen kun var et nordeuropæisk fænomen, dels at middelalderen gennem århundrederne faktisk havde den ene reformbevægelse efter den anden, som også mente at bringe kirken tilbage til den apostolske renhed.

= Middelalderen var altså et begreb inden for arkitektur, litteratur og kirkelig pole= mik, men det blev ikke rigtig en periodebetegnelse inden for historien før end med den tyske historiker Christoph Cellarius, der i 1688 udgav sin H= istoria tripartita, Den tredelte historie, hvor middelalderen var den midterste, verdenshistoriske periode. Egentlig var Cellarius ikke den første. D= en danske præstesøn og kongelig hofhistoriograf Jon Jakobsen Venusi= n (fordi han var født på Hven) havde allerede i 1604 i en meget kort historieteoretisk afhandling inddelt verdenshistorien i oldtiden, middelald= eren og den nyere tid. Som så mange andre teoretiske værker blev hel= ler ikke Venusins læst af særlig mange, og derfor er det Cellarius,= der blev kendt og henvist til. Hans inddeling slog an, og selv blev han profess= or i Halle efter udgivelsen af sin verdenshistorie.

= Indtil Cellarius havde man normalt inddelt historien i fire verdensriger ligesom i Daniels Bog, hvoraf det sidste var der romerske, som man stadig levede i historisk set. I 1572 observerede Tycho Brahe på nattehimlen den nye supernova, som voksede foruroligende hurtigt, og han mente, at den var tegn på det romerske kejserdømmes fald og verdens snarlige ende. ”Verdensrigernes undergang er styret af det Guddommelige Forsyn og tj= ener til at gøre herskere ydmyge”, skrev den hyperbegavede biskop Jacques Bénigne Bossuet i sin lille verdenshistorie, der skulle brug= es til at opdrage den kommende franske enevoldshersker. Den udkom første gang i 1681 og blev en klassiker i fransk litteratur og genoptrykt flere ga= nge. Bossuet begyndte sin verdenshistorie med Skabelsen og Adam og Eva i år 4004 før Kristi fødsel, og han sluttede med Karl den Store år 800 efter, for så var Romerriget genoprettet og nutiden etableret, uden at Bossuet havde haft brug for noget begreb om en middelald= er. Firedelingen af historien efter verdensriger blev brugt endnu af Holberg i første halvdel af 1700-tallet, men da var den ved at være passé. En anden almindelig måde at inddele historien på havde været i perioder før og perioden efter kristendommen, og= i det perspektiv var der altså ingen forskel på 1200-tallet og 1600-tallet, for i begge århundreder troede man på den ene, rig= tige Gud som historiens styrende subjekt. Det kan måske være lidt svært at forestille sig i dag, hvor nogle historikere har udråbt Guds langsomme dødskamp til den vigtigste historiske udvikling i Eur= opa i de seneste firehundrede år. Det er Søren Mørchs konklusion i indledningsbindet til Det europæiske hus.

= Der går siden Petrarca en undertone blandt de lærde af foragt over = for middelalderen, der blev beskrevet som forskellige nuancer af mørk. M= en det er først i løbet af 1600-tallet, at middelalderen blev ri= gtig sort. I 1651 skrev Hobbes sin mærkelige anarkistiske samfundslæ= re, der fik titel efter undergangsuhyret Leviathan. Heri blev middelalde= ren simpelthen betegnet som Kingdom of Darkness.

Oplysningstiden: Kirkekritik og middelalder

et afgørende brud i historikernes opfattelse af middelalderen kom altså først omkring 1700, hvor billedet af middelalderen som mørk blev rigtig udbredt, også blandt historikere. Men hvad var det så egentlig, der var nyt i 1700-tallets opfattelse af middelalder= en. Hvorfor følte man sig pludselig så meget fjernere fra middelalderen end før?

= Man kan ofte se den påstand, at man i middelalderen ikke vidste, at man levede i middelalderen, at begrebet altså udelukkende er en moderne konstruktion fra 1700t-tallet. Det er næppe rigtigt. I middelalderen = var man sig meget bevidst at leve netop i en mellemtilstand, efter den lykkelige, syndfrie tid i paradis – efter æblespiseri og den sl= ags snavs med synd og sex og død til følge – men f&oslas= h;r Kristi genkomst og 1000-årsrigets genoprettelse af den salige tilstan= d.

= Der er imidlertid en afgørende forskel på 1700-tallets middelalderbegreb og middelalderens eget. I middelalderen selv var man p&ar= ing; vej imod dommedag og Paradis, og livet her på jorden var en vandring eller en sejlads. Vandringsmanden er her kun på besøg og er på vej mod noget bedre. Den sejlende krydser natmørkt hav og er hele tiden i fare for at drukne, men han stævner mod den trygge havn. Himlen. I middelalderen var den bedre tilstand altså den kommende. I 1700-tallet var man derimod overbevist om, at man allerede var nået højere end før – og hvis alt ikke var perfekt, kunne man selv ændre på tingenes tilstand ved børneopdragelse, uddannelse eller til nød revolution. I middelalderen skulle man selvfølgelig arbejde for at forbedre forholdet for næsten, men radikale ændringer ville først komme med Helligåndens tidsalder, med Jesu genkomst. Et tilbagevendende citat i middelalderen var = Jesu ord til disciplene: ”I verden skal I have trængsler.” Det= perfekte samfund kan ikke realiseres her på jorden, mente man i middelalderen.= Det kunne man derimod sagtens forestille sig i 1700-tallet. I middelalderen var= Gud nødvendig og allestedsnærværende, i 1700-tallet kunne mennesket godt selv. Men det er en anden historie, det afgørende her= er, at man i 1700-tallet fortsatte med at føle en kontinuitet tilbage til middelalderen, men samtidig opstod tanken om et skarpt brud, om den mørke middelalder.

= 1700-tallet er en mærkelig overgangsperiode, hvor flere modsatrettede opfattelser= eksisterede side om side. I dag er århundredet stadig mest kendt som den store oplysningsperiode, da fornuft sejrede over traditionel tankegang, og da den store Franske Encyklopædi blev udgivet i perioden 1751-72 i 28 bind s= om et af de franske oplysningsfilosoffers mest monumentale og indflydelsesrige værker. Den meget religionsfjendtlige encyklopædi var skrevet a= f en bredt sammensat skare af forfattere, hvoraf markant mange var frimurere og flere dømt for udgivelse af pornografiske skrifter. I øvrigt = var lange passager direkte afskrift af de franske jesuitters encyklopædi,= som var udkommet få år tidligere. Den store Franske Encyklopæ= di blev aldrig genoptrykt, og den blev ikke særlig udbredt i forhold til andre store opslagsværker, der blev skrevet direkte som en reaktion i= mod dens rationalistiske fritænkeri. Det er for eksempel var tilfæl= det med Encyclopædia Britannica, der blev udgivet af et selskab af skotske gentlemen. Fra en spæd start i 1768-71 er den blevet revidere= t og ændret, og i det nuværende udgave fylder Encyclopædia Britannica 35 bind. Samtidig med den rationelle og kirkefjendske og middelalderfjendske oplysningsfilosofi eksisterede der altså en stærk pietistisk tradition i 1700-tallet, der netop kunne forstå sig som bærere af en kontinuitet tilbage til middelalderen.

= Den negative opfattelse af middelalderen er tydelig i et af de få værker fra oplysningstiden, som stadig er kendt og bliver henvist til= i fodnoter, selv om kun få læser det. Det drejer sig om den engel= ske historiker Edward Gibbons History of the Decline and Fall of the Roman Empire, der udkom 1776-88. Det antikke og rationelle Romerrige var i høj kurs hos både oplysningsfilosoffer og

franske og andre revolutionære, der tilsyneladende ikke så nogen modsætning mellem menneskerettigheder og frihed, lighed og broderskab på den ene side og det antikke systematiske slavehold på den an= den side. Et væsentligt spørgsmål for historikerne blev derf= or, hvorfor den prægtige antikke kultur var gået under. Set fra Eng= land blev et ikke mindre væsentligt spørgsmål, hvorfor et sto= rt, havbaseret imperium var gået under og ikke havde kunnet opretholde sin magt over de erobrede områder.

Gibbons svar var de vilde germanske barbarer og så især kristendommens fanatisme og intolerance, dens tro på fantastiske mirakelberetninger = og på et liv efter døden, som medførte en foragt for denne verden og i sidste ende en manglende ansvarlighed over for samfundet og and= re individer. For så vidt svar, som allerede Montesquieu og Voltaire hav= de udtrykt som en del af deres generelle kritik af al kirkeligt, men med Gibbo= ns læseværdige formuleringer fik de en langt videre udbredelse og = blev knyttet tæt til middelalderhistorien. Middelalderen blev den kristne, barbariske og intolerante periode. Dermed blev middelalderen også en direkte parallel til Gibbons egen tid, da England var truet af Revolutionen= i Amerika – første bind af Gibbons værk udkom samme å= ;r som den amerikanske uafhængighedserklæring, kolonierne over hav= et rev sig løs – og ikke mindst af metodistiske og pietistiske bevægelser i England.

Den franske revolution både skræmte og begejstrede samtiden, og for mange betød den det endelige opgør med middelalderen og godsejervælde og feudalisme – l’ancien regime, det gamle regime. For andre var revolutionen barbari og dumhed, rent middelalderlig. = Det er nok ikke tilfældigt, at den store digter Schiller netop fik udgivet sine Middelalderlige Afhandlinger i 1789-92, hvor han skriver om middelalde= ren: ”En sorgfuld nat, som formørkede alle hoveder, sænkede s= ig over Europa, og kun nogle få gnister af lys fløj op, som gjorde den efterladte dunkelhed så meget desto skrækkeligere.” <= /p>

= Men samtidig med denne rationalistiske afvisning og nedvurdering af middelalder= en eksisterede en langt mere positiv vurdering. 1700-tallet afsluttedes med di= gtet Kristenheden eller Europa af Novalis, der udkom i 1799. Middelalderen var ”den skønne, strålende tid, da Europa var et kristel= igt land, da én kristendom boede i denne verdensdel og definerede den, da én stor fælles interesse forbandt de fjerneste dele af dette åndelige rige.” Med Reformationen brød hele denne enhedskultur sammen, og kampen mellem tro og videnskab begyndte og havde ført til Novalis’ samtids ”i praksis mangel på tro.” Den manglende tro på kristendommen og den voldsomme tro på videnskaben og menneskets muligheder førte til krig og revolutioner, men også til farlige og, ville vi sige i dag, uetiske videnskabelige opdagelser, som krænkede respekten for det enkelte individ. Løsningen for Novalis var at vende tilbage til middelaldere= n og dens enhedskultur, præget af tro. Parallellen mellem Wittendorf/Lindh= ardt på den ene side og Gibbon/Novalis på den anden side er åbenbar. Novalis var en overgangsfigur mellem 1700- og 1800-tallet. H= an indvarslede et sværmeri for middelalderen af samme skuffe som Goethes= og Herders.

Det moderne middelalderbillede – 1800-tallet

deerne om brud og kontinuitet udkrystalliseredes i løbet af 1800-tallet i n= ogle temaer, som vi kender udmærket i dag. Karakteristisk for hele århundredet var en teknologifascination og en voldsom tro på fremskridt og vækst i Vesteuropa, både åndeligt og materi= elt, som man så bevist ved nye opfindelser og ved industrialisering og koloniherredømme. Det smittede af og gav en række forskellige opfattelser af middelalderen.

= Desuden blev 1800-tallet præget af en professionalisering af ikke mindst de humanistiske videnskaber. De store historikere var stadig enere i fyrstens tjeneste – historiens opgave er staten, skrev Leopold von Ranke, den moderne historieforsknings fader og siden 1841 kongelig hofhistoriograf hos kong Friedrich Wilhelm 4. af Preussen. Men samtidig indgik historikerne i v= idt forgrenede netværk og formede en stand med møder i form af kongresser og seminarer, og i fællesskab arbejdede de bevidst med at formulere deres videnskabelige grundlag. I løbet af 1800-tallet blev= der oprettet en masse lærde selskaber, hvad der sikkert har noget at gøre med den generelle tendens til demokratisering af samfundene. Lærde selskaber havde eksisteret før, men antallet voksede nu stærkt.

= Den moderne professionelle historieskrivning blev et kritisk projekt, som Ranke havde en afgørende indflydelse på. Han opfandt ikke den nye måde at gøre det på, men fra sin privilegerede stilling i Preussen og med sin myreflittige arbejdsindsats kunne han fordybe sig, formulere og forfine tankerne. Og så kunne han skrive, så det v= ar spændende at læse. Han skrev om mange og forskellige emner, så hans arbejdsmetode blev kendt og fik en vid udbredelse. Tidligere havde historieskrivningen haft et moraliserende og opdragende sigte. Nu sku= lle det bevidst være helt anderledes. Ranke ville simpelthen beskrive, hvordan det egentlig havde været. Wie es eigentlich gewesen, som han skrev i 1824 i en bog om de germanske og romanske folkeslag i et appendiks = om moderne historieskrivning. Det er blevet verdens mest citerede sætning nogensinde om, hvad historie er. Mest fordi alle er enige om, at det ikke passer. Det kan ikke lade sig gøre at trække sin egen person b= ort fra selve forskningsprocessen og lave værdifri og rigtig objektiv forskning. Det mente Ranke tilsyneladende, hvis man bare brugte den rette arbejdsmetode. Den rette historiske teknik. Den havde Ranke ladet sig inspi= rere til af en af de tidlige, kritiske sprogforskere, den latinske filolog og historiker Barthold Georg Niebuhrs bog om Romersk historie, der udkom 1811-= 32 og gjorde et voldsomt indtryk på Ranke. Niebuhr var søn af den danske orientalist og opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, men havde forladt= den danske universitetsverden i de usikre tider i begyndelsen af 1800-tallet med dens nedskæringer, brødnid og nepotisme for at blive hofhistoriograf i Preussen.

= Barthold Georg Niebuhr blev kritiseret i sin samtid for at være mærkelig bondevenlig, når han skrev om det antikke Rom. Den danske stavnsbåndløsning og bondefrigørelse i 1788 kom først modtvungent til Preussen i midten af 1800-tallet. Det der interesserede Ranke var imidlertid meget mere selve arbejdsmetoden. Niebuhr vendte sig mod gamle forestillinger og fabler og byggede sin fremstilling på en omhyggelig sortering af udsagn i kilderne, som blev holdt op mod hinanden, og så blev nogle udskilt som rigtige og andre som forkerte. Udskillelseskriterierne er for så vidt meget simle formallogiske R= 11; to udsagn, som ikke er afhængige af hinanden, tæller mere end snesevis af udsagn, som alle er afhængig af én eneste fæ= lles kilde, og sådan er det hele vejen. Det nye var, at Niebuhr og Ranke nu systematisk og med stor overbevisning om at kunne udskille sandheden gennem= gik et kæmpemateriale og med hård hånd kasserede den ene kend= te kilde efter den anden som bevidst falsk eller afhængig af andre kilde= r og dermed ligegyldig eller bare som utroværdig. Når grunden s&arin= g; var ryddet, kunne historikeren begynde at bygge op. Jeg er historiker, for = jeg kan af det enkelte, som er bevaret, forme et fuldstændigt maleri, skr= ev Niebuhr. Fra disse helt sikre enkeltheder, skrev Ranke, kan historikeren så bygge en hel generel teori om et samfund, men man kan ikke begynde= med de generelle teorier og derfra bevæge sig til enkelthederne. Det er formodentlig noget rent sludder og noget af det, Ranke og hele den kritiske historikerskole siden er blevet bebrejdet igen og igen. Ingen kan nemlig i praksis gå helt uhildet til en kilde og suge den til sig som en tør svamp. Der er altid noget inde i historikeren, som farver opfattelsen af kilden. Der er altid en teori, bevidst eller ubevidst, som sætter rammer for forståelsen. Man forstår simpelthen sam= me ord forskelligt, afhængig af om man tror, at Antikken var en aristokr= atisk republik eller et bondedemokrati.

= En forudsætning for videnskabeliggørelsen af historien var den si= mple og oldgamle tanke, at historien kan være sand. Den går vist nok tilbage til de gamle grækere og var ganske udbredt også i middelalderen. Historie er bare at fortælle det, der er sket – = res gesta – altså en holdning meget tæt på Rankes <= i>wie es eigentlich gewesen. Hvordan man afgjorde det, altså hele det metodiske arbejde med at vurdere kilderne, var skiftet gennem tiden. I middelalderen var de bedste kilder de med størst autoritet, alts&ari= ng; fra pålidelige personer. I 1800-tallet blev de bedste kilder de, der = var nærmest begivenheden. I middelalderen mente man, at de bedste vidner måtte være dem, der var rationelle og reflekterede og kunne t&a= elig;nke logisk og så langt som muligt var i stand til at løsrive sig f= ra tilfældige stemninger og fornemmelser og indtryk. De der kunne analys= ere, hvad der var sket. I 1800-tallet, i romantikkens naturbegejstring, blev de bedste kilder dem, der havde set det selv. Der skete en opprioritering af sanseindtrykkene i 1800-tallet, som vandt ind i selve kernen af den nye historiske videnskabelighed, vurderingen af kilderne. Samtidig blev denne videnskabelighed, på trods af dette strejf af sanselighed, en t&oslas= h;r og teknisk affære og dermed, mente man, meget præcis.

= I 1800-tallet blev historien opfattet som en levende organisme eller oftere s= om en maskine, der kunne skilles ad og undersøges i alle sine små bestanddele. Rankes kritiske metode blev modtaget med begejstring og var perfekt netop til dette mekaniske arbejde, der kunne afdække de gener= elle teorier eller lovmæssigheder, Ranke selv havde snakket om. ”For første gang bliver historien nu undersøgt systematisk i sin helhed, og det viser sig, at historien lige som alle andre fænomener = er underlagt uforanderlige love,” skrev Auguste Comte omkring 1850. S&ar= ing; var det bare at gå i gang og holde ud, til arbejdet var vel overstået. ”Al information er nu tilgængelig, og ethvert problem i historien kan nu løses,” lød det lige f&oslas= h;r år 1900 proklamerende fra Cambridgehistorieprofessoren Acton – = ham der er blevet tillagt udtalelsen, at magt korrumperer, og at total magt korrumperer totalt. Fremskridtet er stort og iøjnefaldende, og p&ari= ng; alle punkter sidder vi inde med en kundskab om vort lands fortid, som er me= get større end den, man havde før, fortalte den danske professor i historie Kristian Erslev i 1916. Fem år tidligere havde han skrevet en lærebog i historisk metode, som stadig bruges ved nogle danske universiteter nu næsten hundrede år senere, så Erslevs indflydelse på dansk historie har været enorm.

= Historikere i 1800-tallet var sig bevidst at leve i en rigtig moderne epoke. Teknologi = og globalisering. I 1875 skrev Ranke i et brev til sin bror med begejstring om telegrafen og jernbanerne, at alle stater og imperier nu blev bragt i den allertætteste og hurtigste kontakt med hinanden. Kloden var ikke længere opdelt, verden var globaliseret. Ved det store århundredskifte i 1900 blev det professor og filosof Harald Høffding, der holdt årstalen ved Københavns Universitet= og så tilbage på, hvad menneskeheden så havde nået i d= et forgangne århundrede. Et teknologisk tigerspring, en globalisering på grund af en kommunikationsrevolution, og dertil en demokratisering, så også de lavere klasser nu havde del i en uddannelses goder. = Den smule misstemning, der havde vist sig ved århundredets slutning ̵= 1; fin de siècle – var forbigående, mente Høffding, = og han sluttede af med at appellere til ungdommen, der skulle bære verden videre. Hvis man rettede de store bogstaver i navneord til små, kunne talen uforandret ord for ord være trykt som en hvilken som helst dansk universitetsrektors tale i år 2000, og ingen ville have bemærket noget. Der er ikke sket meget på de hundred år i den måde= , vi forstår vores umiddelbart foregående historie på. Vi er overbevist om at være de allermest moderne nogensinde, fuldstæn= dig på samme måde som man var i 1800-tallet.

Udvikling og underudvikling

år det moderne blev anset for at være så fremstående i 1800-tallet, medførte det selvfølgelig tanken, at middelalder= en var tilbagestående. Middelalderen skulle så være karakteriseret af en simpel økonomi, selvforsyning næsten uden vareudveksling og ringe eller ingen forarbejdning, så man kunne oplag= re fødevarer, og lavt teknologisk stade, så der ikke var mulighed for at hæve produktionen og brødføde flere. Man levede på et skrøbeligt eksistensminimum og blev udsat for den ene krise efter den anden. Den senmiddelalderlige krise i 1300-tallet med sult og pestdø= d og befolkningsnedgang og ødegårde blev i løbet af 1800-tal= let et fast etableret billede af middelalderen og først rigtig angrebet = af landbrugshistorikere så sent som i perioden mellem 1. og 2. Verdenskr= ig. Billedet af denne totale ødelæggelse blev særdeles udbre= dt også langt uden for historikernes rækker. De fleste har h&oslas= h;rt en eller anden variant af historien om den Sorte døds hærgen, hvorunder hele landsbyer uddøde, og hvordan en ung kvinde alene vand= rede fra den ene tomme landsby til den næste og ringede med kirkeklokken, indtil hun endelig hørte svar fra en anden landsbys kirkeklokke og f= andt den unge mand, som var hele e= gnens eneste overlevende. Diskussionen blandt historikeren har ikke gået på, hvor stor krisen var, men snarere på, om den skyldtes en tilfældighed – byldepesten – eller om den var strukturelt betinget og skyldtes, at befolkningstallet steg hurtigere end produktivitet= en. Sådan har det set ud siden 1800-tallet og til for ganske nyligt, men = de seneste ca. 20 år er historikere for alvor begyndt at nære tviv= l om hele idéen om en økonomisk krise i senmiddelalderen. Hvis den overhovedet har eksisteret, har den været med meget store lokale variationer. Nogle områder er tilsyneladende slet ikke blevet berørt. Andre områder er måske nok blevet ramt, men befolkningstal og økonomisk potentiale har genvundet sit tidligere niveau på meget kort tid, på en generation eller to. Desuden har krisen måske været en krise for nogle medlemmer af samfundet, m= en absolut ikke for andre. Pesten har givetvis været temmelig ubehagelig= for dem, der døde, og også for en række småherremænd, der pludselig stod uden arbejdskraft og gik neden= om og hjem økonomisk. For andre har pesten og befolkningsnedgangen tværtimod giver en voldsom økonomisk fordel, nemlig for dem, d= er kunne sælge deres arbejdskraft, hvis de overhovedet overlevede. De ku= nne blive friere bønder, friere håndværkere, rigere købmænd end deres forældre, fordi der simpelthen var efterspørgsel efter dem og færre om konkurrencen. Mentalt ses = samme skisma mellem katastrofe og ny optimisme. Under pesten stiger antallet af lidende og vrængende Kristusafbildinger på korset, og mange begynder at lade sig begrave i epitafier med figurer af sig selv som halvt rådnende lig og orme; en morbid dyrkelse af døden bliver udbre= dt. Samtidig var pesten baggrund for Boccacio og Dante og Petrarca, kulturelle højdepunkter i en renaissance, der absolut ikke så sig selv i krise, men derimod som den nye genfødsel af alt godt efter middelalderens bedrøvelige parentes. Måske blev oderne til livsglæden og dyrkelsen af det smukke og saftige mere intens med pest= en som baggrund, som det tydeligt er tilfældet hos Boccacios unge helte = og heltinder, der fortæller frække historier i deres selvvalgte ek= sil borte fra den pesthærgede by. ”Grib dagen,” eller ”Spis, drik og vær glad, for i morgen skal du dø,”= har været en af de drivende tanker bag renaissancen; en anden var søgen efter noget sublimt, ophøjet, bestandigt, udødel= igt i denne dødelige og korte verden.

= Tanken om økonomisk krise og forfald hang snævert sammen med tanken o= m senmiddelalderen som en periode med også politisk krise generelt i hele Vesteuropa, præget af krige og mangelen på stærk centralmagt. Enhver = der har prøvet at holde rede på de forskellige stridende parter i = fx Rosekrigene i England i senmiddelalderen vil måske være tilbøjelig til at mene, at der er noget om snakken. Alligevel vil de fleste ?middelalderhistorikere i 1900-tallet nok se anderledes på det, fordi mange ikke mener, der er det store skel mellem senmiddelalderen og he= le 1500-tallet og det meste af 1600-tallet. Stadige krige og politisk ustabili= tet var en normaltilstand, ikke noget særskilt middelalderligt, og dermed= er Reformationen ikke en epokeskabende begivenhed, og middelalderen bliver svær at afgrænse. Det er en opfattelse, som måske først opstod inden for militærhistorien, men som efterhå= nden har bredt sig til flere og flere områder af middelalderhistorien.

Skræk og gru

1818 udkom den purunge Mary Shelleys roman om Frankensteins uhyre, som hun skrev i fire herrers selskab i et sommerhus i de schweiziske alper på en ferie, hvor det regnede hele tiden. Den emmer af gru og kirkegårde og mørke eksperimenter m= ed opgravede lig, som med elektrisk strøm bliver gjort levende. Og det = alt sammen foregår i et rigtigt middelalderslot. Mary Shelleys klassiker = er et højdepunkt i den genre, der kaldes den ”gotiske roman”= ;, som udpenslede middelalderens uhygge på baggrund af en fascination af= sin samtids høje tekniske stade. Den gotiske roman svælger i det fantastiske, det umulige, det i virkeligheden irrationelle, det morbide, men hele tiden det, der næsten kunne være muligt. Den er klart et produkt af oplysningstiden, en protest mod tidens hovmodige overbevisning o= m at kunne forstå alt rationelt, og derfor henlægger den som regel s= in handling til middelalderen, 1700-tallets eget eksempel på det modsatte og irrationelle. Samtidig er den gotiske roman grænsesøgende, den behandler som regel temaer, der er oppe i samtiden, men driver dem lidt længere. I den gotiske roman lykkes det faktisk for mennesket at skab= e nyt liv, men det er altid nogle grimme vanskabninger, og de lever som regel i slotte med mange mørke værelser eller i huler i jorden.

= Genren indledtes med Horace Walpole’s Slottet i Otranto. En Gotisk fortælling, som udkom i 1764. Det er en oversættelse af en gammel bog, trykt i Napoli i 1529, som han har fundet hos en gammel katolsk familie i Nordengland og oversat til engelsk. Påstår Walpole i = sit forord, det er nu ren fantasi, men han gør meget ud af at opretholde forestillingen og diskuterer værkets datering – det må være fra korstogstiden – og dets genre. Først da værket viste sig at være en strålende succes, sprang han = ud som forfatter i andenudgaven.

= Dette gamle manuskript må være opdragende, fordi det udstiller for det almindelige folk deres tåbelige overtro, men på en så spændende måde, at de ikke kan lade være at lytte til det, mere end de ville gøre til alle de religiøse, polemiske skrif= ter helt tilbage fra Luthers tid. Walpole gør altså tykt grin med = sin samtids højtidelige oplysningsfilosoffer.

= Historien begynder med et bryllup mellem fyrst Manfred af Otantos svagelige sø= n og Marquisen af Vincenzas datter. Lige da den kirkelige ceremoni skal begynde,= er sønnen forsvundet og bliver fundet i borggården, smadret til småstykker under en gigantisk hjelm med sorte fjer. Fyrsten er rystet= og forstår intet og kan ikke finde på andet at gøre end at undersøge den dødbringende hjelm med de blodige rester af hans søn. Det er en stærk scene, det ville det også vær= e i moderne filmisk gengivelse. Ingen ved, hvor hjælmen kommer fra, før en bonde fra nabolandsbyen fortæller, at den nøjagt= ig ligner den på den sorte marmorstatue af den tidligere ejer, Alfonso d= en Gode. Hele Walpoles historie handler om den mærkelige profeti på egnen, at Manfreds slægt skal miste herredømmet over borgen, når den rigtige ejer er vokset for stor til at bo i den. Hvordan det egentlig skal forstås, og hvordan det skal ende, udvikles så i = en spændende beretning om ærgerrige mænd og uskyldige kvinde= rs jagt i slottets dunkle og labyrintiske kældre, en fortælling om måneskin og tortur og døde genstande med liv og ond vilje. Ram= men er middelalder, og den er mørk og overtroisk og uhyggelig.

= Lidt afhængig af definition kan man påstå, at den gotiske roma= ns sidste store værk var Frankensteins uhyre i 1818. Men dermed ville man blandt andet udelade et af de største værker inden for genren, Bram Stokers Dracula, or The Un-dead fra 1897. Man ville også gå glip af forbindelsen mellem Walpoles middelalderbillede og de mang= e, dårligt kendte danske bidrag til genren, som litteraturhistorikere har affærdiget som ”gåsehudsromantik,” altså en f= orm for misforstået romantik og derfor ikke værd at beskæftige sig med. Det drejer sig faktisk om en hel del værker, fra Ingemans Sfinxen og hans Det røde Hus fra 1820 til Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger fra 1934. Det er forkert at glemme dem, fordi disse værker blev læst og har været stærkt medvirkende til at skabe et indtryk af middelalderens gru og skræk, også i Danmark.

= Det er derfor nok mere rimeligt at sige, at den gotiske genre er fortsat siden Walpole og har det godt og endda har fået nogle nye udtryksmidler gen= nem film og senest computeranimation. Boris Karloff som Frankensteins monster i filmen fra 1942 virker måske ikke så skræmmende nu 60 år senere, hvor man er blevet mere forvænt og lægger mærke til de påklistrede skruer, men den var en stor succes, da= den blev vist første gang. En decideret ulækker version af det got= iske er 2002-filmatiseringen af Ringenes Herre og dens gryntende vanskabninger, = den onde Sarumans krydsninger af grundfjeldstrolde og lemlæstede elvere. = Den morbide middelalder lever i bedste velgående og gør det ofte i anerkendelse af traditionen fra Walpole. Otranto er blevet hjemmesideadress= en for selskabet TT – Tunneler og Trolde, der siden Walpole har suppleret sig med et tykt lag Valhallamystik. Nogle af de moderne tilhængere af= den Gotiske Roman kalder sig selv gotere, som vist ikke altid skal forveksles m= ed de mere racistiske moderne gotere. Og for nogle er interessen tilsyneladende mindre det gyselige og snarere noget med at være i pagt med naturen, = med det irrationelle og følelserne. Måske endda noget økologisk. ”Gotisk er i bund og grund en romantisk bevægelse, og gotere er følsomme og kunstneriske personer,R= 21; står der på en af de hjemmesider, der er opkaldt efter Walpoles Otranto.

= Interessen for middelalderen som gru og skræk har altså været der he= le tiden siden midten af 1700-tallet. Måske er den blevet øget fra omkring 1980 – sådan noget er altid meget svært at m&arin= g;le præcist. Men det ville sådan set give god mening i en tid, som bevidst forkaster det rationelle og interesserer sig for al det såkal= dte alternative. Måske har det også haft et strejf af fin de si&egr= ave;cle-stemning? Et århundrede og et helt årtusinde randt ud, og måske skal man se helt anderledes på, hvad der er godt og ondt, end i de forløbne tusinde år? Det gotiske er blevet postmoderne. P&arin= g; den måde ville det stemme udmærket overens med en øget interesse, også internationalt blandt mere etablerede historikere, for det mere okkulte i middelalderen, hekse og hedninge og tortur og inkvisitio= n, til nød endda endelig astrologi, som har været en stor vidensk= ab i middelalderen, men sørgeligt forsømt i forskningen siden 1700= -tallet. Fælles for alle disse former for svælgen i det irrationelle og især det grusomme har været, at de som overalt i de Gotiske Rom= aner bevæger sig på balancepunktet mellem at blive frastødt a= f de afskyelige vanskabninger og så få medlidenhed med dem og insist= ere på – som man i øvrigt også gjorde i middelalderen – at vanskabningerne også havde menneskelige træk. N&arin= g;r det sidste aspekt vinder, er der kun rammen med den mørke borg tilba= ge af den Gotiske Roman, og det kan blive en smuk og dybt romantisk oplevelse = at danse med en vanskabning, som det er det i Disneys version af Skønhe= den og Udyret.

Simpelt, effektivt og inderligt

n anden følge af 1800-tallets fascination af fremskridt og vækst= var en nostalgisk længsel tilbage til det simple samfund, før det = blev så besværligt og teknisk det hele. Teknik og mørke kunne ganske vist kombineres i en form for fryd over paradokser.

= I 1818, samme år som Frankenstein blev udgivet, kom den første af Walter Scotts romaner, nemlig Ivanhoe. Det er næppe nogen tilfældighed, at det skete kun tre år efter slaget ved Waterloo= i 1815, efter afslutningen på Napoleonsskrigene, som var de førs= te massekrige i Europa med store, udskrevne hære af civilbefolkningen og ikke af professionelle soldater. Krig var blevet massekrig, og ødelæggelserne og tabene var ufattelig store i forhold til, hv= ad man var vant til fra tidligere. Derfor vendte Walter Scott og andre sig mod middelalderen som den smukke, simple og heroiske tid, da rigtige mænd kæmpede mod rigtige mænd, ansigt til ansigt og på hestery= g. Scotts romaner blev en voldsom succes. I Danmark blev de oversat af B.S. Ingemann og efterlignet i hans historiske romaner fra 1820-erne og frem, som mere end nogen professionel historikers værk har præget den dan= ske opfattelse af middelalderen. Scotts og Ingemanns romaner har været populære til i dag, og genren har antaget stadig nye former. Den er blevet genbrugt i film og tegneserier som prins Valiant, den er dukket op i kriminalromaner og i science fiction og rumfilm og på det seneste i e= n række computerspil – vist dog nok med den forskel, at i computerspillet er = de onde altid onde og skal sprænges i luften eller have hovedet hugget a= f. Walter Scott og hans middelalderlige forbilleder, ridderviserne, formå= ;ede derimod at skildre fjenderne nuanceret og som personligheder, somme tider e= ndda som ædle modstandere. Den høviske og forfinede Saladin med det skarpe sværd, der kunne skære en faldende silkepude over i to halvdele, har Walter Scott taget fra de mange, populære Saladinviser = fra middelalderen.

= Trangen til den simple krig har en parallel i 1800-tallets fascination af middelald= eren som perioden med den simple, inderlige religion. Det viser sig blandt andet= i kunsten, hvor prærafaelitterne malede engle og hengivne jomfruer i kunstfærdigt løvværk og med motiver fra riddervisernes søgen efter gralen. Det er en form for middelalderfascination, som v= ar særlig udbredt i Nordeuropa og nok skal forstås i et spændingsfelt mellem pietisme og religiøs rationalisme, mellem= at se fællestræk og alternativ.

= Middelalderen blev populær inden for mange forskellige kunstarter. Noget af det bed= st bevarede og stadig mest storslåede er de historiserende malerier fra midten af 1800-tallet og frem. Middelalderlige svulmende former og blandede farver afløste omkring 1820 den strenge klassiske stil fra 1700-tall= et; i Berlin og München blev kejser Otto og kejser Barbarossas store slag malet i store vægmalerier, i Achen blev et større billedprogram gennemført i midten af århundredet med scener fra Karl den Sto= res liv, fra han omhuggede de hedenske sakseres afgudsstøtte Irminsul til hans sejr ved Cordoba i den spanske Reconquista og hans kejserkroning i Rom= . I Danmark blev Frederiksborg-museet genopført på bekostning af brygger Jacobsen efter branden og kunne ved åbningen i 1871 fremvise = en hel fløj med store scener fra Danmarks middelalderhistorie.

= Tiltagende gennem 1800-tallet blev der skrevet operaer og syngestykker med middelalder= lige temaer, de fleste i perioden fra omkring 1870 og frem. Richard Wagners er v= el de absolut bedst kendte i dag, ikke mindst hans forfærdelig lange Rin= gen, som bygger på det højmiddelalderlige tyske episke digt Nibelungenlied. Karl Simrocks oversættelse til moderne tysk af Nibelungenlied fra 1827 blev en voldsom bestseller og udkom i 59 oplag indt= il 1906. Wagners Ringen beskriver helte og valkyrier og Rhinguldet på bu= nden af floden og det sidste store verdensslag, hvorefter de germanske guder og helte lutret efter kamp skal genopstå som nye og stærkere skikkelser. Wagners middelalder er germansk og absolut ikke kristen, og den passer tvangfrit ind i wagnerbeundreren Nietzsches ideer om overmennesket, = das Übermensch, som bliver stærkere gennem kamp og ved at distancere= sig mere og mere fra kristen blødsødenhed. Wagners operaer blev o= gså modtaget med begejstring på højeste plan af nazisterne, hvad d= er afspejler en tolkning af deres indhold, men absolut ikke den eneste mulige.= Og lige meget hvem der har været glad for dem, er de stadig usædva= nlig stor musik.

= Andre operaer handlede om troubadourer, om riddere og slag, om historiske begivenheder, ganske ofte også om korstogene, der kunne opfattes som = en middelalderlig forløber for 1800-tallets civiliserende mission bland= t de primitive ude i kolonierne. De slog an. På de bare 40 år mellem 1860 og 1900 blev der i Tyskland skrevet 128 operaer med middelaldertemaer, hovedparten i 1870-erne og 1890-erne. De fleste er totalt glemte i dag, og = i de efterfølgende 30 år sank antallet af middelalderoperaer til 46. På dansk grund skrev Niels W. Gade et langt koncertstykke i 1866 med titlen Korsfarerne. Det byggede på Baggesens oversættelse fra 1807 af Torquato Tassos digt fra 1581 om det befriede Jerusalem, der ha= vde som en af sine helte den danske prins Svend, der faldt for tyrkernes pile i Anatolien i 1097 på vej mod det Hellige Land i forbindelse med det Første Korstog. P.A. Heises meget populære opera Drot og Ma= rsk fra 1878 handlede om mordet i Finderup lade i 1286, da Erik Glipping blev snigmyrdet af den jaloux marsk Stig. Både Gade og Heise og en meget l= ang række andre komponister i 1800-tallet leverede endvidere musik til patriotiske, nationale sange, hvoraf en hel del havde middelaldertemaer.

Middelalderlige rødder

n tredje følge af 1800-tallets fremskridtstro var, at man begyndte at søge sine rødder eller sin forhistorie eller ligefrem sine forbilleder i middelalderen. Hvis udviklingen gik fremad, måtte man k= unne se, hvordan det var begyndt, ved at gå tilbage til middelalderen. Det= man fandt, afhang ganske meget af ens egen politiske overbevisning.

= 1800-tallet var århundredet for Tysklands samling og genoprettelsen af kejserdømmet. De kejsertro i 1800-tallets Tyskland beskæftigede sig med højmiddelalderens hohenstaufiske kejsere, der udstrakte det tysk-romerske kejserdømme fra Sicilien til Ejderen. Ganske mange af disse historikere lagde megen vægt på de middelalderlige kejser= es stadige kamp for at hævde Tysklands stilling som den førende nation i middelalderen og på deres vellykkede bestræbelser p&ar= ing; at udvide Riget mod øst, ind i de slaviske områder. De tyske k= ejsere blev fremstillet som meget tyske og meget ekspansionistiske; så gjorde det mindre til sagen, at flere af de middelalderlige kejsere i virkeligheden ikke tilbragte mere end 10-15 % af deres regering i Tyskland, resten af tid= en førte de krig i Italien.

= Et højdepunkt af genspejling i middelalderen nåede de kejsertro kredse i 1871 med genoprettelsen af kejserriget. Til kroningen modtog kejser Vilhelm et langt hyldestdigt med omkvædet ”Hil dig kejser barbabianca” – altså hvidskæg, en direkte parallel = til 1100-tallets kejser Barbarossa, rødskæg. Middelalderen var altså en ganske fast størrelse for disse kredse af historikere; den drejede sig om det store, ekspansive tyske kejserdømme.

Det ser imidlertid helt anderledes ud, hvis man ser på disse gruppers pol= itiske modstandere. Liberale kredse i Tyskland søgte samtidig – i 1800-tallet – deres rødder i middelalderen, men det var i et ganske anderledes billede af middelalderen. De beskrev middelalderen som en periode karakteriseret af frie byer, af byernes kommunale styre og byr&arin= g;d og selvstyre – som det fx var tilfældet med de mange hansebyer – og deres konklusion var, at man i middelalderen udmærket kunne undvære konger og kejsere og centralregering. Fra de liberale kredse = i Tyskland i 1800-tallet stammer billedet af middelalderen som et samfund af f&aeli= g;llesskaber, og dermed også ideen om middelalderen som et samfund af lige, frie mænd, som mødtes på tinge og afgjorde sagerne. Det er en tanke, som har været meget sejlivet og også har haft en vigtig position i dansk historieskrivning, selvom den givetvis er forkert. Hos den danske historiker C.F. Allen kom det frie danske folk i middelalderen til at spille en afgørende rolle for at skabe Danmark, og hans bog fra 1840= kan forstås som et forsigtigt indlæg til fordel for en demokratisk styreform til at afløse enevælden.

= Nogle gange blev middelalderinteressen nærmest til en utopisk drøm om det patriarkalske idealsamfund. Ganske vist havde der været store standsforskelle i middelalderen og faste sociale skel, som det var svæ= ;rt at krydse. Alle havde haft deres faste plads i hierarkiet, men den var kendt på forhånd, og det gav rum for gensidig respekt. Samtidig blev ridderkulturens ideal om at beskytte fattige, kvinder og forældreløse efterlevet i middelalderen, ikke fordi der var økonomi i det, men fordi det var et etisk og personligt krav. Det bl= ev et stærkt billede, efterhånden som industrialismen spidsede til= i løbet af 1800-tallet, og børnearbejde og rå kapitalisme viste sin forkrøblende virkning på både legeme og sjæl. Både Marx og Engels kunne fremhæve det ikke-kommercielle og kollektive ved middelalderen som noget, man burde vende tilbage til. Socialisten og kunstneren William Morris (1834-96)forestillede= sig en fremtid uden industrialisering, præget af middelalderens læn= gsel efter skønhed og dens kunsthåndværk, og hvor mennesket b= lev drevet af lyst og virketrang, ikke hård økonomisk nød. Morris var kunstner og skildrede et fremtidigt middelaldersamfund i stærke farver, som blev en af de vigtigste inspirationer for hele 190= 0-tallets fantasy-genre. Ikke kun socialister var tiltrukket af den patriarkalske middelalder. En af middelaldermaleriernes største mæcener i 1800-tallet var det nationalliberale medlem af Københavns Borgervæbning, kaptajn og brygger J.C. Jacobsen, der personligt gik r= undt på sit Carlsberg-bryggeri om aftenen med sin lille notesbog og skrev navnene ned på berusede bryggeriarbejdere, som så fik en røffel og en mulkt, som blev trukket fra deres løn. Også han var en stærk modstander af kommercialisering og vulgarisering og frygtede, at det ville bringe den gamle brygkunst i fare.

= Andre grupper i samfundet end kejsertro, liberale og patriarkalske drømmere søgte deres rødder i middelalderen i 1800-tallet, fx store kr= edse inden for den katolske kirke. Efter voldsomme problemer i 1700 og 1800-tall= et blev den katolske kirke genetableret i slutningen af 1800-tallet og nyorienteret, og en væsentlig del at denne proces bestod i at g&oslas= h;re sig kirkens middelalderlige rødder klart. Konkret førte det b= l.a. til, at middelalderteologen Thomas Aquin (død 1274) fik en renaissan= ce og siden 1870’erne har været en fast del af katolsk teologi og præsteuddannelse.

Folket fødes

1800-tallet var det imidlertid først og fremmest nationalismens århundrede, det århundrede, da nationalisme blev en udbredt og almindelig samfundstænkning og en anerkendt videnskab. Ét folk, bundet sa= mmen af én, fælles afstamning, på egen jord, med eget sprog. = Blut und Boden i tysk version. For at belægge dette folkelige urgamle fællesskab blev middelalderhistorien vigtig, den skulle vise, at vi h= ar været her altid og netop her, i vores eget land. I 1800-tallet begynd= te man at interessere sig for germanerne, for det urgermanske folk og dets oprindelseslande eller Urheimat.

= Der var to forskellige opfattelser i 1800-tallet af germanerne. Sydeuropæ= iske forskere mente, at de havde været nogle uhyggelige og underlegne barbarer, som ødelagde Rom. Nordpå, i Tyskland, England og Skandinavien, begyndte man derimod at søge efter sine germanske rødder, efter det sunde, stærke og rensende, som havde haft en særlig verdenshistorisk mission – modsat det dekadente latinske= og sydlandske. Det skabte en række stereotyper, som lystigt lever videre. Heroppe drikker vi øl, dernede sidder man og sipper vin. Heroppe spi= ser vi rigtigt kød og rugbrød, derned spiser de spagetti og blødt brød. Forestillingerne er blevet ganske faste og udbred= te, selvom de er noget sludder, hvad enhver ved, der i Norditalien har få= et serveret svingende tallerkener fulde af kød i store mængder.

= Langt vigtigere var det imidlertid, at man mente at kunne finde en forskel p&arin= g; et særligt germansk retssystem og en latinsk, kirkelig ret i middelalderen. Den germanske ret skulle så bygge på kategorier = som slægt, solidaritet og hævn modsat latinernes praktiske, men min= dre heroiske bøder til centralmagten, til kejseren eller kongen. Germanisterne trak voldsomt på de islandske sagaer og germanske helte= kvad som Nibelungenlied med de mange slægtsfejder – det var rigtigt = germansk – men de glemte samtidig, at blodhævn var lige så udbredt sydpå i korsikanske vendettaer og den slags. Germanisterne fremhævede også de stærke nordiske kvinder, der kunne ægge mændene til heltedåd, det vil sige til at slå naboen ihjel. De har i øvrigt formodentlig en klar sydlandsk paralle= l i de kvindelige helgener, der udholder allehånde pinsler for troens sky= ld.

= Germansk ret skulle også være karakteriseret ved lige, frie mænd modsat de undertvungne, slaveagtige undersåtter i de latinske lande. = Og germansk ret skulle være karakteriseret af den private ejendomsret mo= dsat den statslige, kejserlige ejendomsret sydpå. Derfor, mente historiker= e, havde vi nordpå et egenkirkesystem, hvor kirkerne var privatejede, me= ns man sydpå havde en form for statskirke, og det skulle være en af hovedkonflikterne i højmiddelalderens investiturstrid, hvor paver stredes med konger og kejsere, om hvem der havde ret til at indsætte præster og biskopper. Forskellen mellem nord og syd er nok overdrevet. Så vidt man kan bedømme i dag, har der været begge former for ejendomsret til kirker både her og der.

= Germanerne var altså karakteriseret af lighed og individualitet modsat sydlændingenes kollektivisme, mente man i 1800-tallet. Tanken holder = sig i bedste velgående. I 1998 udgav David Gress en bog, From Plato to Na= to, hvori han behandler spørgsmålet, hvorfor Vesteuropa fik en verdenshistorisk særudvikling. Svaret er, mener han, at man i Vesteur= opa havde en unik blanding af tre elementer: En tradition for en antik, rationel administrationskultur, det jødisk/kristne næstekærlighed= sbud og endelig den germanske opfattelse af frihed og individ. Denne tredeling af den europæiske kulturs rødder er også fundamentet for en række standardfremstillinger, blandt andet de store amerikanske lærebøger, der bruges til at indføre nye studerende i historiestudiet ved også danske universiteter. Problemet er blot, at = der ikke er skyggen af kilder til at belyse denne særlige germanske opfattelse.

= Tanken lever alligevel videre også blandt faghistorikere. Oftest er den ikke= særlig direkte udtrykt hos historikeren, men viser sig ved valg af kilder og sammenligningsmateriale. Annette Hoffs disputats fra 1997 sammenligner de danske landskabslove fra 1100- og 1200-tallet med irske og lombardiske love= fra 600-900 tallet, altså netop med det germanske, men ikke med samtidige sicilianske, spanske eller mellemøstlige love. Niels Lunds disputats= om det danske middelalderlige ledingsvæsen sammenligner med de karolingi= ske frankere i 800-tallet og angelsakserne i England, også i 800-tallet, = og han omtaler dem karakteristisk nok som ”den germanske ”familie”. Derimod sammenligner han ikke med de samtidige frans= ke eller tyske hærforordninger fra 1100-tallet.

= Hvis det germanske var unikt, betyder det i vor sammenhæng, at dansk histo= rie var unik; ikke påvirket udefra, men selvberoende og selvgroet. Derfor= har danske historikere siden midten af 1800-tallet med få undtagelser ledt efter forskelle til resten af Europa, ikke efter ligheder i middelalderen. = Det har måske været ved at ændre sig i de seneste godt tyve år, men det er svært, for det unikke har været en så fundamental del af vores historieopfattelse. Middelalderhistorien har skull= et bruges til at vise, at vi er noget særligt og anderledes and andre. N= ogle gange har det nærmest antaget mytiske overtoner. Middelalderen ser ned på os, om vi forvalter arven vel. Hvis vi ikke gør, sidder mor Danmark og græder. Og når faren truer folket eller fædrelandet, vil Holger Danske vågne og rejse sig og rive sk&ae= lig;gget løs, som er vokset ned gennem stenbordet i Helsingørs kasemat= ter. Samme billede eller samme tanke kendes i øvrigt i Tyskland. Indtil o= p i 1830’erne kender man et lokalt sagn om kejser Frederik 1. Barbarossa,= som sov i en høj; fra 1830’erne og frem blev det mere og mere udbr= edt og udviklede sig til, at Barbarossa ville vågne og frelse hele det ty= ske folk, når nøden truede.

= Det er gode historier i dag, og det er svært at forstå, hvor meget = de egentlig har betydet førhen, hvor vidt de kunne drives. Det mest vidtgående eksempel er vel Erik Arups Danmarkshistorie fra 1925. Arup indleder med at skrive, at stenalderskeletter ligner vores fuldstændi= gt, de er os fuldstændig lig i både karakter og type. De må være vores direkte forfædre, så vi har altså altid = boet her i Danmark. Så fortsætter han, at den hvide race opstod ved = en mutation, et spring i udviklingen, i landene omkring Østersøe= n. Den hvide race er karakteriseret af to ting: en formeringsvillighed, der er lige så stor som kinesernes, og en voldsom udlængsel. Derfor be= gyndte den hvide race at vandre, ud over de russiske stepper, til Persien og til Indien, hvor den vendte om og fortsatte til Middelhavslandene. Overalt, hvor den hvide race kom frem, blev den blandet op med den lokale befolkning. Det eneste sted, hvor den hvide race stadig bor, ren og ublandet på egen jord, er faktisk i Danmark. Vi er ligesom athenienserne autoktone, vokset o= p af egen jord, konkluderer Arup nærmest som en fanfare. Hvad der jo s&ari= ng; er en god grund til ikke at beskæftige sig med andet end dansk histor= ie; det var alligevel her, det hele begyndte.

= Nu var Arup ikke hvem som helst. Han var den mest indflydelsesrige danske historiker i 1900-tallet og lærer for næsten alle de historiker= e, der indtil for få år siden blev ansat på danske universiteter. Arups idé om den hvide race holdt sig af gode grunde = ikke efter 1945 (dog er de begyndt at dukke op igen på internettet hos nationalt sindede grupper, der citerer Arup på livet løs). Men Arups perspektiv holdt sig. Vi har været her altid. Ublandet.

= Der er en umådelig kontinuitet i denne tanke om vort folks renhed, og den= er ikke Arups opfindelse. Det står i den første Danmarkshistorie,= hos Saxo, der lader danskerne nedstamme fra Dan og Angel, der bare var hé= ;r, i Danmark. Saxo lod os ikke nedstamme fra danaerne, altså de grækere, der havde kæmpet ved Troja, sådan som andre historikere i middelalderen gjorde, og som Saxo polemiserede direkte imod. = Saxo skrev heller ikke, som Snorre Sturlason i Heimskringla, at nordboerne nedstammede fra aserne, der med Odin i spidsen var indvandret fra Asien. Ne= j, vi nedstammer fra os selv, en ganske usædvanlig tanke i en middelalde= rlig sammenhæng. Den holdt sig til Arup og senere og eksisterer stadig. Bl= ot et enkelt citat:

Det mest spændend= e ved Danmark er danskerne. Biologisk, af race og fremtoningsmæssigt, er de forbavsende ens, og sådan har det være<t> så længe, man er i stand til at vide noget om den slags ting. Danskerne = er ligesom athenienserne i oldtiden autoktone – vokset op af jorden som = grøntsager.

Sådan står der i Søren Mørchs Danmarkshistorie, som udkom i 1= 996. Fra den første til den sidste Danmarkshistorie er budskabet det samm= e, vi danskere er unikke.

= Arup var særdeles indflydelsesrig, fordi hans Danmarkshistorie blev udbred= t og meget læst, og fordi han skrev samtidig med store forfattere, som afgørende har præget vores opfattelse af, hvad det er at være dansk. Johannes V. Jensen skrev i de samme år Den lange re= jse, hvori han har samme tanke om dansk kontinuitet og dansk udlængsel; han ender med at få gjort selv Columbus til dansker og Amerikas opdagelse= til et dansk foretagende. En anden af de store forfattere var Martin A. Hansen,= der har skabt billedet af rækken af forfædre: Vi ville ikke kunne forstå en dansker fra middelalderen eller stenalderen, men vi forst&a= ring;r alle vores forældre (påstod han altså). Hvis vi nu forestiller os, at alle generationerne stiller sig op i en lang række, vil den første generation forstå den anden, der forstår = den tredje, der forstår den fjerde, og så videre. Derfor er der alligevel en kontinuitet, som gør at vi som folk har en intuitiv forståelse af den jord, vi er runden af, som Martin A. Hansen skildre= de i Orm og Tyr på en smuk, men logisk set ikke særlig tilfredsstill= ende måde.

= Med alt dette vil jeg gerne frem til, at med middelalderen har vi som danskere = en forpligtende fortid. Siden 1800-tallet har vi været en del af et germ= ansk fællesskab, som har adskilt os fra sydeuropæeren, og som gør, at vi er præget af frihed og individualitet, lyder påstanden – selvom Danmark siden 1500-tallet faktisk har været et af de mest absolutistiske og gennemregulerede samfund i Euro= pa.

= Samtidig har vi siden 1800-tallet forvaltet vor germanske arv på en særl= ig dansk måde, hvad enten vi som Arup mener, at hele den hvide race opst= od i Danmark, eller vi som Grundtvig har talt om en særlig nordisk kristen kulturblanding, eller vi blot sådan i al almindelighed har noteret os= , at vikingerne er et særdansk fænomen, som de tyske germanere ikke = har. Derfor begynder middelalderen hos os også senere end i resten af verd= en, vi skulle først have vikingetiden overstået.

Alt i alt har det betyder, at vi er forpligtet af middelalderen. Det er den, der har skabt os som danskere, og det er den, vi skal viderefortælle og være en del af, historikere ved at skrive nationalstatshistorie, forf= atterne ved at skrive historiske romaner, og vi alle sammen i almindelighed ved på højskoler eller privat eller ved alsangsstævner at sy= nge folkeviser fra middelalderen, ved at synge fædrelandssange om flaget = der faldt ned fra himlen ved erobringen af Estland i 1219, eller ved at synge nationalsangen om gotens hjælm og hjerne, der brast. Middelalderen betyder noget, og vi var alle deltagere i at videreføre dette billed= e af middelalderen. Sådan var det til efter 2. Verdenskrig, til engang i 1950'erne.

De dekadente adelige

olket var en ubesmittet enhed, men det gjaldt vel at bemærke ikke hele folk= et. For det første var der jo rent faktisk kommet nogle udefra og havde krydset grænsen; sommetider drejede det sig også om en hel del.= Det betød ikke noget for folket, fordi det var for få til at f&ari= ng; nogen indflydelse på ”folkesjælen,” lød argumentet. For det andet, og det var det væsentligste problem, var de enorme forskelle på størstedelen af befolkningen og så en lille, privilegeret overklasse, ikke alene i levestil, men nok så meg= et i juridisk forstand. Forskellen mellem rig og fattig har i øvrigt nok været væsentlig mindre i middelalderen end senere. Denne åbenbare forskel blev somme tider forklaret med, at der simpelthen var tale om to forskellige folk. Aristokraterne er kommet til udefra. Det er en tanke, som går langt tilbage, som regel helt til middelalderen selv. I første omgang kan den være opstået på grund af en ganske almindelig trang til at have store og mytiske forfædre. Nogle få stormandsslægter mente at nedstamme fra en ulv eller en bjørn, der havde bortført slægtens stammoder. Efter en vinter i hulen vendte hun gravid hjem og fødte slægtens første kendte stamfader. De fleste nøjedes nu med at fø= ;re deres stamtavle tilbage til omvandrende riddere, helst gralsriddere fra Art= hurs hof. Det var fint at komme udefra, og måske har det en form for histo= risk virkelighed bag sig på den måde, at ganske mange stormandsslægter deltog i den almindelige ekspansion af Europa fra omkring år 1000 og endte med at slå sig ned og skabe et nyt dyn= asti i et andet land, end hvor de var født.

= I senmiddelalderen og i løbet af 1500-tallet fik denne tanke om aristokratiets indvandring en ny og vigtig funktion; den forklarede nemlig, hvorfor nogle herskede, og andre tjente som bønder eller ufrie, nærmest slaver. Stormændene undertrykkede bønderne med erobrerens ret. De var kommet udefra og havde erobret landet, og derfor hav= de de lov til at opkræve skat af den oprindelige befolkning. Franske ade= lshistorikere skrev i renaissancen erobringshistorier, som gik ud på, at de frie, germanske frankere erobrede Frankrig fra den romerske besættelsesmagt= og derfor lige siden har hersket over den oprindelige gallo-romerske befolknin= g, der alligevel allerede var blevet gjort til slaver af Julius Cæsar. Grundlæggeren af det franske kongedynasti, Hugo Capet, var egentlig f= ra Saxen, mente en fransk historiker i 1500-tallet, og netop fordi har var sak= ser, var han en ”vrai François,” en rigtig franskmand. P&arin= g; den Iberiske Halvø nedstammede adelen fra 400-tallets indvandrede visigotere, hvad kongefamilier påberåbte sig helt tilbage fra 800-tallet og adelsfamilier snart efter. I Ungarn fandt aristokratiet ud af= i 1300-tallet, at de nedstammede fra hunnerkongen Attilas hærgende hord= er, der var skyllet ind over det meste af Europa i 400-tallet og netop havde fået goterne til at vandre, så langt som til Portugal. Den pols= ke adel, szlachta, valgte også i 1500-tallet at føre sig tilbage = til et andet nomadefolk fra stepperne, nemlig sarmaterne, som også var ke= ndt fra de klassiske romerske og græske etnografer. Fra 1800-tallet fik d= et den ekstra, pikante detalje, at sarmaterne, mente man, havde været indoeuropæere. Indoeuropæiske herremænd herskede alts&ari= ng;, med erobrerens fulde ret, over en slavisk bondebefolkning. I England nedstammede aristokratiet fra de normanniske erobrere i Vilhelms hær i 1066, eventuelt blandet op med den lokale angelsaksiske stormandsklasse, som var kommet til England nogle hundrede år tidligere. Bønderne v= ar så den oprindelige befolkning, som man forestillede sig var keltisk. =

= På det store almindelige kirkemøde i Basel i 1434 var der lige ved at opstå en større diplomatisk krise, inden mødet overhove= det gik i gang. De spanske udsendinge forlangte den fineste plads i forsamlingen foran englænderne, fordi de stammede ned fra visigoterne, som havde været i Spanien for tusind år siden. Da rejste den danske kong = Erik af Pommerns udsending, biskop Nikolas Ragnvald af Växjö, sig og påpegede, at de spanske visigotere oprindelig var udvandret fra Sveri= ge, fra Götaland, og at skandinaverne stadig var gotere. De der blev tilba= ge i Skandinavien, måtte være ældre og derfor finere og skulle altså sidde bedre ved kirkemødet. Det skulle være svært at argumentere imod, for lige siden den første goterbege= jstring hos historikeren Jordanes i 550 vidste man overalt i Europa, at Skandinavien var vagina nationum, folkeslagenes moderskød. Det var her, de alle sammen kom fra, og biskop Nikolas sørgede omhyggeligt for at læse de relevante sider højt fra Jordanes. Dertil bemærk= ede den spanske udsending Alfonso af Cartagena, at de visigotiske gotere i Span= ien faktisk havde vundet stor hæder ved at erobre et stort og rigt land og ved at udrydde det oldkirkelige arianske kætteri i de egne. Visigoter= ne måtte altså, påpegede han lidt spidst, være en værdigere og mere fortjenstfuld gruppe af gotere end de dovne, der ba= re var blevet hjemme i Skandinavien. Løsningen blev den salomoniske, at hverken spanierne eller skandinaverne kom til at sidde på hæder= spladsen.

= Skandinaviske stormænd var altså glade for at være skandinaver, og goticismen så en voldsom vækst ikke mindst i de svenske områder fra midten af 1400-tallet og de følgende århundreder. Der var ikke nogen stor indvandringsmyte blandt adelen h= er, som der var i andre lande. Men det fandtes i det små. En ikke ringe d= el af den danske adel bestod af tyske slægter, som var kommet til Danmark under pantsættelsen til de holstenske grever i begyndelsen af 1300-ta= llet eller under Valdemar Atterdags generobring af Danmark i anden halvdel af 1300-tallet, som i udstrakt grad foregik med velbetalt tysk hjælp. Ma= nge havde en tysk baggrund, men endnu flere slægter ser ud til at have opfundet en tysk stamfader, selv om de havde haft danske aner så langt tilbage, som nogen i familien kunne huske. En af grundene for de små, halvfattige adelige har nok været at sløre det faktum, at de i= de socialt labile tider i 1300-tallet havde giftet sig ind i solide bondeslægter; den påståede tyske afstamning blev netop en måde at distancere sig fra bønderne på. Da en af de store slægter skulle vælge navn i senmiddelalderen, overvejede dens medlemmer længe at kalde sig Von Stern, men endte alligevel med det m= ere danskklingende Gyldenstjerne. Lidt mere vingesus var der over slægten Juul, den med stjernen, som påstod at nedstamme fra Julius Cæsa= r, men det var en undtagelse i Danmark.

= De fleste steder var der altså gode historiske baggrunde for adelen i 17= 00- og 1800-tallet til at påstå, at de nedstammede fra udefrakommen= de folk. Problemet for adelen var så, at denne middelalderlige afstamning udefra kunne vendes imod adelen, når dens politiske stilling ændrede sig. Det skete som bekendt ganske drastisk under den franske Revolution. Den glødende revolutionære og senere Napoleonstilh= ænger Emmanuel Sieyès skrev i 1789 om det franske folk: ”Hvad er tredjestanden? Alt. Hvad har den været lige indtil nu? Intet.” = Med hvilken ret undertrykker aristokratiet da folket – med erobrerens ret, påstår de. Men nu er folket blevet stærkt og kan stille en hel anden form for forsvar op i dag, når aristokraterne angriber. Fol= ket var der før erobringen og kan være mindst lige så stolt = af sin romerske og galliske afstamning, som aristokratiet er af at kunne påstå at nedstamme fra sicambrere og welfere og andre barbarer,= som er kommet ud af det gamle Germaniens skove og moser. Lad dem tage tilbage, så det franske folk kan blive renset, skrev Siyès.

= I Danmark fulgte man levende med i, hvad der skete i det revolutionære Frankrig. Og lige netop i disse år op til 1790 var der en klar antipa= ti mod de adelsslægter i Danmark, som havde en tysk baggrund. I 1776 var loven om indfødsretten blevet indført, og fremover skulle kun landets indfødte egne børn kunne besætte kongelige embe= der, altså træde i statens tjeneste. Indfødsretten bliver som= regel forklaret med almen patriotisme og en folkestemning imod Struense, men den = blev vedtaget i forbindelse med en kritik af udenlandske adelige.

= Det er en af forklaringerne på, at der i Danmark opstod en klar antiaristokratisk historieskrivning i løbet af 1800-tallet. De adeli= ge blev beskrevet som voldelige snyltere på det gode danske folk, som rådne indvendige og umoralske, skrev historikeren Molbech i 1840, som kortsigtede og grådige, skrev Aksel E. Christensen i 1945. Niels Skyu= m-Nielsen ved Københavns Universitet sammenlignede i 1980’erne middelalderens stormænd med rockere, der truede folk med bank og kniv på struben. At det gik galt for adelen på længere sigt skyldtes, at aristokraterne for at holde sammen på jorden kun giftede= sig indbyrdes, og legemlig og åndelig degeneration førte til, at adelen mistede sin politiske magt, konkluderede historikeren og statistiker= en Gustav Bang i 1897. Så var der ikke mere at sige om den sag, og Bang kastede sig over arbejderhistorie og marxistisk teori.

= Tanken om folket og tanken om aristokratiet som snylter har været særd= eles sejlivet og er givetvis en af de vigtige grunde til, at historikere næsten udelukkende har beskæftiget sig med adelsgodser og med stormænd som jordejere i middelalderen. Det var faktisk først i 1988, at der endelig kom en bog på dansk om den middelalderlige adels selvforståelse og tanker og ikke kun dens godsforvaltning, nemlig Lars Bisgaards bog om Tjenesteideal og fromhedsideal. I 2001 udkom en bog med den flotte titel Riget, magten og æren, som med rimelighed omtaler= sig selv som ”den første samlede fremstilling af adelsstanden og d= ens betydning i Danmarks historie.” Det var da også på tide. =

= I Danmark og de øvrige skandinaviske lande har den antiaristokratiske tradition været langt stærkere end i de øvrige europæiske lande, og det har givet en almindelig ureflekteret opfatte= lse af, at de danske stormænd i højmiddelalderen var lidt bagud i forhold til deres sydligere kolleger. Hvorfor den holdning til adelen s&ari= ng; ændrer sig omkring 1990, kan man kun gætte på. Det negati= ve billede af adelen levede videre fra 1800- til 1900-tallet i alle befolkningslag, ikke mindst på landet, hvor de fleste på en ell= er anden måde havde forbindelse til et gods og kendte gode historier om tidligere ejeres grusomheder. Godserne flyttede med til byen ved de store indvandringer fra land til by fra 1880-erne og til omkring 2. Verdenskrig. Arbejdslivet på de store industriarbejdspladser var i sin tankegang en tro kopi af livet på godserne, patriarkalsk og formynderisk fra den e= ne side og livslang kritik, men også livslang loyalitet fra den anden si= de. Fyrre års jubilæer var ikke ualmindelige. Godsmentaliteten leve= de videre, og dermed også mistænksomheden over for adelen, ogs&ari= ng; historisk. At vi i Danmark nu kan have et andet syn på de middelalder= lige riddere, også vores egne hjemlige, kan såmænd blot skylde= s de store københavnske arbejdspladsers økonomiske kriser fra 1980-erne.

Grænsegængeren

n særlig variant af den nationale historieskrivning opstod, måske ikke så forunderligt, i Nordamerika, i et samfund, der består af udefra kommende, og som ikke på nogen måde har set sig som videreførere af den lokale, indianske historie. Hvor kommer den hvide befolknings særtræk da fra? Amerikas tredje præsident, Th= omas Jefferson (1801-09), ville have det store statssegl prydet med Hengist og Horsa, de to saksiske høvdinge, der stod i spidsen, da angelsakserne= i små skindbåde sejlede over Kanalen for at erobre England i en f= jern og tidlig middelalder. Begrundelsen var, med Jeffersons egne ord, at amerikanerne havde den ære at nedstamme fra Hengist og Horsa, og det = var deres politiske principper og styreform, Amerika har antaget. Igen må= det være tanken om de frie germanere og deres møder på tinge= , som stikker sit hoved frem. Hvordan det så skulle passe sammen med en parlamentarisk forsamling, der havde taget den gode klassiske benævne= lse ’senat’, er uklart. Jeffersons idé slog dog ikke an, og = det blev andre traditioner, der først og fremmest kom til at definere den nye stats selvforståelse.

= Én amerikansk tradition har lagt vægt på, at det republikanske Ame= rika fører den europæiske historie videre eller rettere den del af = den europæiske historie, som pegede fremad, den med tolerance og demokrat= i og menneskerettigheder i modsætning til alle dem, der blev tilbage i det gamle land med dets religionskrige og enevældige monarker og fæstebønder. En anden amerikansk tradition har derimod forsøgt at stille sig spørgsmålet, hvordan Nordamerika = er anderledes end Europa, og hvorfor. Hvordan det ser ud i Mellem- og Sydameri= ka, ved jeg meget mindre om, men det er min fornemmelse, at man ikke har ledt så meget efter en særudvikling, som man har i nord siden slutni= ngen af 1800-tallet.

= I 1893 foreslog den amerikanske historiker Frederick Jackson Turner, at amerikansk historie skulle forstås som et resultat af grænsen, = den grænse mellem det civiliserede øst og det vilde vest, som genn= em 1800-tallet blev skubbet længere og længere vestpå ved nybyggeres og ensomme pelsjægeres og det amerikanske kavaleris samlede anstrengelser. Turner beskæftigede sig med områderne øst= for Mississippi, efterfølgere overførte hurtigt tankegangen til d= en amerikanske ekspansion ud på prærien. Turner spurgte, hvad der skete, når den civiliserede europæer pludselig skulle klare sig selv ude i den vilde natur, omgivet af vilde naturmennesker med en helt and= en form for samfundsopbygning end den århundredgamle europæiske. Tilpasning til naturen var en simpel forudsætning – hvis man ik= ke gjorde det, gik man under. Solidaritet og gruppefællesskaber og i sid= ste ende demokrati, når man nu ikke havde en gammel stat med gamle institutioner til at tage sig af sagerne. Frihed, frem for alt frihed, individets ukrænkelige ret til selv at skabe sin fremtid, frihed til = at eje sin egen pistol eller blot muligheden for bare at rejse lidt læng= ere vestpå, hvis der kom for mange naboer eller offentlige institutioner,= der hvor man boede. Og med friheden kom effektiviteten, fordi ingen snære= nde laugsbånd eller gamle sociale forskelle forhindrede de dygtige i at k= omme til udfoldelse.

= Turners tese blev meget populær, fordi den gav en simpel forklaring på opkomsten af en særlig amerikansk kultur, fordi den tilsyneladende ku= nne anvendes på vidt forskellige områder, og fordi den passede fint= med nogle af de traditionelle billeder af den stærke eners kamp mod natur= og de vilde, som havde været udbredt gennem hele 1800-tallet fra drengeromaner som Coopers Den sidste Mohikaner (1826) og westernknaldromane= r af den myreflittige tyske forfatter Karl May (død 1913), der stod først til behandling, da tyske immigranter slog sig ned i Hollywood = og begyndte at lave film. Samtidig var der gamle europæiske forlø= bere for Turners tese, en solid 1700-tals tradition for at skrive om den æ= dle vilde, som kan lære den gamle civilisation nogle værdier, som k= irke og stat har sat over styr. At Turners tese slog så godt an netop omkr= ing år 1900 skyldtes måske, at det vilde vest var ved at være væk. Turner selv havde formuleret sit spørgsmål i et berømt foredrag i 1893 til det Amerikanske Historiske Selskab p&arin= g; denne måde: Hvad skulle man gøre i Amerika nu, da grænsen var væk? Hvad skulle så definere amerikansk kultur? Denne nostalgiske skuen tilbage, denne længsel efter det tabte, sikrede Tur= ners tese sin store udbredelse i Amerika.

= Turners grænsetese blev efterhånden meget kritiseret i USA, men slog an blandt historikere overalt i verden og blev udbredt til andre områder= og perioder end 1800-tallets Amerika. Tesen blev diskuteret og modificeret på utallige måder, hvoraf især to var vigtige. Den ene va= r, at flere historikere flyttede fokus fra grænseområdet selv til = det gamle bagland – hvad betød den vilde vestgrænse for de g= amle amerikanske stater i øst, for England, for Europa som sådan. En vigtig følge, som var endnu mere åbenbar for Mellem- og Sydamerikas vedkommende, var en massiv import af værdier fra de nye t= il de gamle lande i form af ædelmetaller, fødevarer, markeder. Den anden vigtige ændring af grænsetesen var udvidelsen til at hand= le om sammenstød mellem storkulturer. Udgangspunktet for Turner havde været sammenstødet mellem det civiliserede og det vilde, men m= ed Owen Lattimores studier fra 1940’erne og frem handlede grænsestudier også om sammenstødet mellem forskellige, m= en lige stærke kulturer. Lattimores egen interesse var det Centralasiati= ske, hvor en gammel og fleksibel nomadekultur stødte sammen – og le= vede sammen – med verdens ældste og mest stabile imperium, kejserrig= et Kina. Men Centralasien var også mødestedet for den kinesiske konfuzianisme, den indiske buddhisme, den mellemøstlige islam og den nordvestlige kristendom. Hvordan gebærdede man sig i disse omgivelser, hvor ikke alene enkeltpersoner, men hele kulturer skal tilpasse sig hinande= n for at overleve eller udslette hinanden? Lattimores udvidelse af begrebet har h= aft en enorm betydning for grænsestudier og er stadig inspiration for en række debatskabende værker; alle forskelligheder til trods er d= er en direkte inspiration fra Lattimore til Huntingtons meget omtalte Clash of Civilisations.

= Inden for middelalderstudier begyndte denne form for grænsehistorie så småt at dukke op i nogle af 1920-ernes værker om den tyske trang til udvidelse mod øst – Drang nach Osten. Her kunne man altså udmærket forbinde en tanke om en særlig tysk ekspan= siv nationalkarakter med en påstand om, at det at leve i grænseområdet mellem slaviske og ortodokse folkeslag gav en særskilt grænsekultur. Selve ordet grænse er i øvr= igt slavisk – graniza – og kommet ind i de germanske sprog netop ge= nnem den Tyske Ordens ekspansion mod øst blandt slavisktalende hedninge l= angs Østersøen i 1200-tallet. Senere i 1900-tallet er grænsestudier blevet brugt for en lang række forskellige land i Østeuropa, for korsfarerstaterne i det Hellige Land og landene p&ari= ng; den Iberiske Halvø og for at undersøge forholdet mellem centr= um og periferi i sammensatte stater i middelalderen, for eksempel Skotland ell= er Wales som grænseregion i det middelalderlige fransk-engelske imperium= . Grænsetilgangen er også bærende for en enkelt generel Europahistorie, Robert Bartletts The Making of Europe fra 1993, der har fået enorm indflydel= se på senere middelalderhistorie trods de indvendinger, man kan rejse mod den. Bartletts Europa er næsten udelukkende Vesteuropa og ville givet= vis have set anderledes ud, hvis den havde været skrevet ti år sene= re under forhandlingerne om at få en række østeuropæi= ske lande med i EU. Bartlett opererer desuden med en meget simpel diffusionsmod= el, hvor nyskabelser sker i (det franske) centrum og derfra langsomt spredes til områderne i periferien. Grænselandet – mellem det kristne Europa og den hedenske verden – er et eventyrland, hvor unge adelige = og driftige bønder kan skabe sig en karriere i større frihed end hjemme i centrum. Periferien tager imod, centrum leverer. Dermed mangler de= r et væsentligt aspekt, som nogle af de tidligere grænsehistorier ha= vde med, nemlig dynamikken mellem centrum og periferi.

= Selve definitionen på en grænse er blevet diskuteret og forfinet af i= kke mindst middelalderhistorikere. Kort sagt kan man skelne mellem grænse= som en linje og grænse som en zone, som noget fast defineret, der skiller= to områder eller kulturer eller politiske enheder, eller som noget udefineret og uafgrænseligt, hvor elementer fra to kulturer blander s= ig med hinanden. Den samme skelnen ligger bag forskellen på ’adskillelsesgrænser’ og ’sammenvoksningsgrænser’ – i det ene tilfælde udelukker de to kulturer hinanden, i det andet vokser de sammen og danner måske på længere sigt en tredje, distinkt kultur. På samme måde kan man så skelne mellem reelle grænser og men= tale grænser. I middelalderen kunne der udmærket være god kont= akt over grænserne i praksis mellem to kulturer, for eksempel mellem kris= tne og muslimer i det Hellige Land, samtidig med, at man opretholdt en ideologi= om en skarp modsætning. Det samme er formodentlig tilfældet med vo= res egen Saxo, der fremstiller forholdet mellem danskere og vendere som altid præget af voldelige sammenstød, mens arkæologien peger p= å en høj grad af fredelig sameksistens i middelalderen.

= Al denne snak om grænser har den særlige pointe, at et grænsesamfund er anderledes end et, der ligger i centrum. Det mest åbenbare er, at det er ”organiseret for krig,” som var ti= tlen på en berømt artikel af Lourie fra 1966, som senere blev genbr= ugt af Powers i en bog om det middelalderlige Spanien. Militariseringen af grænsesamfund er høj, en større del af befolkningen end andre steder er bevæbnet og organiseret i beskyttelsesgilder eller –selskaber, der både forsvarede og raidede ind i fjendeland for= at stjæle kvæg og fjendehoveder, som triumferende og afskrækkende blev sat på stager derhjemme til almindelig opbyggelse. Friheden er høj, der er færre enerådige herremænd og færre undertvungne bønder. Flere bøn= der har den frie mands tegn, et blafrende fuldskæg. Der er flere borge og befæstninger, store og små. Grænsesamfund har en mere uforsonlig litteratur om de andre, dem på den anden side af grænsen, hvad enten det så er spanske inkvisitorers skrifter om muslimer eller danske middelalderlige historikeres skrifter om svenskere. Og endelig har grænsesamfund været nødt til at udvikle institutioner, der gør kommunikation mulig på tværs af grænsen.

= I historieskrivningen har grænsesamfund været brugt til to ting i= det 20. århundrede. Nogle historikere har kunnet bruge det nationalt og understreget deres lands rolle som ledende i kampen mod de andre, på = den anden side af grænsen. Det gælder blandt andet ungarske og pols= ke historikere, der har set deres land i middelalderen som Europas bolvæ= rk mod de ødelæggende kræfter fra øst – mongol= er, tyrker, islam, russere. Det gælder mange spanske og portugisiske historikere, der har opfattet deres land som ledende i den europæiske ekspansion, i reconquistaen. Andre historikere har brugt grænsetesen = til at understrege deres lands tolerance og evne og tradition for at lade forskellige religioner og folkeslag leve side om side. Det gælder and= re historiske traditioner både på den Iberiske Halvø og nog= le lande i Østeuropa.

= Grænsehistorie kan altså bruges til mange ting og ofte skabe et mere dynamisk billed= e af middelalderhistorien end andre traditioner. Det er så tankevækkende, at der ikke er nogen dansk tradition for at betragte Danmark som et grænseområde i middelalderen. Det var ellers gan= ske oplagt, men det ville støde sammen med vores opfattelse af Danmark s= om centrum for alting og som en enhed, hvis grænser har ligget fast og været indiskutable siden Arilds tid.

Helt moderne middelalder – 1900-tallets= tab af fremskridtstroen

vad der skete derefter, er svært at forstå og svært at forkla= re, men jeg tror, det hænger snævert sammen med en voldsom styrkels= e af troen på fremskridt. Ganske vist fortsatte alt det gamle. Der blev st= adig skrevet bøger om middelalderen og romaner osv., men samtidig kom der= en meget afvisende holdning til middelalderen. I efterkrigstiden oplevede hele= den vestlige verden en anden industrialisering og en voldsom økonomisk vækst, som man var overbevist om ville fortsætte i det uendelig= e. Fremskrivninger af vækst blev troet indtil det absurde. Undervisningsministeriet regnede sig omkring 1970 frem til, at faget Tyrkisk på Københavns Universitet i midten af 1980'erne ville have omk= ring 200 studerende. I 1970 havde faget fem studerende, og det blev senere endda nedlagt i en periode.

Troen på vækst betød noget for opfattelsen af middelalderen. J= eg kender det fra Københavns Universitet, hvor middelalderinteresserede studerende var håbløst uinteressante og sad på ganske små hold og beskæftigede sig med sære ting, mens rigtige historikere læste økonomi og samfundskundskab og bragte verden endnu videre; de mest fremsynede kastede sig over edb og blev fornærmeligt rige på ekstremt kort tid. Det historiske milj&osl= ash; kunne kun finde én begrundelse for at beskæftige sig med middelalder, nemlig at undersøge, hvorfor kapitalismen opstod netop i Vesteuropa og ikke i Mellemøsten eller i Kina. Middelalderen i sig s= elv var uinteressant, statisk, overtroisk og undertrykkende. Billedet af den mørke middelalder var særligt mørkt i årene fra c= a. 1945 til omkring 1980. Og det gælder ikke alene det danske universitære miljø. Hvis man ser tilbage på de bø= ger, der blev publiceret internationalt om middelalderen, er påfaldende ma= nge af dem fyldt med undskyldninger for overhovedet at beskæftige sig med emnet; og flere af dem er direkte og åbenlyst negative i deres bedømmelse af middelalderen. Et eksempel er den engelske historiker Steven Runcimanns enormt udbredte og velskrevne og detaljerede trebindsværk om korstogene, hvori han fordømmer korstogene som irrationel fanatisme, ja direkte som en synd mod Helligånden. Middelalderen var noget snavs, og det skule man helst holde sig fra. Men i = dag ser det fuldstændig anderledes ud. Studerende strømmer til middelalderundervisning, Roskildebispen skriver om den lyse middelalder, og middelalderåret 99 havde op mod et par tusinde arrangementer. Noget tilsvarende gør sig gældende i Tyskland og England og USA, hvor der er middelalderturneringer, middelaldermarkeder og udstillinger og fored= rag. Hvorfor? Og hvad er det for en middelalder, vi præsenteres for nu?

For det første var den ubegrænsede, optimistiske fremskridtstro væk. Den blev i 1970'erne afløst af en tvivl, der til tider gav sig udtryk i en angst for fremtiden, en angst for undergang på grund = af atombombe eller forurening. Det gav en fornyet interesse for middelalderen = og dens apokalyptiske forestillinger og visioner. Forskellen var så, at = man i 1970'erne mente, at man kunne gøre noget for at afvende undergange= n, organisere sig politisk, udråbe sin lejlighed til atomvåbenfri zone, mens man i middelalderen regnede verdens endelig undergang for en giv= en og uafvendelig ting, som man så frem til og endda forsøgte at fremskynde. Det mente franciskanerne de gjorde i 1200-tallet ved at mission= ere til alle folkeslag, for når alle har hørt Guds ord, vil Helligånden komme og Dommedag. Mission blandt vantro var altså = for så vidt at give Helligånden en hjælpende hånd.

= Den vestlige kulturs apokalyptiske undergangsstemning har siden 1970’erne mestendels været angstfyldt, og målet har været at afvende katastrofen og undgå den. Der har dog også eksisteret den frydefulde undergangsstemning, de bevidste forsøg på at omstyr= te den bestående orden og fremprovokere et ragnarok i overbevisningen om= , at en ny og bedre verden skal rejse sig på ruinerne. Det har formodentlig været drivkraften bag en række af de store terroraktioner i 1990’erne, hvis ofre har været tilfældige – fra den Irske Befrielseshærs bombesprængninger over kristne højr= eradikale i USA til palæstinensiske selvmordsbombere i Jerusalem og ikke mindst= til det terroristiske al-Qaida netværks ødelæggelse af World Trade Center i New York den 11. september 2001 ved at dirigere to kaprede f= ly direkte ind i bygningerne. Hvad alle disse terrorister end har haft af poli= tiske mål, har de også været besjælet af en ide om underg= ang som noget godt – deres personlige selvmord og verdens undergang i al almindelighed. Og ikke mindst er de blevet opfattet af modparten som noget apokalyptisk. Terroristers tankegang er simpelthen ikke rationel målt= med vanlig alen, den er uforståelig, og det i sig selv kan være en anspore til at beskæftige sig med middelalderen, som også havde= en anden måde at raissonere på end vores almindelige moderne. Terroraktionen den 11. september blev stemplet som middelalderlig i medier overalt i verden. Betegnelsen kan undre, men den betød vist bare nog= et, som vi ikke forstår. Og det var typisk, at såkaldte eksperter i middelalder og i korstog blev interessante og interviewet på fjernsyn= for at give en baggrund for den muslimske terror.

En ny kirkehistorie

n anden tydelig følge af tabet af den uproblematiserede fremskridtstro= er en ny venden sig mod det religiøse, altså på en må= de en tilbagevenden til det normale fra før 2. Verdenskrig. Tiden hvor = Gud har været rigtig død er altså tilsyneladende overst&arin= g;et og har kun strakt sig over godt tredive år; verdenshistorisk betragtet har det været parentes, i det små en form for middelalder, som = nu heldigvis er ved at være overstået.

= Der er imidlertid den forskel til tidligere, at den religiøse optagethed= i dag tydeligvis er individualistisk, udogmatisk, eklektisk modsat tiden før 2. Verdenskrig. Dengang var der klart definerede dogmatiske retninger inden for den danske lutherdom, Indre Mission, Grundtvigianisme, = Tidehverv. De kunne skændes, så det splintredes. Det skete i Ryslinge i 1930’erne, da hele byens ikke særlig store befolkning blev ueni= ge om, hvordan man skulle forstå kødets opstandelse - bogstaveligt eller overført. Ryslinge blev splittet i to grupper med hver sin kir= ke, som indtil for 10-15 år siden ikke talte sammen, ikke giftede sig indbyrdes, ikke besøgte hinanden. Man kunne altså blive dødelige uvenner over, hvordan man helt rigtigt skal forstå spørgsmål som kødets opstandelse. Samtidig var alle eni= ge om, at noget andet var helt forkert. Det gjaldt selvfølgelig islam, = det gjaldt buddhisme, der kun var en grille hos en ekstrem lille gruppe intellektuelle, og så gjaldt det først og fremmest og isæ= ;r katolicismen. Argumenterne mod papismen og al dens væsen var stæ= ;rke og i øvrigt nærmest uændret overtaget fra det tidlige 1500-tals reformatorer.

Derpå kom der i 1950-erne og frem en generation uden religiøs praksis og opdragelse, med hvad det har givet af traditionstab og problemer med at forstå sin egen historie. Troen på samfund og materielt fremskr= idt kom i stedet, og den gode lutherske børnelærdom gik simpelthen= i glemmebogen. Den teologiske og kirkelige uvidenhed har nået et ganske forbløffende omfang.

= Reaktionen kom fra 1970'ernes begyndelse, i Danmark måske nogle år senere, nemlig en ny religiøs søgen. Men nu var den udogmatisk og ude= n en på forhånd given ramme. Et eksempel på det er troen p&ari= ng; reinkarnation, som deles af over halvdelen af danske folkekirkekristne, hvad der havde været fuldstændig utænkeligt for halvtreds &ari= ng;r siden. Og det ville have været endnu mere utænkeligt, at præster ikke i samlet flok havde tordnet imod en sådan vranglære.

= En anden følge af tabet af det umiddelbart lutherske er, at katolsk middelalderteologi ikke længere er suspekt, som det var før. M= en det er så typisk, at den teologi, der er størst interesse for, ikke er den kollektive, kultiske med processionerne eller de intensive bibelstudier med et moralsk opdragende sigte, som ellers var langt det mest almindelige i middelalderen. Der er nu langt større interesse for den individuelle teologi, for mystikerne som Frans og Hildegart af Bingen. Det = vi så glemmer er, at mystikerne var ekstremt få i middelalderen, a= t de i deres egen forståelse arbejdede for hele det kristne fællessk= ab med bøn - og i øvrigt også praktisk med politisk rådgivning - og ikke for deres egen individuelle frelses skyld.

= Interessen for den mere mystiske del af middelalderteologien har også givet sig udslag i en beskæftigen sig med det hemmelige, det okkulte eller det alternative i middelalderen. Der har været og er en meget stor intere= sse for kættere, fx for katharerne i Sydfrankrig i middelalderen: De var så gode og kunne lide kvinder og dyr og blev forfulgt af den etablere= de katolske kirke. I øvrigt troede de også på reinkarnation, hvad der jo passer meget godt med interessen for dem i dag. Den kathariske kirke i USA mener, at den har eksisteret uafbrudt siden middelalderen og bevaret den gode lære på trods af inkvisitorernes forfølgelser. Det er der ingen som helst grund til at tro på.<= /p>

= Et andet eksempel er tanken om et folkeligt hedenskab, der skulle have levet videre under den officielle kirkelige overflade og i opposition til den organiserede kirke, og som man kun kan spore i sære tegn og symboler i hjørnerne af kalkmalerier eller i folkeeventyr eller i hekseprocesse= rne. Eksistensen af et sådan hedenskab er formodentlig helt forkert, og i = alle tilfælde er optagetheden af den fuldstændig ude af proportioner= i forhold til middelalderens trosverden i almindelighed.

= Midt imellem kættere og hedninge ligger måske de meget rabiate teolo= ger fra middelalderen, som nogle historikere har gjort det til en yndet beskæftigelse at skrive om og citere fra i lange baner, hvad enten de= t nu drejer sig om at slå alle ikke-kristne ihjel af kærlighed til d= em eller søge det blodige martyrium i Kina, eller om de skrev med fryde= fuld gysen om kvinder som salamandre, som man brænder sig på, s&arin= g; snart man rører ved dem. Igen, holdningen fandtes i middelalderen, m= en udbredt og karakteristisk var den næppe.

= At beskæftige sig med kættere og den slags er spændende nok,= men det har måske ikke så meget at gøre med det middelalderl= ige trosliv og middelalderens religiøse forestillinger, som man har været tilbøjelig til at tro blandt middelalderhistorikere i et= par generationer nu. Det er i hvert fald kun en lille del af den middelalderlige religiøsitet, man indfanger på den måde.

= Nærmere den fortidige kirkelige virkelighed, om man så må sige, kommer = de historikere nok, som beskæftiger sig med kirken som administrativ størrelse og som juridisk system. Det drejer sig blandt andet om den kirkelige ægteskabslovgivning og dens udbredelse på lokalt plan helt ud i de allerfjerneste og mindste bispedømmer. En af de pikante detaljer ved den kirkelige ægteskabslovgivning var, at ægteskab= ets gyldighed afhang af, om de to involverede personer faktisk var interessered= e i at blive gift med hinanden og sagde ja til det. Ægteskab var alts&ari= ng; set fra kirkens side ikke en praktisk ordning mellem to slægter, men = et dybt personligt forhold mellem to enkeltindivider og så Gud, og i den sammenhæng blev det helt afgørende, om de to faktisk sagde ”jeg vil have dig som ægtefælle.” Med vanlig sans f= or juraens spændvidde diskuterede man i middelalderen helt ud i alle detaljer, hvordan to ægtefolk kunne sige ja – om døvstum= me kunne sige ja eller ej og om de dermed overhovedet kunne gifte sig. Den pavelige afgørelse var meget karakteristisk, at det kunne de godt, f= or de kunne kommunikere indbyrdes på tegnsprog og forstå hinanden,= og det var det eneste væsentlige.

= Interessen for det kirkelige ægteskab har også noget at gøre med interessen for kvindehistorie generelt og med spørgsmålet om kvindens stilling i middelalderens samfund. Det er en gammel tanke i Danmar= k, at kvinden var friere i den hedenske vikingetid end i den efterfølge= nde kristne tid. Det passer jo fint ind i billedet af, at vikingerne alle skulle have været frie og mødtes på tinge. På et eller an= det tidspunkt efter 1950 begyndte man også i Skandinavien at kunne forest= ille sig, at kvinder kunne have haft det godt i den middelalderlige katolske kir= ke og måske endda somme tider bedre end i det hedenske samfund. Det har = nok også noget at gøre med, at angsten for det katolske langsomt forsvandt efter 1950-erne. Et af de positive punkter i det nye syn på middelalderen var netop, at kvinden nu faktisk blev spurgt, om hun ville giftes. Det har ingen dog vist forestillet sig, at hun blev i vikingetiden.= Den kirkelige ægteskabslovgivning var på mange måder et opg&o= slash;r med slægternes indflydelse, uden at man behøver se en form for kirkeligt komplot vendt mod det gamle slægtssamfund. For samtidig arbejdede de kirkelige teologer og jurister helt på samfundets præmisser og søgte selv at bruge systemet ved at forbyde ægteskab mellem for nære slægtninge. En af grundene var n= ok, at man på den måde kunne få folk til at gifte sig længere og længere ud og på den måde ende med, at a= lle mennesker var i familie med hinanden. Og så havde man afskaffet krig,= for familien måtte ikke slås mod hinanden. Mange af de verdslige stormænd greb ideen med begejstring og vendte den på hovedet: Jo flere, man var i familie med, desto flere kunne man indrullere til at slås, når der var fejder med andre stormænd.

= Den kirkelige ægteskabslovgivning fylder forbløffende meget, n&ari= ng;r man ser på, hvor meget kirken egentlig forsøgte at lovgive om.= En grund er, at der er gode kilder til det, fordi ægteskabssager hørte under biskopperne, og hvert eneste bispesæde har haft et stort arkiv med lange redegørelser for ægteskaber, det var gået galt for. I princippet var ægteskabet som sakramente uopløseligt, men i visse tilfælde kunne det blive bedømt som ikke eksisterende og dermed ophæves i praksis, for eksempel hvis ægteparret fandt ud af, at de var for nært beslægtede. Det skete somme tider efter årelangt samliv og mange børn, vist me= st i de højere sociale lag, hvor der somme tider kunne være gode politiske grunde til at finde en ny kone. Andre opdagede, at de var kommet = til at gifte sig med to forskellige, og så var det seneste ægteskab= ugyldigt. Andre igen henvendte sig til biskoppen for at få opløst ægteskabet med henvisning til, at det aldrig var blevet fuldbyrdet, f= ordi manden var impotent. Det skulle de så argumentere for med vidner, ofte lange og pikante historier, som er sikre succeser at citere, når historikere skal holde foredrag.

= En anden form for ny kirkehistorie er den, der undersøger og beskriver = hele det kirkelige administrationsapparat eller udvalgte dele af det. På n= ogle måder er det en gammel forskningsdisciplin, men i Nordeuropa var den meget nationalt afgrænset til omkring 1970. Det enkelte lands kirke, = hvad enten man nu fokuserede på bispesæder eller klostre eller andet, blev undersøgt som jordejere og jordadministratorer, og man forsøgte at rekonstruere i detaljer, hvorledes kirken administrerede sine ejendomme. Efter omkring 1970 blev der pludselig en meget større interesse for kirken på fælles europæisk plan og dens administration, ikke alene af økonomiske midler og indtægter, = men også af et vidtstrakt juridisk system med domstole på flere niveauer og med udsendte repræsentanter til de enkelte lande. Det er svært at f= inde en god narrativ strategi over for kirkeadministration, det virker ganske of= te kedeligt i sig selv uden for en snæver kreds af fagfolk, men uden at blive kioskbaskere er det alligevel lykkedes nogle historikere at gø= re deres arbejde lidt bredere kendt ved at gå helt ned på mikropla= n og fortælle om de enkelte administrative akter og forløbet i de o= fte meget lange retssager, som hele dette system skabte.

Krigens genkomst

ndnu en følge af tabet af fremskridtstro er, at krig er blevet salonfähigt igen. Indtil 1970'erne, og særligt i årene umiddelbart efter 1. og 2. Verdenskrig blev krig anset for noget barbarisk,= der burde og nok også kunne afskaffes gennem internationalt samarbejde og= af pacifistiske bevægelser. Og desuden var krig alt for farligt under atomparaplyens skygge, fordi den ville blive total og dommedagsagtig. Denne antimilitaristiske holdning har præget dansk middelalderhistorie i særlig grad af den tilfældige grund, at Arup var et overbevist medlem af det Radikale Venstre og ikke havde noget imod at lade sin afsky f= or krig skinne igennem i sine historiske arbejder.

= Fra ca. 1970 og frem er der så blevet publiceret en række vigtige afhandlinger om middelalderens tanker om retfærdig krig. Middelaldere= ns holdning til krig var nemlig en helt anden end det meste af det tyvende århundredes. Samfund uden krig kunne man ikke forestille sig, og krig= en havde en vigtig rolle, nemlig at tvinge de onde til at gøre det gode. Projektet i middelalderen gik derfor ud på at skelne mellem de retfærdige og de uretfærdige krige. Til det formål opstil= lede man en række kriterier, normalt fem. For at afgøre, om en krig= er retfærdig, skal man overveje personerne - kun soldater må kæmpe, ikke kvin= der, børn eller gejstlige - genstanden - man må kun kæmpe for= at vinde noget tilbage, som retmæssigt tilhører en - årsage= n - det skulle altid være modstanderen, der havde leveret krigsårsa= g, hvad der så får den interessante følge, at alle krige i middelalderen var forsvarskrige, ellers var de slet ikke krige. Desuden sku= lle man overveje autoriteten - krig er ingen privatsag, men skal ledes af en ret fyrste eller af paven. Og endelig skulle man overveje intentionen - den enk= elte kriger skal slås netop for at tvinge de onde til at gøre det g= ode, ikke fordi han tjener penge ved det eller fordi han synes, det er sjovt at slå ihjel. Disse teorier om krig byggede på både en jødisk, gammeltestamentlig og en antik, græsk baggrund, de lå færdigformuleret i slutningen af 1100-tallet, de gik i store træk i glemmebogen efter 1. verdenskrig, men de dukkede op igen med f= uld styrke for knap 10 år siden, da atombalancen mellem Øst og Vest blev afløst af tanken om den strategiske, begrænsede krig. Und= er golfkrigen 1991-92 sad amerikanske militæranalytikere i Pentagon og studerede Thomas Aquin og hans definitioner på krig fra 1260'erne og skrev artikler om det, og Thøger Seidenfaden kunne på lederpla= ds i Weekendavisen udråbe Golfkrigen til "en nødvendig og retfærdig krig", med en sprogbrug, der var taget direkte fra middelalderens skolastikere. På DUPI, Dansk udenrigspolitisk institut, sad man en overgang og læste middelalderteologer for at forstå krigene på Balkan. Det er der sådan set ikke noget underligt i. Også moderne krige handler om at genoprette det gode, og et spørgsmål som fx autoritet er afgørende: Kan USA g&arin= g; ind militært på Balkan. I Irak? Kan FN? Hvem har autoriteten. Hvornår har modstanderen leveret en første årsag, s&arin= g; krig er et nødvendigt forsvar. og i sidste ende står det vigti= gste tilbage, at intentionen skal være at tvinge de onde til at gøre det gode. At tvinge dem til at overholde basale menneskerettigheder, at tvi= nge dem til at afskaffe diktatur og indføre demokrati. Krig er, stadigv&= aelig;k, basalt set først og fremmest et teologisk og juridisk problem.

= Siden golfkrigen er det gået stærkt med interessen for krig, ogs&arin= g; på universiteterne. Tidligere var det lidt suspekt at undervise i, i = dag kan det fylde et auditorium, og forrest sidder alle drengene og kan øksetyper og sværdlængder på fingrene, nogle er me= d i rollespil, andre deltager i turneringer. Der er simpelthen ikke den angst f= or krig, som fandtes før, og der er heller ikke den samme afsky for kri= gens fysiske side som før. Måske er 2. Verdenskrig kommet på = for megen afstand? Krig er nu noget teoretisk, noget der kun kendes fra billeder på fjernsyn? Samtidig er krig ikke atomudslettelsens alt eller intet projekt, men mange mener, at det faktisk gør en forskel at deltage s= om enkeltperson i begrænsede aktioner, for eksempel som dansk soldat i I= rak for at skabe mere orden i et krigshærget kaos.

Derfor kan krig nu også fremstilles som noget pænt. Mest karakteristisk sker det i disse år ved de mange turneringer: flot, nydeligt. Alt ski= nner og der er ikke en rustplet, ikke engang en blodsdråbe. Det er ikke ba= re den mindste smule uhyggeligt, mens man i middelalderen brækkede arme = og ben i turneringer og døde af det. Det glemmer man fuldstændigt, når man ser moderne turneringer. Turneringer og sværdkampe og drabelige dueller er sikkert sundt, og man kan ikke andet end imponeres af, hvor smidige veltrænede unge mænd kan være på trods= af den tunge rustning. Kampene er populære indslag på museer og hi= storiske forsøgscentre og til byfester af snart sagt enhver slags, og de trækker tydeligvis også en masse unge kvinder til, der ser rigt= ige mænd svinge sværd. Nu skulle de jo nødig komme noget til= , og derfor er den form for kampe omhyggeligt indstuderede og foregår efter meget nøje regler, som sikrer, at det ikke går rigtig galt. Se= lv om det kræver våbentilladelse fra politiet at slås med ko= pier af middelaldervåben, er kampene i virkeligheden måske snarere en form for ballet. En æstetisering af drøm om døden, hvor= man alligevel ikke rigtig vover noget, hvor det ikke rigtigt kan blive eksistentielt og slet ikke et spørgsmål om liv og død. Derfor må effekterne til stadighed udvikles. I de sidste år af 1990-erne bredte skikken sig, at en god fægtekamp skulle afsluttes me= d, at vinderen skræver over taberen på jorden og hæver sit s= tore sværd og jager det med i maven på taberen, der så raller = og vrider sig. Coup de grace, nådestødet, dødsstøde= t. I de første år af 2000-tallet kom der en ekstra krølle på, for nu begyndte mange at slutte fægtekampen af med nådestød og derefter med jage sværdet ned en gang til og kastrere den døde modstander. Når man er nået dertil, klapper publikum og smiler velvilligt. På en måde er det perver= st eller burde i det mindste rejse nogle etiske spørgsmål. Hvis d= et skal være et forsøg på at gengive en middelalderlig virkelighed, er det grusomt og forkert at klappe af drab og lemlæstel= se, men hvis det kun er en ballet, går det vel an. Den middelalderlige død er blevet kunst for moderne mennesker og egentlig meget fjern fra den gru og fornedrelse, der lå lige under middelalderens heroiske overflade.

= Middelalderen var i forhold til i dag et ekstremt voldeligt samfund, hvad man kan se blot= ud fra det opgravede skeletmateriale. Masser af hug og brækkede lemmer. Middelalderen var også et samfund, som levede på sultegræ= nsen - hvad man i øvrigt har gjort de fleste steder til op imod 1900-tall= et. Disse to aspekter, vold og sult, fylder meget meget lidt i de moderne frems= tillinger af middelalderen. Den sociale indignation, som drev Arup og mange historike= re i de efterfølgende generationer til Niels Skyum-Nielsen i 1970’e= rne, er væk. Måske skyldes det, at velfærdsstaten har sejret. Få kan længere huske familiemedlemmer, der sultede eller led nød.

Narcissisme og middelalder

lere af de nævnte tendenser – tabet af tro på fremskridt, et anderledes politisk engagement end før, krigens nødvendighed – har givetvis også noget at gøre med en voldsom opvurde= ring af individet, af den enkelte person som omdrejningspunkt og målestok = for hele verden – modsat kollektivet. At nå dertil har været = en lang og sej vandring med op- og nedture. Individet som nødvendigt be= greb ligger dybt i kristendommen og jødedommens tro på en personlig= Gud og en personlig frelse, som også var fundamental for mennesker i middelalderen, selv om den hele tiden skulle tænkes og forstås inden for de troendes fællesskab i kirken. Individets primat løsrevet fra samfundet er et renaissancefænomen med antikke rødder og et voldsomt spring i 1700-tallets oplysningstid, men det er først og fremmest et af det 20. århundredes mest karakteristis= ke fænomener. Det er der mange grunde til. En af dem, der oftest bliver henvist til, er 1. Verdenskrig, der blev en katastrofe for det traditionelle verdensbillede. Den gamle verden brød endegyldigt sammen. Igen er der nok tale om langsomme udviklinger i ujævn rytme, hvor verdenskrigen v= ar en af de vigtigste, men kun en af dem. En anden faktor er den voldsomme amerikanisering af Europa, der fulgte på USA's økonomiske vækst fra slutningen af 1800-tallet og de to første årti= er af 1900-tallet. Amerikaniseringen – beundringen for amerikansk kultur= i videste forstand – er fortsat gennem hele århundredet og blevet mere og mere global. Men samtidig med samlebåndsarbejde og Coca Cola = har europæerne også overtaget dele af amerikansk tankegang, den ekstreme individualisme. Det er tankegangen fra et folk uden stat, fordi de= var nybyggere ude på prærien, og hver mand måtte klare sig se= lv. Og hvis det ikke er ethundrede procent sandt i alle tilfælde, er det = lige meget, for det er den selvopfattelse, amerikanere har haft af sig selv, og = som er blevet optaget og efterlignet af europæerne. I Europa har lige den= ne amerikanske tanke utvunget kunne passe ind i den britiske kultur, i det min= dste den aristokratiske og akademiske, for også englænderne gø= ;r en dyd ud af ikke at have nogen stat eller at begrænse dens virkeområde så meget som muligt. Disse tendenser er selvfølgelig ikke enerådende, men eksisterer samtidig med nogle stik modsatte, en engelsk og amerikansk tradition for solidaritet og hjælp indbyrdes i grupper, men den har ikke været knyttet til staten nær så meget som i de øvrige europæiske lan= de.

= Individualismen kan være et resultat af for lidt stat, men også af for meget st= at. Den franske og nordeuropæiske model har været at opbygge en regulerende velfærdsstat, der kunne overtage flere og flere af de opgaver, som den angelsaksiske tradition har betragtet som private eller tilhørende familien. Jo mere staten klarer for alle de enkelte borge= re, desto mindre er der grund til at den enkelte borger skal gøre noget = for staten eller for andre borgere. Egentlig er der kun tilbage at gøre noget for sig selv, at sikre sig selv så stor en bid af kagen som mul= igt. Og hvis noget går galt, er det samfundets skyld. Opbyggelsen af en velfærdsstat har krævet enorme ressourcer og fællesskab og solidaritet, men når først det er lykkedes, er der sådan= set ikke brug for solidaritet mere. Skiftet fra opbygning til overflødig= hed kan ske på ganske få år, som det har været ganske tydeligt i Danmark, hvor fagforeninger stadig i 1970-erne og 1980-erne var vigtige institutioner, som størsteparten af befolkningen støt= tede op om, og som man ikke kunne forestille sig et Danmark uden. I 1990-erne bl= ev fagforeninger pludselig opfattet som overflødige betonklodser uden e= vne eller vilje til at forny sig og inderligt anakronistiske. Dette skift skete= vel at bemærke blandt den veluddannede del af befolkningen, som tidligere havde været umådelig solidarisk med fagforeninger og den arbejd= ende befolkning, men som nu kunne klare sig strålende uden fagforeningerne= som ideologisk kæledægge. De mange lavtbetalte med hårde arbejdsvilkår værner stadig og med god grund om fagforeningerne= , men alligevel stadig mindre end for tyve år siden.

= Denne ekstreme individualisme kan give sig de forunderligste udslag, ikke mindst = i et gennemreguleret samfund. Ofrets århundrede har nogle historikere kaldt det 20. århundrede, den tid da enkelte personer mere og mere på= tog sig rollen som offer – uskyldigt ødelagt af uforstående forældres misforståede opdragelse, af staten, af onde firmaers ødelæggende produkter, af senkapitalistiske tegneserier, ofre for omsorgssvigt og forfølgelse og det tavse eller måske højtråbende flertals undertrykkelse. Der gik prestige i at være forfulgt og medle= m af en minoritet, og især i Amerika var der pludselig også penge i = det. Borgere på stribe lagde sag an mod hinanden og især mod staten = og virksomheder, hvis noget gik galt, for det kunne ikke være deres egen= skyld. Det gik der en masse historier om i slutningen af 1900-tallet, for eksempel= den om den amerikanske dame, der ville tørre sin regnvåde kattekil= ling og satte den ind i mikrobølgeovnen og satte fuldt drøn p&arin= g; i ti minutter. Resultatet var forudsigeligt og ildelugtende, men den tidligere katteejer lagde sag an mod mikrobølgeovnsfabrikanten og fik en større erstatning, fordi ovnen ikke var tydeligt mærket som ”Uegnet til tørring af katte.” Om historien er sand eller ej, er for så vidt lige meget. Den kunne have været. Jeg har se= lv siddet i et Studienævn på universitetet, som skulle behandle en= sag om eksamenssnyd. En historiestuderende havde skrevet omkring en halv snes s= ider direkte af efter en lærebog i en eksamensopgave på i alt 12 sid= er, uden kildeangivelse eller noget, indleveret som sin egen besvarelse. Det dumpede han rimelig nok på, men klagede med hele vejen helt til tops i systemet, blandt andet med den begrundelse, at der intetsteds står direkte, at man ikke må skrive af til eksamen. Så det vidste han ikke. Han var altså et offer for et ondsindet studienævns misinformation.

= Narcissisme og selvoptagethed og offerrolle og klynkeri fandtes i det 20. århundr= ede, formodentlig også mere end før. Om det har haft nogen indflyde= lse på måden at forstå middelalder på, er grumme svært at sige. Men det er tankevækkende, at der netop fra 1980-= erne og frem blev en større og større interesse for ikke alene at = vide noget om vikinger, men også at spille vikinger og sætte sig ind= i deres hedenske forestillingsverden – noget jeg desværre personl= igt tror er næsten umuligt, fordi kilderne er sene og kristne og dårlige. Men noget de moderne hedninge – som de selv kalder sig – angiveligt har lagt meget stor vægt på, er et opr&oslas= h;r med blødsødenhed og klynkeri. Det kan lyde brutalt, og i sin ekstreme form, som den kendes fra nogle radikale grupper i både Norge= og især Tyskland, bliver det en uhyggelig tilbagevenden til en dyrkelse = af det ariske, nordiske stærke, vendt imod den blødsødne, humanistiske og kristne, det bliver en dyrkelse af den stærke ener og= en foragtelig forkastelse af solidariteten med næsten. Det er den ekstre= me form, der nogle steder har udviklet sig til ren racisme, andre steder til satanisme og kirkeafbrænding. I en dansk sammenhæng er det heldigvis ukendte fænomener indtil nu, fordi de danske hedninge erklæret tager afstand fra de radikale og holder øje med, at de ikke kommer med i gruppen. Indholdet i det danske hedenskab, så vidt = man nu kan bedømme det udefra, drejer sig blandt andet om at leve i pagt= med naturen og i solidaritet med sin slægt og familie, men i det mindste på et teoretisk plan også med accept af hævn som noget rimeligt og af eneren før end gruppen.

Ud til Europa og hjem igen

iden EF langsomt blev til EU og gik fra at være et handelssamarbejde til m= ere og mere at blive et politisk, militært, måske endda kulturelt fællesskab, har middelalderhistorien på en måde haft en h= elt ny ramme at tænke inden for. Overgangsperioden fra national til europæisk har været lang, og i nogle lande gik det langt hurtig= ere op for historikerne end i andre, at noget var ved at ændre sig. I Dan= mark gik det ret langsomt.

= Med tanken om et nyt, fælles Europa blev den gamle kulturhistories tanke = om middelalderens enhedskultur igen interessant i videre historikerkredse. I n= ogle lande tog man skridtet hurtigt og kunne pege på en række fælleseuropæiske institutioner, som havde fungeret udmærk= et i middelalderen, men som var gledet ud af historieskrivningen, fordi de ikke passede ind i det nationale billede. I 1881 var store dele af Vatikanets ar= kiv blevet åbnet for den lærde offentlighed, og det gav et boom i kildeudgaver og i undersøgelser af den pavelige administration i middelalderen. Og så lå mange af disse forskningsområder = ellers helt stille i en hundred år. Et af de markante eksempler er to danske disputatser om den pavelige beskatning af kirkelige indtægter overalt= i Europa, som blev udgivet i 1896 og 1907. Siden er fænomenet ikke blev= et omtalt i dansk historieskrivning førend for ganske nyligt. Det har simpelthen ikke passet ind i vores opfattelse af dansk økonomi og administration som helt uafhængig af resten af Europa, også i middelalderen. Men nu passer de så igen ind på grund af en ny opfattelse af Europa.

= Med EU var nationalstaten død eller i det mindste dømt til at dø inden for en overskuelig fremtid, mente mange. Det betød også, at der blev en ny opmærksomhed på andre organisationsformer i middelalderen end den moderne nationalstat. På = et niveau førte det til interesse for regionernes Europa – dengan= g og nu. I Tyskland med dets sære og sene centralstat har der i lange tider været en stærk tradition for regionshistorie, for Landeskunde, = men der er siden begyndelsen af 1970-erne oprettet en hel række nye tyske institutter for forskellige Länder. I de øvrige europæiske lande har historieskrivningen være national eller helt lokal – på sogneplan. Det indimellem, regionshistorie, har kun eksisteret for særligt omstridte regioner med en følelsesladet historie og en stærk politisk bevægelse, som har troet, at regionen kunne blive selvstændig eller flytte til en anden nationalstat. Skotland og Sønderjylland har haft en meget stærk tradition for regionshistorie, men det er typisk, at den trods alt har været svager= e i Skånelandene, som ingen siden 1700 realistisk har regnet med kom hjem= til Danmark. Derimod har ingen fundet det værd at skrive en Sjællandshistorie endsige da en Jyllands historie før end i 19= 98, da der var kommet gang i regionshistorie på grund af EU. Nu ser det ud til at komme, og nogle steder opdyrker man helt nye former for regioner = 211; et hav med sin egen maritime kultur på tværs af nationalgrænser – eller man skaber helt nye regioner. Da det endelig blev vedtaget at lave en fast forbindelse over Øresund, var = det nye byggekonsortiums første opgave at hyre en række historiker= e, der på flot glittet papir med mange farver på rekordtid skrev Øresundsregionens historie. Landene omkring Øresund havde udg= jort en særlig kultur siden stenalderen. Det er vistnok en sandhed med modifikationer, selv om det er rigtigt, at områderne udgjorde en fælles kultur i middelalderen med et fælles sprog og med famili= er, der var godt giftet ind i hinanden. Det var bare efterhånden blevet glemt. Danske og svenske historikere, mest fra Skåne, fremhævede den brutale forsvenskning af Skånelandene i årene efter Freden i København i 1660 som det store problem. Det danske sprog var blevet forbudt i Skånelandene, øvrighed og bøger skiftet ud med svenske, enhver ansats til uro slået ned med dødsstraf og grus= omme henrettelser, hvor skånske bønder blev gennemboret af pæ= le og stillet op langs vejene til almindelig advarsel. Integrationen blev vellykket, og befolkningen glemte sin danske baggrund meget hurtigt. At vi havde glemt det regionale fællesskab, skulle altså skyldes den brutale svenske konge. Det er bare ikke hele historien, for hukommelsestabet har været endnu større fra dansk side, hvor Skånelandene= har været udeladt af historien, fordi historien var en moderne nationalst= ats historie. Det gælder helt ned på det plan, at dansk udgivere af middelalderdokumenter og middelaldermonumenter stadig har en tendens til at udelade Skånelandene.

= Interessen for regioner ”lige som i middelalderen” blev vigtig i den offentlige debat i flere aviser og både afspejlede og påvirkede= en officiel EU-politik, der gik ud på at støtte regioner og opretholde regionale særheder. Det smittede kraftigt af på middelalderhistorikerne. Regionen kom, for nogle, til at erstatte nationalstaten i middelalderen på den måde, at de nu vendte sig bevidst imod den gamle tanke om nationale forskelle. I stedet lagde de vægt på, at der var vidtgående strukturelle ligheder p&ar= ing; langt de fleste punkter i Europa i middelalderen, men at det selvfølgelig ikke betød, at alt var ens over hele Europa. Der= var stadig forskelle, men de skulle nu findes på det regionale plan, ikke på det nationale.

Med EU blev middelalderen igen interessant som den tid, da hele vor nuvær= ende kultur begyndte – og det er tankevækkende, at det, der oprindel= ig var et økonomisk fællesskab, har haft så stort behov for= at definere sig som et historisk og kulturelt fællesskab. Økonomi= sk har Europa aldring været en enhed og afgrænset i forhold til det ikke-europæiske, derfor må Europa være en kulturel størrelse og altså noget, der blev opfundet i middelalderen. <= /p>

= Europa er ganske vist et gammelt antikt begreb; det var hende, som den til Tyr sig forvandlede Zeus bortførte med skummende fnysen og gjorde gravid, et tema som lige siden har været særdeles yndet som illustration på umådelig mange forskellige måder. For teosofferne i Danmark går der et kraftcenter igennem Europa, en Tyrens hjertelinje,= som begynder i Norges Jotunheim og har sin pandelinje i Jylland – folkevandringstidens kimbrere fra Jylland vandrede jo rundt med en tyr hele vejen til erobringen af Rom. Kraftlinjen vedrører Europas mission i verden og vores verdensdels indre identitet. Rodcentret for linjen er mellem Åbenrå og Løgumkloster, hvor forankringen og danskheden = er centreret, som der står på de danske teosoffers hjemmeside. Et utraditionelt, men smukt billede på, hvordan man kan kombinere antikk= en og middelalderen, det europæiske og det meget danske.

Det var imidlertid blevet mere almindeligt at mene nu, at det var i middelalder= en, Europa sådan rigtig begyndte. Det har middelalderhistorikere tilsynel= adende været ganske enige om og har endda med overbevisning kunnet henvise t= il, at vi nu endelig i slutningen af 1900-tallet har fundet ud af, at antikken i virkeligheden lå os langt fjernere end hidtil troet. Derfor er antikhistorikerne nu også blevet interesseret i de gamle græske= og romerske religioner og har opgivet at postulere, at der var en forbindelse videre til den kristne middelalder. Det konkluderede middelalderhistorikerne på det store nordiske historikermøde i Århus i 2001. Det= er ikke godt at vide, hvad antikhistorikerne egentlig siger til det, men de nordiske middelalderfolks forsøg på at monopolisere Europa er smukt i overensstemmelse med de franske historikere, der ideologisk st&arin= g;r bag konstruktionen af EU. For dem er Karl den Store udgangspunktet, fordi h= an efter sin kejserkroning i år 800 var den første, der brugte Eu= ropa som et politisk-geografisk begreb. Og hvis det ikke begyndte med Karl den Store, begyndte det, da Klodevig i 496 gik over til den katolske kristendom= . Både Karl og Klodevig er i denne form for historieskrivning selvfølgelig franskmænd, måske de første rigtige franskmænd, se= lv om Frankrig slet ikke eksisterede på deres tid. At lade Europa begynde med middelalderen er derimod lidt mere problematisk set ud fra middelaldere= ns egen opfattelse, hvor man så sig som videreførere af en uafbru= dt tradition fra antikken. Karl lod sig faktisk krone, ikke som den før= ste kejser af Europa, men tværtimod som den seneste i en lang række= af kejsere af Rom. Kejser Barbarossas hofideolog i 1100-tallet talte ikke om oprettelsen af et nyt tysk kejserrige, men om overflytningen af kejserriget – translatio imperii – fra Rom til Achen. Det var det samme kejserrige, der var kontinuitet tilbage, man levede i antikken, mente man i middelalderen, og sådan skrev historikere som sagt også verdenshistorie lige til i slutningen af 1600-tallet. Alt det betyder selvfølgelig ikke, at det er umuligt for middelalderhistorikere i da= g at argumentere for, at de væsentligste træk ved den europæis= ke kultur først og fremmest blev skabt i middelalderen. Måske end= da også det træk ved europæisk kultur, at alting skal føres tilbage til antikken. Pointen er en helt anden, nemlig at det = ikke har været særlig interessant for middelalderhistorikere at beskæftige sig med Europahistorie, før end EU begyndte at bliv= e et alternativ til nationalstaten. Bevares, igen er der markante undtagelser – men generelt har Europahistorien ikke fyldt meget blandt de professionelle middelalderfolk før omkring 1970.

= Nu dukker der imidlertid flere og flere generelle Europahistorier op eller værker, som behandler Europa i middelalderen. Det rejser en masse teoretiske og praktiske spørgsmål, som kun sjældent bliv= er diskuteret. Det første er, hvad Europa egentlig dækkede og dækker, sådan rent geografisk. Der er det helt typisk, at Europa kun er Vesteuropa. De ortodokse områder er ikke med, hverken Byzans e= ller de russiske fyrstendømmer, men heller ikke vigtige og store, ærkekatolske områder i middelalderen som Polen og Ungarn og del= e af Balkan fylder noget som helst i de generelle fremstillinger. Ikke alene indskrænkes Europa til Vesteuropa, men i praksis bliver Vesteuropa også i store træk ensbetydende med Frankrig og til dels det tys= ke Kejserrige. Norditalien nævnes kort for sin kunst, England for sit bondeoprør, Skandinavien – måske – for sine viking= er. Det kan alt sammen klares på et par sider tilsammen, og resten af bog= en bruges på Frankrig. Interessant i en EU-tid.

= Denne form for Europahistorie er ældre end EU, men har fået en renaissance nu igen. Den bygger på et billede af et Europa med et fast defineret centrum og en vidtstrakt periferi udenomkring. Det medfører også en ganske bestemt opfattelse af dynamikken i Europas historie. D= et begyndte i centrum, og så bredte det sig langsomt udad. Først = slog karolingerne mønt i 800-tallet, så kom de engelske konger i 900-tallet, og så kom de danske konger i 1000-tallet, og sådan = var det hele vejen. Der er en tidsforskydning, en forsinkelse, de var lidt bagu= d i periferien. Til sidst bøjede de sig dog, til sidst var de modne til = at overtage den mere overlegne kultur fra centrum.

= Det er nok en helt forkert og i hvert fald meget ufrugtbar måde at anskue dynamikken i europæisk historie på. Til skiftende tider har skiftende steder været centrum for skiftende fænomener. Centrum= for lærdom var ikke centrum for våbenfremstilling, som ikke nødvendigvis var centrum for tømmerproduktion. Og centrum kun= ne ikke eksistere uden periferien, på to måder. For det før= ste var opfindelser i centrum ganske ofte svar på krav i periferien, det = nye er ikke opstået et sted, men i relationen, i forbindelsen mellem de to steder. For det andet blev en masse ting opfundet eller udtænkt i periferien, men præciseret og udviklet i periferien. Et simpelt eksem= pel er tanken om korstog, om den fælles kristne verdens krig mod de vantr= o. Mange af tankerne bag korstogene blev udviklet i Cluny i Frankrig og ved den pavelige kurie i Rom, men i praksis blev korstogene kæmpet ude ved grænsen til de andre. Det var også her, at der opstod en grænselitteratur om de andre, som skulle begrunde, hvorfor ”det= var godt og fortjenstfuldt at slå hedninge ihjel,” som en oxfordprofessor formulerede det, lige før han døde af pest i 1349. Saxo, men også de glødende overbeviste tiggermunke under= den brændende sol på Andalusiens højslette, beskrev hedninge= ne som voldelige og seksuelt perverse og dyriske, hvad enten de nu beskrev venderne på den anden side af Østersøen eller muslimerne på den anden side af grænsen på højsletten. Korstog mod de andre og billedet af de andre blev skabt i samspillet mellem centrum= og periferi, ikke et af stederne.

= Det må så også give et andet billede af kulturudveksling. Det traditionelle europabillede forklarede ændringer i periferien med udsivning fra centrum eller nedsivning ovenfra eller ”kulturbærerteorien” – Kulturträgertheorie. Di= sse forklaringer lever for så vidt i bedste velgående. Så sent som i 1988 kunne en kendt dansk arkæolog skrive om kong Svend Estrids= ens datterbarn Henrik, der havde en slavisk far og voksede op ved det danske ho= f, at Henrik havde lært sig statsmandskundskab af sin danske bedstefar og derfor kunne undertvinge de slaviske folkeslag, da han vendte tilbage for at generobre sin fars land. At slaviske herskere af sig selv skulle kunne kende noget til statsmandskundskab, faldt tilsyneladende ikke arkæologen in= d. Men som alternativ til denne passive overtagen er der mere og mere ved at b= rede sig en forestilling om, at kultur forhandles, for nu at låne et udtryk fra antropologerne. Vikingernes kultur var måske ikke så primit= iv endda, så de uden videre ønskede at overtage alt fra det mere sydlige centrum. Kristendommen, for eksempel. Det har tilsyneladende passet ganske godt med udsivningsmodellen, at kristendommen kom fra Frankrig til Tyskland og senere til Danmark og endnu senere til Sverige. Men hvis man hæver sig et lille skridt højere op geografisk, bliver det åbenbart, at kristendommen kom en masse steder samtidigt i slutningen= af 900-tallet i landene omkring Østersøen og Nordsøen. No= gle lande fravalgte så tilbuddet, enten kom de slet ikke med, eller også kom der vellykkede oprør, der – som det hed i den ældre historieskrivning – ”udsatte” kristningen i n= ogle gange flere århundreder. Det mest livskraftige alternativ til kristendommen viste sig at være Litauens hedenskab. Man ved ikke rigt= ig, hvad denne tro egentlig gik ud på, men den fungerede tilsyneladende udmærket. Litauen holdt sig som en af Nordeuropas vigtige stormagter = og forsvarede sig med stor succes indtil 1386, hvor herskeren giftede sig med = en prinsesse af Polen og samtidig blev døbt for at kunne herske over be= gge lande. Nogle valgte, nogle fravalgte kristendommen, selvom det jo så småt og på langt sigt endte med, at de alle fik den. Det er måske ikke nogen hel tilfældighed og skyldes ikke alene lå= ;n fra antropologer, at man nu taler om at forhandle kultur, det minder jo også slående om diskussioner om dele af EU-pakker og – forlig. Euroen nu eller senere; politisamarbejde nu eller senere og så videre. Det hører med til den officielle EU-sprogbrug, at alle er med til at bestemme, og at hvert eneste land i periferien gør en forskel. Det er givetvis rigtigt, og det er tydeligvis et perspektiv, som middelalderhistorikere projicerer tilbage en tusind år, hvor det give= tvis også var rigtigt. Det har man bare haft sværere ved at se før EU.

= Dette skrift i opfattelsen af dynamikken fra nedsivning til gensidighed viser sig tydeligt i middelalderhistorikernes problemer med, hvad de egentlig skal ka= lde hele denne proces. I de seneste 5-10 år har nogle betegnet Danmark og= Østersøområdet i 1100-tallet som ”udvikling.” Der har altså været = et potentiale, som blev realiseret og virkeliggjort. Udvikling er vistnok et udtryk, som er mest brugt af landbrugshistorikere; rigdommen lå i den danske muld, og med de rette kontakter udadtil blev det så til noget.= De fleste historikere har talt om ”europæisering,” og det betyder så, at det europæiske er kommet til udefra. Et standardeksempel, som har været brugt med stor succes gennem hele 190= 0-tallet, er at modstille to beskrivelser af danskerne fra begyndelsen af 1100-tallet= og begyndelsen af 1200-tallet. Den ene skildrer den bondske ærkebiskop A= sser i vadmel og helt uden ydre pragt og værdighed. Den anden skildrer de = rige og veluddannede og velklædte danskere, der sender deres børn t= il at studere i Paris, hvor de klarer sig godt på grund af danskernes medfødte tungefærdighed. Danskerne var blevet europæere i løbet at 1100-tallet. De allerseneste år er selve begrebet europæisering imidlertid blevet kritiseret mere og mere, netop for ik= ke at fange vekselvirkningen og dynamikken, men antyde, at europæiske norme= r og institutioner blev lagt ned over og påtvunget landene i periferien. E= nten opgiver historikerne at finde på et begreb, hvad der ellers ikke lign= er dem, eller også kalder nogle af dem processen for en ”integrering” af et eller andet område i Europa og håber så, at andre også forstår, at en integreringsproces forløber begge veje og ikke kun kræver en indsats fra den ene side.

I dette Europa med problemer med nationalstater kan historikerne altså vælge hele Europa eller mellemstore regioner som deres ramme for forståelsen, hvad der give vældig god mening for middelalderens vedkommende. Lige så god mening ville det have givet at se på et unionernes Europa, men det sker mærkeligt nok ekstremt sjældent blandt middelalderhistorikerne. Det vrimlede ellers med unioner i middelalderen, som i kortere eller længere tid forenede flere lande u= nder den samme hersker, og som måtte tage stilling til en lang række praktiske problemer om ensretning eller ikke-ensretning af sprog, administration, økonomi og meget andet. En af de politiske sværvægtere i Nordeuropa i middelalderen var Kalmarunionen mell= em Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397. Sverige forlod unionen= i 1521 efter flere tidligere tænkepauser i forholdet. Den dansk-norske union bestod til 1814. Andre af de store middelalderlige unioner var Polen-Litauen, oprettet 1386, Aragonien-Castilien fra 1479 med giftermålet mellem Ferdinand og Isabella, de to ”katolske regen= ter,” som endelig i 1492 gjorde den Iberiske Halvø muslimerfrit ved at ero= bre Granada og i begejstringen herover udstyrede Columbus med penge til at forsøge at finde søvejen vestover til Indien. En af de langva= rige unioner i middelalderen var mellem England og Normandiet, Aquitaine og Anjo= u, hvor kongen af England samtidig var greve og lensmand under den franske kon= ge. Denne engelsk-franske union på tværs af Kanalen bestod med vekslende udstrækning fra normannernes erobring af England i 1066 ind= til afslutningen af Hundredårskrigen i 1453.

= Det eksisterer trods alt en del Europahistorier, og det vrimler med bøge= r om Danmark, Norge, England, Polen og så videre i middelalderen. Men der findes næsten ikke en eneste bog om Kalmarunionen. Der findes nogle udmærkede nogle om dronning Margrethe 1., som skabte unionen i 1397, = og flere om Sverige og Unionen og så videre, men ikke en fuldstænd= ig og omfattende, moderne bog om hele unionen i hele dens levetid. Det samme gælder klart for de øvrige unioner i europæisk middelald= er med undtagelse af Aragonien-Castilien. Der er ikke i helt moderne tid noget behov for en unionshistorie, som omfatter kun en del af Europa. Alt eller intet. Hele Europa eller små regioner, som ikke kan forestilles løsrevet fra Europa. Men ikke en mellemstor union af flere lande, som ville være stor nok til at kunne hævde sin selvstændighed= i forhold til resten af Europa.

= Når det er sagt, så skal det tilføjes, at der alligevel har været en interesse i de nordiske lande for Skandinavien som en særlig stor region, som også har givet anledning til nogen forskning i Kalmarunionen. Det er imidlertid et fænomen, der fø= ;rst og fremmest hører 1800-tallets skandinavisme til og fik en genopblus= sen omkring 2.Verdenskrig, da der var tanker om et fælles Norden som alternativ eller frizone i et øst-vest opsplittet Europa. Med EU ser= det ud til, at interessen for de middelalderlige unioner er lagt på is. <= /p>

Endelig er der en sidste følge af det fælles projekt med EU, nemlig en reaktion i form af en genopblussen af national historieskrivning. Den er skræmmende direkte i Østeuropa, hvor ganske mange historikere efter Murens fald har fremhævet deres lands urgamle selvstændig= hed og nationale særpræg, ofte også deres etniske særpræg. Eller også er de såmænd vendt tilbage til at tale åbenlyst om et racemæssig særpræg. Gaml= e og nye raceteorier blandes i en mærkelig pærevælling, nogle gange efter et stort og metodisk og akademisk arbejde, men bare forskruet. Krige på Balkan er blevet forstået som både en gammel konflikt mellem det katolske og det ortodokse, men de er også i 2000 blevet forstået som den seneste udløber af krigen mellem det iransk-indoeuropæiske folk samarterne og det tyrkiske turan, den mytologiske kamp mellem det lyse og det mørke princip, som gennem he= le middelalderen udspillede sig på Europas grænse mod øst. = Der er ingen ende på, hvad middelalderen kan bruges til.

= I Danmark er det slet ikke kommet dertil blandt de professionelle historikere, men udtrykket folk er kommet frem. I 2002 udkom en bog af en præst og samfundsdebattør, som ganske åbenlyst og kritisk handlede om Danmarks rolle i forhold til EU og hed ”Hvad er et folk.” Påstanden var, at det var kombinationen af kristendom og særlig bundethed til det danske land, som skabte det danske folk i middelalderen, = som det er beskrevet hos Saxo. Sådanne forklaringer har de, om man s&arin= g; må sige, professionelle historikere holdt sig blufærdigt fra, m= an tankegangen er der. ”Fra først til sidst fortælles der om det samme folk bosat det samme sted ved Østersøens udløb,” proklameres det med fynd og klem i Dansk Udenrigspolit= iks historie, der udkom samtidig med den EU-kritiske debatbog. Danmark har været ét folk og ét land siden i hvert fald begyndelsen= af 500-tallet, blev det formuleret i forskræppet til udenrigspolitikkens historie, som udkom i år 2000. Grundlaget for denne påstand var= en rekonstruktion af den danske udenrigspolitik i vikingetiden ud fra en dater= ing af nogle jordvolde i det sydlige Jylland.

Videnskabelighedens manglende middelalder!

an kan altså reagere på flere forskellige måder på det faktum, at verden ændrer sig og nationalstaten og dermed den middelalderlige baggrund er under voldsom diskussion overalt i Europa i dis= se år. Man kan tilsyneladende også lade være at reagere og f= uldstændig lade som ingenting. Der er en solid tradition for at negligere middelalderen inden for filosofihistorie og idehistorie og til dels inden for teologihistorie. Man hopper elegant fra Antikkens gamle grækere til Descartes i 1600-tallet, ham med sloganet Cogito, ergo sum, ’jeg tænker, altså er jeg.’ At beskæftige sig med det mellemliggende halvandet årtusinde er unødvendigt, derfra kunne man kun finde udsagn som Anselms fra 1090-erne Credo ut intelligam, ’= jeg tror, for at jeg kan forstå.’ Det der med at tro er ikke særlig interessant, sådan filosofisk set, når det nu drej= er sig om at tænke på mennesket først og fremmest. Inden for teologihistorien rykker det voldsomt i gode lutheranske teologer for at spr= inge direkte fra det Nye Testamente og Augustin omkring år 400 til Luther = og hans reformation 1100 år senere. Det mellemliggende var blot en katol= sk tid, hvor man troede, man kunne frelse sig selv med gode gerninger. Det hjælper kun sjældent, at moderne specialister i middelalderfilo= sofi og –teologi igen og igen påpeger, at den moderne tankeverden er dybt afhængig af middelalderen. Descartes var utænkelig uden middelalderens skolastikere. Luther har teologisk set blot udfoldet nogle tanker, som havde været diskuteret i flere hundrede år allerede. Inden for andre områder var Luther dybt uoriginal. Når det drej= ede sig om holdninger til jøder og muslimer, skrev han simpelthen direkt= e af efter spanske inkvisitorer fra 1200-tallet.

= Videnskabeligheden mangler middelalderen. Middelalderen er simpelthen udeladt i mange af de moderne refleksioner over humanistisk videnskab. Et skræmmende eksemp= el er en dansk bog om Humanistisk Videnskabsteori, som er blevet noget så sjældent som en bestseller om et teoretisk område og udkommet i flere oplag. I forordet inddeler udgiverne først de humanistiske videnskaber i nogle grupper. Den første består af de fag, der undersøger mennesket selv, nemlig psykologien. Den anden er de discipliner, der undersøger produkterne af menneskers handlinger, for eksempel sprog og litteratur, musik, bygninger og meget andet. Den tredje gruppe er discipliner, der ”søger at finde den kronologiske følge i en række data og at rekonstruere påvirkninger og sammenhænge i et fortidigt forløb.” Det er historievidenskaben, der handler om de menneskelige samfund og nationer. De= rtil kommer specialhistorierne, økonomisk, social og politisk historie. En sådan inddeling og rangorden inden for humaniora kan diskuteres, men = det er dog et klart bud på, hvad humaniora omfatter. Men så fortsætter indledningen med kapitlet Skæringspunkter i humanioras historie.

= ”Humanvidenskaberne opstod i 14-1500-tallet, i den epoke, der kaldes renæssancen.” = Man kan forbløffes, ikke alene over forfatternes almindelige uvidenhed, = men over deres simple inkonsistens. Først defineres humanvidenskaberne s= om alt det ovenstående. Lige efter påstås det, at de først opstod i renaissancen. Men middelalderens mennesker skrev da også historie hele middelalderen igennem. De studerede også spr= og i fjerne irske klostre og ved de middelalderlige universiteter og på sprogskoler i Spanien og Nordafrika og på Mallorca, hvor de samlede de arabiske og hebraiske tekster, som renaissancens humanister var så gl= ade for. Middelalderen studerede også sprog som sådan, som teoretisk fænomen. Mange af de lingvistiske studier fra højmiddelalderen= er endelig blevet udgivet i årtierne efter 1900 og har haft stor indflyd= else på den amerikanske lingvist Noam Chomsky og den slags. Man studerede arkitektur i middelalderen, og musik var et af de obligatoriske elementer i universitetsundervisningen. En betragtelig del af middelalderens teologiske studier handlede om, hvorledes mennesket reagerer på den omgivende fysiske verden i forhold til ikke-fysiske forestillinger, og hvor dette ikke-fysiske så kommer fra, altså hvad et menneske egentlig er.= Det er altså ren psykologi. Alle de humanistiske fag fandtes som udviklede videnskaber i middelalderen. Hvordan kan forfatterne til Humanistisk Videnskabsteori så påstå, at det først skete i renaissancen?

= Humanistisk Videnskabsteoris forfattere er simpelthen selv gode humanister, der ureflekteret har købt den moderne myte om den mørke og overtroiske middelalder. ”Renæssancehumanisternes projekt var en genfødsel af den klassiske kultur for at kunne holde denne kultur op= som et forbillede for den samtidige. Humanisterne mente, at den klassiske kultur var den samtidige overlegen ved dens ideal om et frit, værdifuldt menneske, et menneske hvis værdighed ikke skyldes, at det er skabt i = Guds billede eller bekender sig til troen på ham.” Næ, det vil= le jo godt nok ikke være så værdigt for mennesket, hvis det troede at være skabt af Gud. At så de fleste – måske ikke alle, men langt, langt de fleste – humanister i renaissancen som= en selvfølge troede på Gud og anså sig for troende menneske= r, ved de moderne videnskabsteoretiske forfattere formodentlig ikke engang. ”Denne genfødsel forudsatte naturligvis et grundigt kendskab t= il den klassiske kultur, befriet for de forvrængninger som den havde været udsat for, mens den blev anvendt som et redskab for middelalder= ens religiøse tænkning.” Her køber forfatterne helt ukritisk renaissancehumanisternes egen påstand og tror på den m= yte, de skabte om middelalderen. Og forfatterne fortsætter med den kendte påstand, at renaissancehumanisterne kun interesserede sig for den klassiske græsk-romerske kultur og i øvrigt kun interesserede = sig for studiet af enkelttilfælde – enkelte sprog, enkelte kulturer – ikke for større systemer og lovmæssigheder. Renaissanc= ens humanister ville for eksempel have fundet det meningsløst at beskæftige sig med den oldegyptiske kultur, påstår de. De= t er heller ikke rigtigt.

= Netop i renaissancen var der en voldsom interesse også for andre kulturer og sprog. Det var først i renaissancen, at rigtig mange forskere lærte sig hebraisk, ikke alene for at studere Bibelen, men også= for at fordybe sig i kabbalistisk mystik og stige op gennem de mange sefiroter = for at skue den himmelske vogn – samtidig med at de opfattede sig som gode kristne.

= Et af den berømte italienske humanist Marsilio Ficinos største s= coop var købet af det græske håndskrift Corpus Hermeticum. Da= han fik det i hænde, lagde han al andet arbejde til side, og han udskød på ubestemt tid sin oversættelse af den gode klassiske forfatter Platons skrifter til latin. Hermes var vigtigere, og i = 1471 udkom så Hermes Trimegistos’ bog om Guds magt og visdom. Dermed fik renaissancehumanisterne et tekstgrundlag for deres store interes= se for det gamle Egypten, og egyptomanien steg voldsomt og holdt sig i flere hundrede år.

= Hermes Trimegistos – den tre gange mægtige Hermes – havde været en egyptisk filosof og alkymist og vismand. Hans tekst bestod af læreregler og sære udsagn om himmel og jord og naturfænom= ener og Gud. Det interessante ved teksten var ikke alene, at den var fuld af vis= dom, men også at den var oldgammel, ældre end selv Bibelens Mosebøger. Det argumenterede Ficino overbevisende for, og han fik begejstret tilslutning fra de fleste renaissancehumanister i sin samtid. Ifølge Ficino og de andre havde Hermes givet sin visdom og viden om = Gud videre til Moses, da Moses stadig levede i Egypten. Senere var Pythagoras så kommet fra Grækenland til Egypten og blevet indviet i den hemmelige og mystiske del af læren – Pythagoras havde man længe studeret ikke så meget med henblik på praktisk geometri, men for at finde en nøgle til opnåelse af visdom ved= at gennemskue hans talsystemer. Da Pythagoras kom tilbage til Grækenland, gav han læren videre til Platon, som ud over alle sine kendte væ= ;rker til alment interesserede også skulle have forfattet en værk med titlen Platons teologi, som kun var for de mystisk indviede. Hvor He= rmes så vidste alt det her fra, var man ikke enige om. Nogle mente, at han havde fået sin særlige viden fra Adam selv.

= Renaissancehumanisternes interesse for det egyptiske er ikke forunderlig i en tid, da arkitekter og kunstnere efterlignede motiver fra Egypten og interesserede sig for hieroglyffer, både som skrift og dekoration. Hieroglyffer blev brugt på steler, der mere eller mindre vellykket efterlignede obelisker, og= i relief og i fresko på offentlige bygninger og inde i kirker. Pave Alexander 6. var ikke alene en effektiv magtpolitiker og en omsorgsfuld far= for sin smukke datter Lucrezia, men også en varm støtte af interes= sen for Egyptens kunst og historie. I 1492-94 lod han sine værelser i Vatikanpaladset udsmykke med egyptiske motiver, der viste Osiris og Isis og Apis-tyren. Især den sidste var vigtig, for Alexander var af den span= ske adelsslægt Borgia, der havde en tyr i sit våbenskjold. Ved at m= ale Apis-tyren i sine værelser påstod Alexander, at hans slægt kunne føres tilbage til oldtidens Egypten og dermed var meget finere= og ældre end de romerske adelsslægter. En lærd humanist greb ideen og konstruerede såmænd et rigtigt antikt monument med tydeligvis sene 1400-tals hieroglyffer, der angiveligt skulle være opstillet af Osiris, da han i en fjern fortid grundlagde landbruget i Itali= en og dermed den italienske kultur.

= Hermes fik snart efter renaissancen den hårde skæbne at blive adoptere= t af rosenkreuzere og frimurere og alkymister af forskellig slags, som stadig i = dag ser sig som de sande arvtagere af den gamle egyptiske visdom og sværm= er for egypteriet. Det er formodentlig grunden til, at relativt få har beskæftiget sig med Hermesskikkelsen i renaissancen. Den er simpelthen ikke blevet taget alvorligt i forhold til humanisternes formulering af det moderne verdensbillede. Det interessante ved renaissancens interesse for Egypten er imidlertid, at den var fundamental for hele historiesynet. Probl= emet for humanisterne var, hvilken kultur der var den ældste, og hvorledes kulturer havde lært af hinanden og overtaget viden fra hinanden. Det problem går tilbage til middelalderen, til i hvert fald 1200-tallet og måske meget længere tilbage, da det gik op for de lærde, = at syndfloden måske ikke havde ramt hele jorden. Rejsende vesteuropæere opdagede, at buddhisterne påstod, at der aldrig h= avde været en syndflod i deres område, og beretninger længere østfra i Asien og fra Afrika fortalte om sære skabninger, som = ikke kendtes i Europa, og som måtte være nogle gamle dyreformer, der ikke var druknede under syndfloden som i Vesten og Mellemøsten. Alt i alt var der måske mulighed for at finde en visdom, som var ældre end det Gamle Testamentes Moselov. Målet var dels at opnå viden= for videns egen skyld, men det var også at få bekræftet Bibel= ens sandhed med argumenter, som kunne bruges over for ikke-kristne. Hvis Hermes længe før Moses havde sagt det samme om sandhed og Gud, som Mo= ses gjorde senere, måtte det styrke tilliden til Moses. Renaissancehumanisternes tekstarbejde var altså ikke så meget en bibelkritik som snarere et forsøg på at behandle Bibelen ud fra moderne tekstkritiske metoder og dermed også sammenholde den med andre tekster.

= Da de egyptiske freskoer i Alexander 6. Borgias værelse var ved at tørre i 1492, landede Columbus’ tre små skib i Amerika. = Man fandt efterhånden ud af, at det var et helt nyt kontinent, som ikke h= avde nogen forbindelse til Europa og Asien, og som aldrig havde været ramt= af syndfloden, og hvis indbyggere levede i skøn naturlighed, som om de heller aldrig havde været ramt af syndefaldet. Men det er helt tydeli= gt, at renaissancehumanisternes interesse for Egypten og andre gamle kulturer v= ar opstået i middelalderen og var i fuldt flor længe før op= dagelsen af Amerika. Det er altså direkte forkert og udtryk for hjerteskærende uvidenhed, når forfatterne til Humanistisk Videnskabsteori påstår, at renaissancehumanisterne ikke interesserede sig for Egypten og for at sammenligne kulturer. Det forholder= sig faktisk stik modsat af, hvad denne populære lærebog påstår. Men påstanden har den udmærkede, papirbesparende funktion, at der derfor ikke er grund til at beskæfti= ge sig med middelalderen overhovedet. Humanistisk videnskabsteori handler om tankerne de seneste godt 400 år. Hvad der skete i de foregående tusind års middelalder eller de endnu mere foregående hundrede = af års antik, har altså ikke haft noget at gøre med humanis= tisk videnskab. Middelalderen er skrevet ud af videnskabens historie.

Middelalderens manglende videnskabelighed?

istorieforskningen som sådan, i al almindelighed, har været ude i svære eksistentielle overvejelser på det seneste. Hvor desperat situationen egentlig er, kan måske bedst aflæses ved at se på det udbredte, forvrængede billede af gamle dages historikeres lykkelige, = men nu for evigt tabte skønne tid. Det var nemmere, eksistentielt, for historikere i gamle dage, og de tvivlede mindre om sig selv og deres arbejd= e, mens det nu er blevet så meget sværere for os – påstås det. Det er blevet almindeligt at regne med, at Kristian Erslev og Erik Arup udviklede en positivistisk tradition, som fortsatte til= i det mindste Niels Skyum-Nielsens død i 1982. Disse generationer ment= e, at de med den rigtige videnskabelige kildekritiske tilgang kunne udsondre i kilderne, hvad der var helt sikre udsagn om den fortidige virkelighed. Mege= t i kilderne måtte sorteres fra som senere misforståelser eller bevidste fordrejninger, men på det, der blev tilbage, kunne man s&ari= ng; bygge et billede af fortiden. Denne kildekritiske metode nærmede sig = den naturvidenskabelige på den måde, at resultaterne var faste og uigendrivelige og kunne efterprøves af alle andre – med de sam= me kilder ville andre nå til samme konklusioner.

= Hvor langt de gamle historikere egentlig har tænkt ad disse baner, er nok meget diskutabelt. Især Erslev, men også Arup, havde vel ogs&ar= ing; deres store tvivlende øjeblikke, som de var sig meget bevidste. Ersl= ev sondrede mellem to former for historie, den kildeudforskende og undersøgende som det fundamentale udgangspunkt på den ene side – og det var en form for videnskab - og så selve fremstillingen på den anden side, som for Erslev var kunst og ikke videnskab. Den næste kunstner kan male en ny og anderledes historie på de samme kilder. Dermed var Erslev, med andre ord, nær ved noget af det, som kendetegner nogle af de mere teoretiske overvejelser om historie og middelalderhistorie i dag. Dem er der mange af, men nogle fællestræk er væsentlige i denne sammenhæng. For de= t første regner vel de allerfærreste med at kunne rekonstruere en fortidig virkelighed mere. Fortiden er ikke, hvad den har været, lyder titlen på en af de moderne bud på en historisk metodelære. Forti= den er for altid væk, og hvad vi har af den er nogle spor, nogle levninge= r, nogle aftryk. For det andet regner ingen mere vel rigtig med, at noget kan udskilles som fuldstændig sandt. Det vil sige, noget kan man jo allig= evel sige er sandt, og alt andet ville være absurd. Der er ingen grund til= at diskutere, om Christian 4. døde i 1648, og at det giver mening at ta= le om et årstal 1648. Hvis først vi begynder at diskutere sådanne udsagn, bryder sproget sammen, og så er vi ikke historikere, men filosoffer. Men så snart vi bevæger os en lille smule op over det niveau sprogligt, bliver alt en tolkning, som er afhængig af den tolkende, og som altid kan diskuteres. At Christian 4= . er død, er sikkert, men hvad det fik og har af betydning, kan diskutere= s i det uendelige.

= Sådan har det altid været, men i dag er historikere måske mere tilbøjelige til at diskutere problemerne åbent. Det er kun god= t, men det giver mindre af den umiddelbare autoritet, som historiske fremstillinger ellers altid har haft. Det står skrevet her, såd= an er det foregået, professor Erslev skriver selv, …. Sådan = er det ikke længere uden videre. Historieskrivning er kunst, det er litteratur, selvom det stadig adskiller sig fra den rene fiktionslitteratur= ved ikke at kunne skrive og påstå hvad som helst. Stillet over for denne ubehagelige kendsgerning har den moderne middelalderhistorie valgt to veje. Den ene er det meget fornuftige at lade som ingenting og diskutere ki= lder og fremstille et sagsforhold, på samme måde som historikere alt= id har gjort det. Den anden er at lægge kortene på bordet og gøre rede for de mange problemer, der er ved at undersøge historie og skrive historie. Læseren bliver ikke bare præsenter= et for resultatet, men bliver inviteret indenfor i historikerens værkste= d og følger historikerens overvejelser om sin egen rolle, om emnets v&ael= ig;sentlighed, om problemerne med at opspore de rigtige kilder og de lange grublerier med = at forstå dem, om vildspor og pludselige klarsyn og rent svineheld. Indholdet er stadig analyser, men de tager udgangspunkt i eksempler og enke= lte personers skæbne og i små fortællinger, der udbredes til = at blive større og generelle for en epoke. Skrevet på den rigtige måde bliver den form for historieskrivning lige så spænde= nde som nogle af de bedste kriminalromaner og virker mere overbevisende for et moderne, selvstændigt menneske, end den traditionelle historieskrivni= ng måske ville gøre. Denne personlige, engagerede og eksistentiel= le historieskrivning kendes der efterhånden flere eksempler på, men den er kun langsomt ved at trænge ind i middelalderhistorien, hvor den ellers skulle synes så oplagt. Og hvor den med den middelalderlige eksemplalitteratur faktisk har et gammelt og velafprøvet forbillede. Problemet med den form for historieskrivning er så, at spørgsmålet om autoritet balancerer på en knivsæg. Historikeren kan vinde troværdighed ved at være personlig og overbevisende, ikke ved at skrive i en tradition, som på forhån= d er defineret som særlig troværdig og autoritativ. Hvis det lykkes,= er det godt og overbevisende, hvis det ikke lykkes, bliver denne nye form for historieskrivning måske underholdende, men totalt uforpligtende. Den bliver opfattet som ren fiktion, der lige så godt kunne være en= dt et helt andet sted.

Kitsch?

ermed er vi så tilbage til udgangspunktet. Var middelalderen lys, som Lindh= ardt mener, eller døde man som fluer af blindtarmsbetændelse og underernæring og sværdhug. Begge dele kan jo for så vidt = godt være rigtige på samme tid, livsglæde er ikke nødvendigvis afhængig af materielle forhold. Men min pointe he= r er så, at der er sket et meget markant skift på ganske få år, fra at opfatte middelalderen som meget, meget mørk til at opfatte den som meget, meget lys.

= Samtidig er der sket et andet skift på blot en generation eller to. Middelalde= ren har været en forpligtende fortid og en meget vigtig del af det at være dansker, og den professionelle historieskrivning har helt naturl= igt taget danskheden som udgangspunkt. ”Det man skal behandle i historiske undersøgelser, er de begreber, der konstituerer det danske rige: fol= ket og landet, Danmark og Danerne,” kunne Aksel E. Christensen skrive end= nu i 1969. Det er væk nu, og der er sådan set ikke nogen idé = med middelalderinteressen i dag. Det er i hvert fald svært at pege p&arin= g; en enkelt, samlet idé.

Det gælder fx hvis man ser på de to bøger, der er udkommet s= om brede baggrundsværker i 1999 til middelalderåret, på Gyldendals forlag og på Gads. Solide og velskrevne bøger med m= egen information - men med meget lidt problematisering. Der er ingen diskussion = af, hvad middelalderen var. Der er ingen diskussion af middelalderens rolle i moderne tid, i vort århundrede. Der er ingen diskussion af, hvad vi så kan lære af middelalderen - ud over nogle vage vendinger om,= at Danmark blev Danmark, og samtidig at Danmark blev en del af Europa i middelalderen.

= Det samme gælder to af middelalderårets store udstillinger, den ene= om bøger, som blev vist på Moesgaard museum i Århus og sene= re på det Kongelige Bibliotek, og den anden om den lysende middelalder, = som blev vist på Nationalmuseet. Pragtfulde genstande bliver rullet frem = og præsenteret med udførlige billedtekster i montre efter montre, nogle kendte, nogle overraskende. Nationalmuseets udstilling havde fundet en forbløffende mængde genstande med runer på, og man fik nærmest indtrykket, at alle gik rundt og ristede runer i middelaldere= n. Bogudstillingen viste flere af de helt unikke monumenter, som vores middelalderhistorie er skrevet ud fra – Kong Valdemars Jordebog, Ande= rs Sunesens Hexaemeron, og den viste pragtmanuskripter af bibler og af middelalderlige kopier af antikke forfatteres skrifter. Men der var ingen idé eller samlende princip bag udstillingerne, som øjensynligt ikke ville noget som helst ud over bare at præsentere ting. De diskuterede ikke, fx hvad det egentlig betød for Danmark og danskern= e i middelalderen og i dag, at vi fra ca. 1100 kunne skrive formfuldendt latin på hjemmelavet pergament? At vi var medlem af en international kirke = og et internationalt uddannelsesfællesskab. At vi havde regelmæssi= ge handels- og kulturforbindelser, der strakte sig fra Grønland til Palæstina. Ud fra udstillingerne at dømme har det øjensynligt kun haft et eneste formål, nemlig at skabe noget s= mukt for os at se på i dag.

= Det er der jo heller ikke noget galt i. Den forpligtende fortid og nationalismen havde nogle uhyggelige sider, der i det tyvende århundrede har ført til verdenskrige og massemord, og sådan bruges middelalde= ren stadig på Balkan. Det vi har i dag i Danmark er mindre forpligtende og skal måske snarere ses som en form for ufarligt eksotika. Vi er mere tilskuere til bøger og udstillinger og turneringer og middelaldermarkeder, hvor vi kan købe middelalderbrød og skyl= le det ned med middelalderøl.

Det lette og uforpligtende blev udtrykt krystalklart af den daværende kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, da hun åbnede udstillingen p= å Moesgaard Museum i 1999. Udtrykket ”den mørke middelalder̶= 1; er svært at få bugt med, sagde hun, først gennem de sene= ste par årtier er en lysning brudt frem i synet på middelalderen. I Danmark tænker vi os grundigt om, førend vi træffer beslutninger, og derfor kom kristendommen først til os med tusind års forsinkelse. Men så blev den til gengæld modtaget med bemærkelsesværdig fordomsfrihed og tolerance, og danerne og gæstearbejdere samlede som om at opføre næsten 2000 kirk= er på kun 100 år. Gæstearbejderne var omvandrende troubadure= r, glasmalere, kalkmalere og alle de andre håndværkere, som byggede kirker. ”D= anmark blev med kristningen en del af Europa. Man færdedes uhindret på kryds og tværs af fyrstedømmerne. I middelalderen var EU’= ;s tanke om det grænseløse Europa ikke en vision men en realitet.= Der var samhandel, integration og aktivitet mellem de europæiske folk og i særdeleshed en kulturudveksling, som man kunne ønske sig lige så intensiv i dag.”

Det går re= sten af talen så med. Af middelalderen kan vi lære den uforbeholdne gæstfrihed og tolerance, og at fremmede er berigende for en kultur. Middelalderfolk var økologer og havde et ”trendy” naturs= yn, og de var glade for billeder, som vi også er det i dag. Middelalderen= var en tid med faste værdier, noget med Gud, men også en tid med eventyr og romantik. Ministeren undgår næsten totalt at berøre det traditionelle nationalistiske aspekt af middelalderen, og= da hun endelig gør det, bliver også det en del af europæise= ringen og internationaliseringen: ”I løbet af middelalderen voksede de forskellige nationer frem med fyrster og feudaler, byer og borgere. Det var= en international epoke.” Og så tilføjer hun alligevel: ”Middelalder 99 er med til at give os et tilhørsforhold og sty= rke vor selvforståelse som individ og som danskere.” Noget national= t er der altså alligevel ved middelalderen, men det er ved at drukne i de pæne og ufarlige forestillinger om middelalderen, der opsummeres i en fejende buket af persontyper, som alle øjensynligt er lige vigtige: ”Der er grund til at fejre en formidabel epoke i vor historie. En ald= er med kirker, konger og katedraler, krøniker og klosterbrødre, kutter og kættere, krige og korsriddere, kalkmalere, kærlighed = og kloge koner. - Se det er kulturarv med stort K!”

Middelalderen er blevet, = hvad man måske kunne kalde kitsch: falsk, forloren og ufarligt glimmer. Og det= er den vel at bemærke for os alle, både dem, der fuldtids beskæftiger sig med middelalderen og skriver bøger om den, og = de mange der med en kæmpeviden gør et stort arbejde for at rekonstruere middelalderlige dragter og redskaber og så videre. Probl= emet er, at middelalderen ikke længere skal bruges til skabe en national identitet.

= Det går så altså tilsyneladende udmærket i spænd = med en stadig voksende interesse for middelalderen. Den er ikke forpligtende me= re, men måske er det netop det, der efterspørges. Måske er d= er interesse for middelalder, fordi den endelig sluttede her engang omkring 19= 80, da verden blev postmoderne. Nu er postmoderne og den slags udtryk noget, so= m jeg har det meget dårligt med, fordi der kan lægges så mange forskellige ting i dem. Men kort sagt er en af påstandene, fra sociol= oger og pædagoger og litterater og efterhånden også historiker= e, at opbyggelsen af det moderne er overstået nu, og dermed er der ikke = mere ét, fælles projekt, som alle ubevidst er enige om. Den store fælles fortælling er afløst af en næsten uendelig mængde mindre, personlige fortællinger, hvor nogle kan udskilles som helt forkerte, men ingen kan fremhæves som den eneste rigtige ell= er blot den bedste.

= Indtil engang omkring 1980 opbyggede Vesteuropa det moderne samfund netop ved at distancere sig fra middelalderen. Det moderne er kendetegnet ved rettighede= r, ikke pligter, ved rationel argumentation, ikke tro, ved mangfoldighed og ud= viklende konkurrence, ikke ved enhedskultur og laugsmonopoler, ved nationalstater og folkesprog, ikke ved kejser og pave og latin. Historikernes opgave var da ganske simpelt at vise, hvordan historien udviklede sig gnidningsløs= t og nærmest med naturnødvendighed fra middelalder til det moderne – i det mindste i Vesteuropa, og så kan man kun håbe på, at de mange andre nutidige, ”middelalderlige” samfund hurtigst muligt vil gennemgå den samme udvikling, som vi har gjort de= t.

= Denne simple fortælling om historien er ikke nødvendig mere. Vi er så moderne, som vi overhovedet kan forestille os det, vi er postmoder= ne, og der er ingen grund til at distancere os fra middelalderen mere eller til= at føle os forpligtet på en middelalderlig arv. Og det er så måske netop grunden til en endnu større middelalderinteresse, = en nostalgisk længsel efter den tid, da der eksisterede store, samlende fortællinger.

Vi står altså i en overgangsperiode nu. Noget gammelt og veletable= ret er vist ved at være forladt, det nye er svært at se konturerne = af endnu. Middelalderen er en så stor og spændende periode, at den= er værd at beskæftige sig med i sig selv, men det kan kun ske i en vekselvirkning med vores nuværende forståelse af os selv og af omverdenen.

Litteratur

Allen, C.F. 1840. Haandbog i Fædrelandets Historie med stadigt Henblik paa Folkets og Statens indre Udvikling. København: Efterslægten.

Althoff, Gerd (udg.). 1992. Die Deutschen und ihr Mittelalter. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft.

Andersen, Helmuth. 1988.

Arnold, Klaus. 1981. „Das „finstere“ Mittelalter. Zur Genese und Phänomenologie eines Fehlurteils. Saeculum 32, pp. 287-300.

Arup, Erik. 1925. Danmarks Hist= orie. København.

Berger, Stefan, Mark Donovan, and = Kevin Passmore. 1999.= Writing National Histories: Western Europe since= 1800. London: Routledge.

Bisgaard, Lars. 1988. Tjenesteideal og fromhedsideal. Studier i adelens tænkemåde i dansk senmiddelalder. Århus: Universitetsforlag.<= /span>

Bogolte, Michael. 2003. „Mediävistik als vergleichende Geschichte Europas”, i Mediävistik im 21. Jahrhundert, 313-326.

Bossuet, Jacques Bénigne. 1= 681. Discours sur l’historie universelle. Paris: Sébastian Mabre-Cramois= y. Mange senere udgaver.

Bramming, Torben. 2002. Hvad er et folk. København: Vindrose.

Bøgh, Anders. 1= 991. "Mellem modernisme og middelalder. Dansk middelalderhistorie fø= r og nu." I Historiens Ansigt= er, ed. E. Christiansen og J.C. Manniche, Århus, pp. 35-52.

Christiansen, Erik (udg.). 2001. Arven fra Ægypten, I-II. Århus: Sfinx= .

Collin, Finn og Simo Køppe (udg.). 2003. Humanistisk videnskabsteori. København: DR Multimedie.

Damsholt, Nanna, m.fl. 1992. Hi= storiens historie. =3D Danmarks historie bd. 10. København: Gylden= dal.

Due-Nielsen, Carsten, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen (udgivere). 2000. Danmark= i syv sind. Tusind år dansk udenrigspolitik. København: Gyldendal.

Due-Nielsen, Carsten, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen (udg.). 2002. Dansk udenrigspolitiks historie bd. 1: Konger og Krige 700-1648. Afsnittene skrevet af Esbern Albrechtsen, Karl-Erik Fransen, Gunner Lind. København: Danmarks Nationalleksikon.

Erslev, Kristian. 1911. Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori. København: Kjøbenhavns Universitet.

Erslev, Kristian. 1922. Kristian Erslev. Vort Slægtleds Arbejde i dansk Historie. Rektortale ved Københavns Universitets Aarsfest 16. Novemb= er 1911 med en Udsigt over hans litterære Arbejder og Universitetsvirksomhed. Udgivet af Kr. Ersl= evs Elever i Anledning af hans 70aarige Fødselsdag 28. December 1922. København: Gyldendalske Boghandel.

Geary, P= atrick J. 2002. The Myth of Nations. The Medieval Origins of Europe. Princeton: University Press.

Gerner Nielsen, Elsebeth. 1999. Åbningen af Middelalder 1999. På http://www.kum.dk/noframes/dk/1_STD_278.htm. Bragt som kronik i Aalborg Sti= ftstidende 11. april 1999.

Fischer, Jens Malte. 1986. ”= Singende Recken und blitzende Schwerter. Die Mittalalteroper neben und nach Wagner – ein Überblick. I Mittelalter-Rezeption. Ein Symposion, hrsg. Peter Wapnewski. Stuttgart: J.B. Metzler.

Frandsen, Steen Bo. 1998. <= i>Opdagelsen af Jylland. Den regionale dimension i Danmarkshistorien 1814-64. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Gelting, Michael H. 19= 85. "Mellem udtørring og nye strømninger. Omkring en symposierapport om d= ansk middelalderhistorie.” I Fortid og Nutid 32, 1-12.

Gelting, Michael H. 1999. "Det komparative perspektiv i dansk højmiddelalderforskning. Om Familia og familie, Lith, Leding og Landeværn." Historisk Tidsskrift, 99, pp. 146-88.

Goetz, Hans-Werner. 1999. Moderne Mediävistik. Stand und Perspektiven der Mittelalterforschung. Darmstadt: Primus.

Gress, David. 1998. From Plato to NATO: The Idea of the West and Its Opponents.= New York: Free Press.

Hoff, Anette. 1997. Lov og Landskab. Landskabslovenes bidrag til forståe= lsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Dnamark c. 900-1250. Århu= s: Aarhus universitetsforlag.

Høffding, Harald. 1900.

Hørby, Kai. 197= 8. Den nationale historieskrivning i Danma= rk, København.

Ingesman, Per. 1992. "Radikalisme og religion i dansk middelalderforskning: En fagtradition= s magt i historiografisk lys." = Fønix 16, 45-62.

Ingesman, Per. 1997. &= quot;Rundt om krisen - dansk senmiddelalderforskning 1965-95." Den Jyske historiker 75/76, 25-39.

Ingesman, P= er, og Jens Villiam Jensen (red.). 2001. Riget, Magten og Æren. Den Danske Adel 1350-1660. Århus: Universitetsforlag.

Ingesman, Per, og Thomas L= indkvist (udg.). 2001. Norden og Europa i Middelalderen. Edited by Per Ingesm= an. 3 vols. Vol. 1, Rapporter Til Det 24. Nordiske Historikermøde, Århus 9.-13. August 2001. Århus: Jysk Selskab for Historie.=

Jensen, Henrik. 1998. Ofrets århundrede. København: Samleren.

Jensen, Kurt Villads. 1998. "Den hvide race og den danske jord." Histo= rie, 91-103.

Jørgensen, Elle= n. 1943. Historiens Studium i Da= nmark i det 19. Aarhundrede. København.

Lindbæk, Johs. 1907. Pavernes Forhold Til Danmark under Kongerne Kristiern I Og H= ans. K&= oslash;benhavn.

Lourie, = E. 1966. “A Society organized = for War: Medieval Spain.” i Past and Present 35, pp. 54-76. =

Lund, Niels. 1996. Lith, leding og landeværn. Roskilde: Vikingeskibshallen.

Manniche, Jens Chr. 19= 92. "Historiskrivningen 1830-1880." I Historiens historie, København: Gyldendal, 199-266 (=3D Danmarks Historie; 10).

McGuire, Brian Patrick= . 2005. Den levende middelalder. København, Gyldendal.

Mediävistik im 21. Jahrhundert. Stand und Perspektiven der internationalen und interdisziplinären Mittelalterforschung, = udg. Hans-Werner Goetz, Jörg Jarnut. München: Wilhelm Fink Verlag 2003= .

Moltesen, L.J. 1896. De Avignonske Pavers Forhold Til Danmark. København.

See, Klaus von. 1994. Barbar, G= ermane, Arier. Die Suche nach der Identität der Deutschen. Heidelberg: Winter.<= /p>

Southgate, Berverley. 1996. Histor= y: What and Why? Ancient, modern, and postmodern perspectives. London: Routledge.

Stafford, William. 1989. “’This once happy country’: nostalgia for pre-modern society”. The imagined past,<= /i> red. Christopher Shaw og Malcolm Chase. Manchester: University Press.

Steenstrup, Johannes. 1921. Historieskrivningen i det nittende Aarhundrede. København: Gyldendalske Boghandel.

Turner, Frederick Jackson. 1= 893. The significance of the frontier in American history. Indianapolis: Bobbs-Merrill.=

Turner, Frederick Jackson. 1= 998. Rereading Frederick Jackson Turner: "The significance of the frontier in American history", and other essays. New Haven, CT: Yale University Press.

Töpfer, Bernhard. 1999. Ur= zustand und Sündenfall in der mittelalterlichen Gesellschafts- und Staatstheor= ie. Stuttgart: A. Hiersemann.

Venusin, Jon Jacobsen. 1604. De historia. København.