|
Tom
Buk-Swientys meget roste bog Den ideelle amerikaner
(Gyldendal 2005, omslag: Poul Lange)) er den første fuldstændige
biografi om den legendariske dansk-amerikanske journalist, sociale
reformist og dokumentarfotograf Jacob Augustus Riis (1849-1914).
Hans historie er både en dramatisk udvandringshistorie, en storslået
kærlighedshistorie og et stykke fascinerende pressehistorie, der
tager sin begyndelse i Ribe i midten af 1800-tallet og kulminerer i
den eksplosivt voksende verdensby New York ved århundredets
afslutning.
Jacob A. Riis var en mand med en klar, stædig vision og en drøm om
at skabe et bedre samfund. Han oplevede selv immigrantens
ubarmhjertige vilkår, og på trods af dårlige odds lykkedes det Riis
at blive en af New York Citys mest indflydelsesrige journalister på
dagbladene New York Tribune og The Sun, hvor hans nærgående
reportager fra slummet og lejekaserner på Manhattan gjorde dybt
indtryk på læserne.
En særlig gennemslagskraft havde Riis’ reportagebog om slummet,
How the Other Half Lives fra 1890, der blev en bestseller og en
klassiker i amerikansk litteratur. Riis opnåede at blive mentor for
og personlig ven med den senere præsident og sociale reformist
Theodore Roosevelt, som i taler til det amerikanske folk kaldte Riis
sin ven for ”en ideel amerikaner” og for ”New Yorks nyttigste
borger”.
Tom Buk-Swienty vil denne lørdag fortælle den forunderlige historie
om Jacob A. Riis og redegøre for sit arbejde med biografien. Han vil
desuden vise nogle af Riis mest berømte fotografier og herigennem
tage tilhørerne med på en rundrejse gennem New Yorks slum anno 1890. |