To hundrede år i Det Hellige Land

Næsten 200 år lykkedes det korsfarerne at hage sig fast i en kristen enklave midt i den muslimske verden: Fra det første korstogs erobring af Jerusalem i 1099 til den sidste fæstning faldt i Akko i 1291. Krig og fred vekslede i den mellemliggende tid; våbenhviler med de muslimske modstandere gjorde det i perioder muligt for pilgrimme at besøge valfartssteder som Kristi grav, til andre tider var de kristne kongedømmer så hårdt trængt, at de i løbet af de to hundrede år måtte have assistance fra hjemlandene i form af gentagne korstog. Pave Urban den 2. satte korstogsbølgen i gang på et kirkemøde i Clermont-Ferrand i november 1095. Paven ønskede selvfølgelig at beskytte fromme pilgrimme, men nok så meget også at komme det trængte byzantinske rige til hjælp og forene Europas stridende fyrster under sit lederskab. For den kristne verden var erobringen af Jerusalem et mirakel - men miraklernes tid varede kun kort. Hovedparten af korsfarerne rejste hurtigt hjem, og de tilbageblevne beherskede kun en lille landstribe tusinde af kilometer hjemmefra, omgivet af fjender på alle sider. Det lykkedes i næsten hundrede år at spille på modsætningerne mellem de muslimske modstandere, der var splittet i en række områder og fyrstedømmer. Samtidig blev der opbygget et stærkt forsvar i form af de religiøse ridderordener, Johanniterne og Tempelherrerne. Ordenerne havde hovedsæde i korsfarerriget, men organisationer i hele Europa der sendte økonomisk støtte til Det Hellige Land. Det ændrede dog ikke på magtbalancen i det lange løb. Da mammelukkerne i Egypten og Syrien i anden halvdel af 1200-tallet skabte en ny stærk islamisk centralmagt, bukkede korsfarerrigerne under. Til gengæld havde de kristne europæiske kongedømmer fremgang andre steder: Store dele af det nuværende Spanien og Portugal blev erobret fra muslimerne, og i Østersø-området fortsatte en tysk og nordisk kampagne med erobringstogter og omvendelser af hedninge. Det blivende resultat af korstogene blev (gen)oprettelsen af økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Europa og Orienten og på lidt længere sigt måske at Vesteuropa organisatorisk, teologisk og ideologisk var rustet til en verdensomspændende ekspansion, der skulle udbrede den europæiske kultur.

ph

14. nov., Docmaster. Copyright © 1997 Odense Universitets Informationskontor
Bladet må gerne citeres med kildeangivelse.