Korstogenes uheldige helte
Danskere omvendte ikke blot hedninge ved Østersøen, de deltog også - med vekslende held - i korstogene til Det Hellige Land

	Læs også: To hundrede år i Det Hellige Land...
De dårlige nyheder nåede frem ved julegildet hos kong Knud den VI i Odense: Sultan Saladin havde året før (1187) erobret Jerusalem, og nu bad korsfarerrigerne i Det Hellige Land om hjælp. Og bønnen blev hørt: Absalons bror Esbern Snare holdt en manende tale og mindede krigerne på bænkene om forfædrenes mod og bedrifter. 15 danske stormænd svor på stedet at ville drage afsted. De udrustede skibe og satte kurs - mod Norge. Efter længere tids sejlads mellem flere norske havne og en del drikkeri i land sejlede de påny sydover. En del forliste i en stærk storm, andre nåede frem til Frisland. Skibene blev solgt, korsfarerne drog over land til Venedig og derfra til søs over Middelhavet. Men ak - ved ankomsten i 1192 var det tredje korstog overstået: Sultan Saladin havde sluttet fred med Richard Løvehjerte, og de kristne havde fået ret til ubevæbnede at besøge de hellige steder i Palæstina. Det gjorde korsfarerne så, hvorpå de vendte hjem via Det Byzantinske Rige med deres indkøbte relikvier. De danskes ære blev dog reddet af et par hundrede landsmænd, der var nået hurtigere frem og blandt flere andre eventyr deltog i den blodige erobring af byen Akko.
Kongen med glorien er den franske kong Ludvig 9. den Hellige - også en lidt uheldig korstogs-helt. Her er han på vej over Middelhavet til Egypten, hvor han i begyndelsen havde fremgang, indtil hæren blev ramt af sygdom, og han i 1250 måtte overgive sig. Samme år blev han løskøbt fra fangenskabet og nåede inden sin død at organisere endnu to korstog - han døde under det sidste af pest i Tunesien i 1270. Illustrationen er hentet i et håndskrift fra 1300-tallet. Bibliothèque Nationale, Paris.
Uheldig var også en dansk præst, der omkring 1220 overværede en kamp mellem kristne og muslimer. Han blev så optændt af hellig vrede, at han med egen hånd dræbte fem muslimer. Derpå smed den Herrens stridsmand præstekjolen og beskød muslimerne med pile og sårede mange". Imidlertid var det heller ikke dengang meningen, at en forvalter af de hellige sakramenter skulle slå ihjel. Det var tværtimod så stor en synd, at præstens biskop ikke selv kunne bevilge ham syndsforladelse. Han måtte i stedet drage til paven i Rom, der forbarmede sig over troens ivrige forsvarer og gav ham syndsforladelse. Men allermest berømt blandt de uheldige danske helte er prins Svend (en søn af Svend Estridsen), hvis bedrifter blev fortalt videre i kongehuset i århundreder. Hans ry nåede også Christian den IV, der bestilte et pompøst maleri af Svends heroiske død i 1097. Svend og 1.500 danske riddere var på vej til Jerusalem som en del af det første korstog, da de blev slagtet af tyrkerne på den tørre anatolske højslette. Svends hustru, en burgundisk fyrstedatter, blev dræbt af bueskytter, da hun forsøgte at komme ham til undsætning.
	Konge? - nej tak De tre beretninger er farverige højdepunkter i beretningen om danskens vej til om ikke hæder så i hvert fald til en plads i den europæiske historie. Desuden giver Esbern Snares brandtale ved julegildet to interessante oplysninger: Det fremstilles som naturligt at aflægge korstogsløfte, og han henviser til en dansk tradition for at drage afsted og udføre heltegerninger. Fortsættes næste side. Flere danske konger havde gennem giftemål tætte forbindelser til de europæiske slægter, der var blandt drivkræfterne bag korstogene. Eksempelvis kom Knud den Helliges hustru Edel fra en greveslægt i Flandern, der stod bag det første korstog. Og Knud den Helliges søn Karl havde i begyndelsen af 1100-tallet deltaget i korstogene. Dog sagde Karl i 1123 nej tak, da han blev tilbudt at blive konge i Jerusalem. Et andet vidnesbyrd om korstogs-tankens udbredelse er omkring 20 bevarede stormands-testamenter fra midten af 1200-tallet og frem til 1300. Stormændene afsatte i testamenterne en sum penge, der var stor nok til at sende en ridder afsted til Jerusalem, hvis de ikke inden deres død nåede at opfylde et løfte om at ville tage på korstog.
En dansk korsfarer fik sat sig et varigt minde: Gravstenen med ridderen i rustning er fra Vejerslev på Mors.
Alligevel er det begrænset, hvad kilderne kan fortælle om danskeres bedrifter i korstogene - historikerne ved for eksempel intet om menigmands engagement og eventuelle deltagelse. Og ofte er det vanskeligt at afgøre, om de latinske kilder taler om korsfarere eller pilgrimme, fordi kilderne anvender ordet peregrini om begge grupper. Middelalderen igennem var der udover de krigeriske ekspeditioner også en stadig strøm af ikke-bevæbnede pilgrimme både fra Danmark og fra resten af det katolske Europa til de hellige steder i Palæstina. Kong Erik Ejegod døde på Cypern i 1103, men om han var på pilgrimsfærd eller korstog, er i dag svært at afgøre. Hvor mange danskere, der tog korset, giver kilderne intet vidnesbyrd om. Men en del må det have været, for Valdemar Sejr beklager sig i begyndelsen af 1200-tallet til paven over, at mange stormænd er holdt op med at betale skat, efter de har aflagt korstogsløfte. - Vi har ikke andre kilder, der bekræfter det, men hvis det er rigtigt, viser klagen, at der var stor dansk interesse for korstogsbevægelsen - og for at undgå at betale skat, fremhæver Kurt Villads Jensen fra Center for Historie på Odense Universitet. Under alle omstændigheder kom et antal danskere til Mellemøsten i årene fra 1095-1291 enten som pilgrimme eller som korsfarere. Korsfarerne henvendte sig til den militære befalingshavende på deres eget niveau. Derpå er de gået i for eksempel Johaniterordenens tjeneste i et par måneder eller år, hvor de har forsvaret en grænsepost eller har deltaget i en militær kampagne. - Det interessante er så, hvad de har fortalt, når de kom hjem. Hvad har deres beretninger betydet for opfattelsen af verden set fra Danmark, for opfattelsen af et fælles katolsk Europa og for opfattelsen af de fremmede? Korsfarerstaterne opretholdt et apartheid-system med adskillelse mellem de religiøse grupper, og de hjemvendte danskere må have medbragt et skarpt, afvisende billede af hedninge og jøder, mener Kurt Villads Jensen. Odense-historikeren er en del af et fremspirende dansk historiker-miljø, der interesserer sig for skandinavisk korstogs-historie.
De vesteuropæiske korsfareres ruter til Mellemøsten under de fem store korstog i tiden 1096-1221. Korstog nummer fire kom dog ikke længere end til det byzantinske kejserdømmes hovedstad Konstantinopel, der på Venedigs initiativ blev grundigt plyndret.
Kamp mod det onde Hidtil har danske historikere stort set ikke beskæftiget sig med den danske deltagelse i de store" korstog, men har affærdiget fænomenet som kuriøst eller marginalt. Ingen har skrevet om emnet siden en franskmand i 1865 udgav Skandinavernes Korstog og Andagtsrejser til Palæstina" - interesserede læsere kan dog finde spredte oplysninger i generelle værker om Danmarkshistorien. Interessen har i Danmark i stedet samlet sig om de geografisk nærliggende korstog i Østersø-området, hvor danske konger som Valdemar den Store, hans søn Knud den VI og Valdemar Sejr i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet erobrede hedenske områder, blandt andet Rügen og Estland. Nu sker der imidlertid noget nyt i historikerkredse - både i Danmark og på verdensplan. Interessen for korstogene har været markant stigende i de seneste år. En årsag er forberedelserne til 900-året for korsfarernes erobring af Jerusalem i 1999, en anden og vigtigere er et skred i opfattelsen af, hvad formålet med korstogene egentlig var. Traditionel historieskrivning har beskrevet korstogene som et forsøg på at generobre Jerusalem. Men set fra et middelalder-synspunkt var det nok så vigtigt, at det gav aflad (dvs. syndsforladelse) blot at bekæmpe det onde. Det betød, at det for den enkelte blev vigtigere at deltage end at vinde, mener Kurt Villads Jensen. Ideen om at bekæmpe det onde var en udbredt tanke bag al krigsførelse i Europa gennem hele middelalderen, en ide der fra cirka år 1100 blev udtrykt med et ordvalg hentet fra korstogenes verden. For eksempel fik Margrethe I en pavelig korstogs-bulle, der lovede aflad til alle, der i Danmarks nabolande hjalp hende mod hendes fjender. - Tanken svarer egentlig til kolonimagternes argument i 1800-tallet; de havde pligt til at bringe civilisationen ud til hele verden. I dag er det menneskerettighederne, vi udbreder, men princippet er det samme, vi vil bekæmpe det onde og tvinge de onde til at gøre det gode, siger Villads Jensen. Regionernes Europa En andet fast holdepunkt i dansk historieskrivning har været at se på historien med nationalstaten som udgangspunkt. I middelalderen var en politisk enhed imidlertid ikke en stat, men det område der beherskedes af en regent, hvad enten undersåtterne talte dansk, svensk, estisk eller tysk. Det fik betydning for udenrigspolitikken, der dengang ikke handlede om forholdet mellem nationalstater, men om relationerne mellem konger, kirkefyrster og stormænd, der var med- eller modspillere i et fælles europæisk korstogs-projekt. Økonomisk har der heller ikke, som hidtil antaget, været en relativ skarp opdeling i inden- og udenrigsøkonomi i rigerne. En del af økonomien var international: Den katolske kirke stod bag en storstilet skatteopkrævning, der skulle skaffe midler til korstogene. Pengene gik i princippet til Rom, men kunne også gå til den enkelte konges egne korstogs-projekter. - Så middelalderens Europa var ikke et nationernes Europa, men et regionernes Europa, hvor suverænitet og økonomi var blandet sammen på tværs af nationale skel, siger Kurt Villads Jensen. Parallellen til nutidens Europæiske Union ligger snublende nær, selv om sådanne historiske sammenligninger skal omgås med varsomhed: - Det regionale middelalder-Europa kan være noget, vi læser ind i historien, fordi vi nu står i et anderledes Europa, end historikerne gjorde for hundrede år siden. Kurt Villads Jensens egen interesse som forsker er netop studiet af Danmarks integration i det overnationale, kirkelige middelalder-Europa, for eksempel ved sammenligninger med andre katolske randområder som de kristne spanske kongeriger.
Læs også: To hundrede år i Det Hellige Land...

ph

14. nov., Docmaster. Copyright © 1997 Odense Universitets Informationskontor
Bladet må gerne citeres med kildeangivelse.